Vandt syv mio. i Lotto: Drak champagne og whisky og køber nu et hus
Ægtepar fik syv rigtige og vandt syv mio. kr., og de ved lige, hvad pengene skal bruges på.
Der var hverken tvivl om, hvordan en lottogevinst på syv mio. skulle fejres eller bruges, da et ægtepar søndag fandt ud af, at de havde vundet den helt store præmie.
De syv rigtige var egentlig på en lottokupon fra i lørdags, men det var først søndag ved middagstid, at parret fandt ud af, at de var blevet millionærer.
Og selvom det var midt på dagen, sprang propperne alligevel.
"Vi åbnede en flaske champagne og skålede. Og bagefter tog jeg mig lige et enkelt glas Chivas Regal," siger en af de glade vindere via en pressemeddelelse fra Danske Spil og tilføjer:
"Nu er vi jo ikke alkoholikere, men det skulle fejres."
Det tog dog lidt tid, før de heldige vindere troede på, at deres syv tal havde skaffet dem syv mio.
"Min første reaktion var; det tror jeg ikke på. Så jeg tjekkede lige tallene to-tre gange. Og de passede med de ringe, jeg havde sat om mine på kuponen. Så kaldte jeg på konen. Prøv lige at se her, sagde jeg. Så tjekkede hun også. Både tal og dato, og den var god nok," siger den heldige vinder.
Ægteparret ønsker at være anonyme, men de vil godt fortælle, at de er i 50’erne og bor i Herlev. Lottokuponen blev købt hos en Spar købmand i den københavnske forstad.
Ud over bobler og skotsk whisky har ægteparret en klar plan for, hvad pengene skal bruges på. Der skal købes nyt hus og en ny bil, og så er der lidt klatgæld, der skal betales tilbage.
Med syv mio. rullende ind på kontoen om lidt, skulle der nok også være penge til det hele.
"Vi har spillet de samme faste tal i nogle år. Men nu kan det godt være, vi finder nogle nye tal. Jeg tror ikke på, jeg kan vinde med de samme tal igen," griner den glade vinder ifølge pressemeddelelsen.
Selvom syv mio. er mange penge, er der et godt stykke vej op til danmarkshistoriens største gevinst, der også blev vundet i Herlev. Den lød på 135 mio. kroner, og gevinsten blev vundet i Eurojackpot i oktober 2012. Det spil var købt i kiosken på Herlev Hospital.