Fortsæt til indhold
Sport

Military: Dansk NM-succes

Danmark snuppede guldet både individuelt og for hold ved NM i military som blev afviklet ved Aalborg Internatonal Horse Horse Event.

Lærke Larsen forsvarede føringen efter lørdagens terrænridt. På hesten Calypso Sun kunne hun tåle en nedrivning ved søndagens afsluttende ridebane-springning, men med en fejlfri runde vandt Lærke Larsen det individuelle NM-guld.

Trods en nedrivning på springbanen holdt Irene Mia Hastrup sin andenplads på Jantra, mens finske Maija Yli-Huhtala (Twins United) blev nummer tre.

Stævnets alderspræsident, 69-årige Johan Iversen på Ocean var efter en førsteplads i dressurkonkurrencen, dalet ned på 12. pladsen efter terrænspringningen, men i ridebanespringningen kom han stærkt tilbage, da han som den eneste ud over Lærke Larsen var fejlfri på forhindringerne. Dog havde Johan Iversen en enkelt tidsfejl. Individuelt sluttede Johan Iversen på fjerdepladsen i NM.

I holdkonkurrencen vandt Danmark NM-guldet med holdet bestående af Lærke Larsen, Johan Iversen, May-Britt Kattrup (Mikkeline) og Peter Flarup (Columbus Kilen).

Det nordiske mesterskab indgik i den internationale konkurrence ved Aalborg International Horse Event. Her sluttede CIC2-klassen med dobbelt tysk sejr til Jette Kögeböhn (Sokke) og Markus Koeppel (Nicas) med henholdsvis 49,6 og 58,3 strafpoint, mens Lærke Larsen på tredjepladsen havde en total på 60,89 point.

Unge Irene Mia Hastrup (Jantra) klarede sig langt over forventning på fjerdepladsen, ligesom hun blev nummer seks med sin anden hest, Jaslo. Irene Mia Hastrup var imidlertid ikke udtaget til at repræsentere Danmark i NM-holdkonkurrencen. Her satsede man på de mere rutinerede danske kræfter, også selv om hverken Peter Flarup eller May-Britt Kattrup stillede op med deres bedste heste. De blev skånet efter sidste weekends strabadser ved EM i Italien.

Blandt junior/ungrytterne blev det til NM-sølv for Jonas Torup Hofer på Menuet Imperial, mens der hos ponyrytterne var bronze til Camilla Sæbø Hansen på Braveheart og sølv til Danmarks hold.