Ny verdensrekord i 100 meter løb
9,72 sekunder. Sådan lyder nu verdensrekorden i 100 meter løb for mænd.
Rekorden tilhører den 21-årige Usain Bolt fra Jamaica, som ved stævnet Reebok Grand Prix i New York i aftes skar 0,02 sekund af sin landsmand Asafa Powells hidtidige rekord, sat i Rieti i Italien den 9. september 2007.
Med medvind på 1,7 meter i sekundet var forholdene ideelle for Bolt og hans konkurrenter. Af dem blev den regerende verdensmester, Tyson Gay fra USA, nummer to i tiden 9,85 sekunder.
At en ny verdensrekord lå i luften stod klart, efter at Bolt ved et stævne i Jamaica i begyndelsen af maj løb de 100 meter på 9,76 sekunder - den da hidtil næstbedste tid i verden.