Fortsæt til indhold
Håndbold

Frankrig skubbede dronningerne fra Norge ned fra guldtronen

De franske håndboldkvinder leverede finalesensationen og slog Norge med to mål i en fremragende VM-finale.

Der er Norge, og så er der alle andre landshold.

Det sagde eksperter, modstandere og fans inden VM-slutrunden i Tyskland, og de kan alle sammen tale videre om, hvor dygtige nordmændene er til at spille håndbold. Men de skal i den grad lige huske at nævne Frankrig også.

For de franske håndboldkvinder overraskede alt og alle i søndagens VM-finale. Cheftræner Krumbholz’ kvinder leverede sensationen med et brag af en præstation og stjal guldet fra Norge, der ellers aldrig havde tabt en altafgørende kamp til Frankrig. Sejrscifrene lød på 21-23.

De forsvarende europa- og verdensmestre fra Norge fandt aldrig for alvor rytmen i finalen i Hamburg. Bevares, Nora Mørk og co. bragte sig som forventet foran, men Frankrig bed fra sig. Endda med meget skarpe tænder.

Siraba Dembele udfordrede med kvalitet på venstrefløjen, defensiven viste stor styrke og så stod Amandine Leynaud plantet som et gigantisk Eiffeltårn i målet – med blandt andet to reddede straffekast. Det stressede nordmændene, der virkede ivrige, måske lidt stressede over den uventede kampudvikling. I hvert fald følte landstræner Thorir Hergeirsson sig nødsaget til at skifte mere ud end normalt.

Velspillende Frankrig, der vandt sit hidtil eneste VM-guld i 2003, havde ad flere omgange chancen for at gå i front med to mål i første halvleg. Det lykkedes ikke. Men på den anden side af pausen kom scoringen så – og endnu en faktisk.

Det rystede Norge i endnu højere grad. For hvad gør man egentlig, når man er bagud med tre mål i en finale med 25 minutter tilbage og har travlt med at brænde både straffekast og på tomt mål? Det har de sjældent haft brug for svaret på i den norske lejr. Det havde de i denne 23. VM-finale på kvindesiden, som desværre var uden danske spillere.

Mange danskere fulgte ellers Klavs Bruun Jørgensens VM-kvinder bag tv-skærmen, men som bekendt blev kvartfinalen mod Sverige endestationen for Danmark. Alligevel var der dansk islæt i finalen. Ligesom i herrernes VM-finale for et lille års tid siden mellem – ja – Frankrig og Norge, var Danmark også i Hamburg repræsenteret med et finaledommerpar. Line Hansen og Karina Christensen leverede en fin indsats i opgøret, hvor Norge kom igen efter pausen.

Ikke overraskende fik Norge halet sig ind på franskmændene og fik kontakt ved 17-17 efter individuelle aktioner af Veronica Kristiansen og VM-topscorer Nora Mørk. De to stjerner formåede bare ikke at trække holdet i en sikker førerposition.

En af forklaringerne var, at Frankrig tonsede retur efter ethvert endt angreb. Ikke ét eneste kontramål gav de væk i de første 55 minutter af kampen. Bragende imponerende. Ganske enkelt. Til gengæld havde de hårdtarbejdende franskmænd svært ved at kontrollere Heidi Løke, der knoklede på stregpositionen.

Hvad end stjernerne hedder netop Løke, Mørk og Kristiansen eller Frafjord, Hammerseng, Nyberg, Hundvin, Grini eller Leganger, ja, så har de norske individualister i årevis været sømmet fast i et sejrsivrigt kollektiv. De bliver bare ved og ved. De nøgne tal? Tja, holdet har været i finalen i 12 af de seneste 15 slutrunder ved VM, EM og OL.

Oftest er det endt med guld, men i 2017 måtte Norge nøjes med sølvet. Selvom nabolandet forsøgte sig med tredjemålmanden på banen og syv mod seks-spil i slutningen af kampen, var det ikke nok. En taktisk triumf af Frankrig, der græd tårer af guld i ægte jubelrus på banen.