Fortsæt til indhold
Sport

Sønderjysk ægtepar fejrede milliongevinst med tunsalat

12 mio. kr. var ikke nok til at ændre menuen for et heldigt ægtepar.

"Tænk hvis du vandt i Lotto".

Det har mange år været Danske Spils motto for Lotto, og tænk nu hvis...

For et ægtepar så skete der ikke de store ændringer, selvom det vandt 12.100.850 kr. i weekenden.

»Det er jo det, man altid har gået og drømt om. Men dagligdagen går videre. Kort tid efter, vi havde fået det at vide, tog vi i supermarkedet og købte ind. Og om aftenen stod den på en tunsalat, som vi havde planlagt. Vi klapper lige hesten,« siger manden via en pressemeddelelse.

Ægteparret ønsker at være anonym, men afslører, at det er fra Sønderjylland og i 40'erne.

»Nu har vi mulighed for at købe mere frihed i forhold til arbejdet. Det skal vi helt sikkert. Og på længere sigt har vi også talt om et nyt køkken,« siger manden.

I begyndelsen troede han ikke på, at han havde vundet.

»Min første tanke var, ”er det fusk?”,« sagde manden, da han blev ringet op af en af Danske Spils medarbejder om gevinsten om søndagen.

»Jeg vidste det overhovedet ikke. Jeg blev ringet op af Danske Spil, og de fortalte, jeg havde vundet en stor gevinst. Nå, svarede jeg. Hvor meget? 12 millioner. Hun kunne vist godt mærke, jeg ikke helt troede på det. Hun sagde, jeg godt måtte gå ind at tjekke det.«

Det gjorde han så. Og den var god nok.

Manden fortæller, at de spiller Lotto hver uge med faste tal. En gang imellem køber de en ekstra kupon, hvis der er jackpot. Det var der i lørdags. Og det var netop på en ekstra Lotto-kupon købt via mobilen, at milliongevinsten kom i hus.