Fortsæt til indhold
Cykling

Riis: Rasmussen har forandret sig

Michael Rasmussen er blevet mere voksen, mener Bjarne Riis, der overvejer et samarbejde.

"Han har forandret sig, det er jeg ikke i tvivl om. Regnskabet er gjort op, Michael har betalt for sine løgne, og derfor fortjener han en ny chance," siger Bjarne Riis i et interview med Politiken.

Dermed svarer den danske holdejer på flere ugers spekulationer om et fremtidigt samarbejde mellem Team Saxo Bank Sungard og 36-årige Michael Rasmussen. Der er ingen tvivl om, at den "nye" udgave af Michael Rasmussen har hjulpet cykelrytteren tættere på en kontrakt med Riis' danske cykelhold.

"Han er blevet mere voksen – og jeg mener, han har fået en mere afdæmpet attitude til det, der skete i 2007. Og det klæder ham," lyder analysen fra Bjarne Riis med henvisning til Michael Rasmussens Tour-exit for godt tre år siden.

Tænker over reaktionen

Den danske holdejer har netop udgivet sin biografi "Riis", og samtidig står holdets nye, store stjerne Alberto Contador på anklagebænken i en kompliceret dopingsag. Dermed er der altså i øjeblikket nok at tænke på for Bjarne Riis, der samtidig skal bruge tid på at overveje, om Michael Rasmussen skal have plads på holdet trods en problematisk historie i cykelsportens verden - senest med dopingbeskyldninger i overskrifterne.

"Jeg skal bl.a. tænke på, hvordan en beslutning om at optage Michael Rasmussen på mit hold vil blive modtaget rundt omkring," siger Riis, der kan få Rasmussen ganske billigt, da rytterens sponsor har lavet at betale hans løn.

På det sportslige område ser den danske holdejer stadig potentiale i 36-årige Rasmussen, der både ernærings- og træningsmæssigt lever seriøst ifølge Riis.

Til gengæld skal Team Saxo Bank Sungard-bossen nok overveje, hvordan Tour de France-ledelsen vil reagere på et eventuelt comeback til Michael Rasmussen, der i 2007 blev trukket ud af det franske landevejsløb på et tidspunkt, da han førte løbet. Danskerens daværende arbejdsgiver Rabobank stod bag beslutningen, der havde rod i Michael Rasmussens fejlagtige whereabouts-indberetninger