Ishockey: En minderig afklapsning

Erik Hviid behandler sin scrapbog som det skrøbeligste porcelæn.

For ham er den da også lige så meget værd, som en Ming-vase er for andre, for på de gulnede og efterhånden meget løsthængende sider er hele hans lange liv i sporten samlet.

Her er flotte billeder fra isbåds-sejladser på søerne i Letland.

Afgørende øjeblikke fra konkurrencerne i hurtigløb på skøjter på Peblinge-søen i København, hvor han blev dansk mester i 1941 og 1942.

Pudsige situationer fra de mange ishockey-kampe samme sted.

Sådan vælter minderne ham i møde, men en bestemt begivenhed ville aldrig have fundet vej til scrapbogen, hvis han ellers havde fået sin vilje tilbage i 1949.

Modsat sine daværende holdkammerater i Kjøbenhavns Skøjteløber Forening (KSF) så Erik Hviid nemlig overhovedet ingen grund til at deltage ved ishockey-VM i Stockholm. Danmark havde aldrig haft et landshold, og Erik Hviid frygtede for mødet med de drevne nationer.

Demokratiet sejrede imidlertid, og udover en dejlig tur til den svenske hovedstad fik holdet ikke alene en plads i Erik Hviids scrapbog, men også i ishockeyens lange historie.

Den første kamp for det danske ishockeylandshold nogensinde blev nemlig tabt hele 0-47 til Canada, hvilket var rekord i VM-sammenhænge.

Nu om dage sidder Erik Hviid af og til i sin pensionistbolig i Birkerød og blader ivrigt i de svundne tider. Han kan stadig ryste på hovedet over hele oplevelsen, men kan dog på samme tid ikke holde et stort smil væk fra munden.

54 år efter kan han stadig huske næsten det hele, men han havde også en central rolle i hele historien. Sammen med de ældre brødre Jørgen og Viggo var han nemlig med til for alvor at udbrede ishockey herhjemme i slutningen af 1930'erne, da de tre flyttede tilbage til Danmark fra Letland, hvor familien Hviid havde boet i en årrække på grund af faderens forretninger på VVS-området.

Udover at gå i skole fordrev de unge knægte meget naturligt tiden med at løbe på skøjter, og af uforklarlige årsager nåede storebror Jørgen at blive udtaget til Letlands landshold i ishockey. Tilbage i Danmark begyndte brødrene at lære fra sig, når Peblinge-søen var frosset, og rygterne om den nye sport bredte sig hurtigt til provinsen.

Afhængige af vejret

»Mange ville lære at spille, men det gik meget langsomt, for ingen havde rigtig noget begreb om det. Vi rejste også til Esbjerg, Aalborg og Århus for at lave demonstrationer, men vi var stadig totalt afhængige af vejret. Der var jo ingen kunstige isbaner indendørs, så en rigtig turnering kom først i gang i 1955,« beretter Erik Hviid.

Trods de dårlige forhold lykkedes det dog alligevel fra tid til anden KSF at slå svenske hold i træningskampe, og fuld af optimisme var især bror Jørgen en varm fortaler for at tage med til VM i 1949.

Slutteligt udstedte de svenske arrangører da også en invitation til broderfolket, og landsholdet bestående af lutter KSF'ere og en enkelt vildfaren nordmand gik i så skarp træning som muligt under ledelse af Jørgen Hviid, der udover at agere træner for Erik og de andre også var bedste spiller på isen.

På militærets anlæg på Holmen lånte spillerne en lille idrætshal, hvor de kunne løbe frem og tilbage samt træne spilsystemer med stokke og en bold.

»Vi fik også lov at skøjte lidt rundt i Forum på en lille isbane, som Holiday on Ice brugte til deres isshow. Den var bare alt for lille, og jeg blev mere og mere overbevist om, at det var fuldstændig åndssvagt og malplaceret at deltage i et VM. Vores træningstilstand var jammerlig, og man kunne jo godt begynde at forestille sig, hvordan kampene ville forme sig,« erindrer Erik Hviid.

Klokken 19.00 den 12. februar 1949 stod han ikke desto mindre på Stockholms Stadion til selveste åbningskampen. I den anden ende af isen stod en flok canadiere, der havde en del at revanchere efter et par pinlige nederlag under deres opvarmingsturne i England.

Manager Max Silberman havde udtaget alle spillerne fra Sudbury Wolves til at repræsentere Canada, og tro mod holdets navn kastede de sig som en flok glubske ulve over de forsvarsløse danskere, der hurtigt blev forvandlet til små lam.

Fra bænken drev Max Silberman sine udvalgte frem ved konstant at råbe "Kill them, kill them" i forsøget på at slå en scoringsrekord på 49-0 sat mod et rumænsk hold, men Erik Hviid og de andre overlevede med nød og næppe bombardementet.

Fornøjelsen var dog helt og aldeles på canadiernes side, der endda ikke tillod deres modstandere at føre pucken over midterlinjen en eneste gang i løbet af de tre perioder på dengang 15 minutter hver. Danmark havde mere end nok at gøre med bare at stille sig i vejen, og inden kampen havde flere af spillerne proppet aviser ind bag skinnerne for at tage de værste smerter fra de hårde skud.

»Vi kendte ikke til slagskud dengang, men der var sgu' alligevel god fart på. Ishockey dengang var slet ikke så hårdt som i dag. Vi kendte ikke til at køre hinanden brutalt op i banderne. Alt det bryder jeg mig ikke om, men jeg havde da et par tricks. Jeg blev ekspert i tilfældigt at skubbe stokken ind under skøjterne på en modstander, så han skvattede,« fortæller Erik Hviid.

I kampen mod Canada hjalp nu hverken det ene eller det andet, og en avis kunne dagen efter berette om stor moro på tilskuerpladserne:

»Publikum måtte ofte grine hjerteligt af de desperate danskeres forsøg på at gøre det til en rigtig kamp. Folk gik til sidst mest op i at vædde om, hvorvidt Canada ville nå 50 mål eller ej.«

Efter periodecifrene 13-0, 16-0 og 18-0 kunne manden ved scoringstavlen imidlertid slappe af ved stillingen 47-0, hvilket dog var den højeste score nogensinde ved et VM. I det danske mål havde Flemming Jensen endda præsteret små mirakler undervejs og var ikke overraskende stiktosset bagefter.

Ikke så meget over resultatet, men mere over et par drop og tre scoringer, der efter hans mening burde være annulleret for offside.

To dage senere fik Jørgen Hviid æren af at score Danmarks første VM-mål nogensinde i nederlaget på 1-25 til Østrig, og efter 3-8 mod Belgien havde det danske hold fået nok og forlod turneringen i utide.

»Det var egentlig ikke pinligt, for vi var bare ikke bedre, og det vidste vi godt inden. Det var dog en lille trøst, at aviserne herhjemme næsten ikke skrev noget om turneringen, så vi slap da for at blive hånet. Samtidig havde vi heldigvis tid til at opleve Stockholm, så alt i alt var det en god tur.«

Erfaringerne kunne spillerne tilmed bruge til at forbedre sporten herhjemme, og i dag glæder Erik Hviid sig over den kolossale udvikling siden sin aktive karriere. Han har stadig sæsonkort til Rungsted Cobras' hjemmekampe og har også været fast inventar foran fjernsynet under det igangværende A-VM, hvor Danmark ganske uventet har sikret sig forbliven allerede efter to kampe.

»Jeg var sikker på, at der nok kunne blive kamp om tingene denne gang, for Danmark har et godt hold, men udviklingen er alligevel helt uventet. Det er fantastisk flot og meget imponerende, og spillerne skal nyde det, for det er en stor oplevelse.« Uanset de kommende resultater.

thomas.kristensen@jp.dk