Fortsæt til indhold
Sport

Golf: Finalerunde regnet væk

Af DAN PHILIPSEN

Finalerunden i golfturneringen German Linde Masters bliver ikke spillet. Voldsomt regnvejr over Köln har gjort banen umulig at spille på. Arrangørerne har derfor været tvunget til at gøre status efter kun tre runder af turneringen.

Og sjældent har en mand tjent så gode penge på et regnvejr! Michael Campbell, der førte turneringen inden sidste runde, er blevet udråbt som vinder og belønnet med godt 3,4 mio. kroner.

Men Thomas Bjørn kan også tørskoet hente sig en pæn check hos den tyske golfklubs kasserer. Danskeren lå på femtepladsen efter lørdagens 3. runde, og dermed kan han slæbe 858.600 kroner med fra det tyske.

Og selv om Bjørn, der har vist fin form i Köln, sikkert helst ville have spillet de 18 sidste huller, så rykker han med dagens aflysning tættere på European Tour-pengelistens førsteplads, samt overtager føringen på Ryder Cup-listen.

Pengelistens nummer 1, englænderen Lee Westwood, lå nemlig kun på 11. pladsen i German Linde Masters, og måtte således se sig spist af med "beskedne" 349.000 kroner. Dermed har Bjørn altså hentet godt 500.000 kroner ind på Westwood i denne weekend. Thomas Bjørn er fremdeles nummer fire. Listens nummer to og tre, Darren Clarke og Ernie Els, var ikke med i Köln. Danskeren er med sine indtjente 13,9 mio. kroner kun 3,6 mio. fra Lee Westwoods 17,5 mio. kroner.´

Også på Ryder Cup-listen var der avancement til silkeborgenseren. Og det oven i købet til en førsteplads. Inden German Linde Masters var Westwood i teten med Bjørn på fjerdepladsen. Men med den pæne indtjening i dag har danskeren passeret de tre foranliggende, og er altså tilbage på førstepladsen. Foreløbig er tre turneringer talt med i Ryder Cup-sammenhæng.

De 10 bedst placerede på listen er sikre på deltagelse i den prestigefyldte Ryder Cup-duel mod USA næste år.