Bekim Christensen fik kun lov til at opleve Touren én gang: »Jeg fortryder, at jeg stoppede så tidligt«

Bekim Christensen var ved at blive utålmodig. Alligevel tøvede han, inden han besluttede sig for at ringe til sin nye chef på storholdet Team CSC.

»Det var anden gang, at jeg nogensinde talte med Bjarne Riis, og jeg var meganervøs. Han er også en mand af få ord, så det var ikke ligefrem ham, der førte ordet,« siger Bekim Christensen og griner.

Der var under to uger til Tour de France 2003, og Bjarne Riis havde længe haft det meste af holdet på plads. Kaptajnen var den amerikanske stjerne Tyler Hamilton. Løjtnanten Carlos Sastre gik også med et håb om at levere et topresultat med opbakning fra bl.a. Nicki Sørensen, Jakob Piil og den erfarne italiener Andrea Peron. Én plads var der imidlertid stadig tvivl om.

Bekim Christensen havde kun været en del af holdet i en måned. Sæsonen var blevet indledt hos Team Coast, der havde købt stjerner som den tidligere Tour-vinder Jan Ullrich, men så kollapsede projektet.

»Vi stod klar til at skulle køre Amstel Gold Race, da vi pludselig fik at vide, at vi var udelukket, fordi holdet ikke kunne betale løn til rytterne. Helt tilfældigt sad jeg ved siden af Bjarne Riis på vejen hjem i flyveren, hvor han sagde, at han da godt kunne bruge en rytter som mig,« siger Bekim Christensen.

Bekim Christensens første løb for CSC blev Schweiz Rundt – tre uger inden Tour de France – hvor han kørte lige op med profiler som Jan Ullrich og Aleksandr Vinokurov i bjergene. Derfor havde han et berettiget håb, da han ringede til Bjarne Riis.

»Hvem skal have den sidste plads?« spurgte jeg. Det vidste han ikke helt rigtig, sagde han og spurgte, om jeg da kunne tænke mig det? Der var jo ikke noget, jeg hellere kunne tænke mig! Jamen, så skal du da have den plads, sagde han og grinede,« fortæller Bekim Christensen.

På den måde fik han som 31-årig opfyldt en drengedrøm, der skulle indvarsle en uforglemmelig, men også tumultarisk periode i hans liv.

Panik på bjerget

Den rolige, tilbagelænede fyr med de milde øjne og den østjyske dialekt befandt sig pludselig midt i en hektisk verden. Sådan noget sætter spor. Og det begyndte allerede, da han landede i Frankrig.

»Jeg kendte kun de andre danskere, så jeg følte mig lidt som en lille dreng, da jeg ankom inden Tour-starten og gik ud til holdbussen, hvor de andre ryttere allerede sad klar,« siger han.

Oprindeligt var hans opgave at hjælpe Tyler Hamilton og Carlos Sastre med at presse konkurrenterne i bjergene. Dramatikken indtraf imidlertid allerede i løbets første uge, da Tyler Hamilton styrtede og brækkede sit kraveben. Bekim Christensen fik til opgave at passe på den spinkle amerikaner, der sad bagerst i feltet og forsøgte at slide sig i mål med en mørbanket krop.

På 16. etape følte Tyler Hamilton sig imidlertid klar til at overraske alle ved at vinde årets sidste bjergetape.

»Vi havde fået at vide, at vi skulle stå forrest ved startstregen, for løbet ville eksplodere fra starten af. Den eneste, der ikke var klar, var Tyler. Han sad hurtigst bagerst i feltet, og Bjarne beordrede os alle sammen ned for at hjælpe ham. På vejen hen til den første stigning eksploderede jeg fuldstændig og blev sat som den første mand. Da vi nåede frem til stigningen, sad jeg fuldstændig alene. Der var ingen biler, ingen kortege, intet. Jeg oksede op ad stigningen og kørte med livet som indsats på nedkørslen. Hvis man først bliver isoleret helt bagerst, er det nærmest umuligt at nå i mål inden for tidsgrænsen. Jeg nåede at gå ret meget i panik og havde allerede set mig selv sidde i flyveren på vej hjem, da jeg endelig fik øje på gruppettoen,« siger Bekim Christensen.

Dagene var fulde af den slags oplevelser, der har indprentet sig i Bekim Christensens hukommelse. Alle medierne, der konstant fulgte holdet, hvilket bl.a. resulterede i to dokumentarfilm. B.S. Christiansen, der løb som bodyguard ved siden af ham, når han skulle indskrive sig inden etapen. Fejringen på Champs Élysées, da Team CSC vandt holdkonkurrencen.

»Der skete hele tiden noget, og man fik aldrig ro til at bearbejde alle indtrykkene. Det var også 100-års jubilæum for Tour de France, så prologen blev kørt i centrum af Paris lige foran Eiffeltårnet. Man kørte alle de ikoniske bjerge og alle de klassiske etaper. Når man nu kun fik lov at køre én udgave af løbet, så var det en god udgave at vælge,« siger han.

Familien eller karrieren?

Bekim Christensen fik nemlig kun lov til at opleve euforien ved at blive udtaget til Tour de France én gang. 2004-sæsonen begyndte dårligt for ham, så han indså tidligt, at han ikke ville komme med til Touren igen. Da året sluttede, besluttede han sig for at indstille karrieren.

»Jeg fortryder, at jeg stoppede så tidligt. Jeg stoppede jo, da jeg var i den bedste alder som cykelrytter. Jeg havde en dårlig sæson i 2004, hvor jeg ikke kunne få det til at spille, men det betyder jo ikke, at jeg ikke kunne være kommet tilbage og have gjort det endnu bedre året efter. Omvendt kunne jeg også være endt med at fortryde det, hvis jeg havde valgt karrieren frem for familien,« siger han.

Hvis han havde fået lov til at køre Tour de France igen i 2004, havde det nok forlænget karrieren, erkender han. Da han stod over for valget mellem karrieren og familien, lagde han imidlertid vægt på, at han med Tour-deltagelsen havde opnået alle sine drømme. Nu var det tid til at fokusere på børnene, der allerede inden da havde været med til at påvirke karrieren.

»Jeg fik børn ret tidligt, og så sker der bare noget med én. Jeg begyndte at trække mig og tænke anderledes, når jeg stod over for en spurt,« siger han.

Det fædrene ansvar for at passe på sig selv var dog langtfra den eneste grund til, at det ikke blev til nogen store sejre som professionel:

»Jeg var for flink i forhold til mine holdkammerater. Jeg kunne bedre unde andre sejren end mig selv. Det er jo sådan, man bliver en perfekt hjælperytter, men jeg følte ikke altid, at jeg kunne være bekendt at jagte min egen chance,« siger han.

Selv om han er tilfreds med sin karriere, er der stadig én ting, som han ærgrer sig over at have misset som aktiv cykelrytter.

»Hvis jeg havde boet i udlandet, kunne det have givet mig nogle bedre træningsmuligheder, så jeg kunne udvikle mig som bjergrytter og have opnået nogle bedre resultater. Men min familie havde ikke lyst til at rejse til udlandet på det tidspunkt. Der er jo ca. 170-200 rejsedage som cykelrytter, og hvis vi boede i udlandet, ville min daværende kone have været helt alene. Så jeg accepterede det fuldt ud,« siger han.

Stress og et helt nyt liv

Paradoksalt nok bliver ordene om udlængslen udtalt gennem en skrøbelig telefonforbindelse fra Girona i Spanien. Her har den nu 46-årige Bekim Christensen boet siden 2019 med sin nuværende kæreste, cykelrytteren Fie Østerby.

Livet har nemlig ændret sig markant, siden cykelrytteren indstillede sin karriere og i første omgang blev elektriker. Han nåede at blive afdelingsleder i elektrikerfirmaet, inden han blev ramt af stress.

»Jeg var sygemeldt i syv måneder og måtte tage mit liv op til revurdering. Jeg begyndte at overveje, hvad der gjorde mig glad, og hvad jeg gerne ville opnå med mit liv,« siger han og fortsætter:

»Jeg fokuserer ikke længere så meget på, om jeg har den store bil, det store hus eller kan tage afsted på tre ugers ferie. Det er ikke forkert at fokusere på materielle ting, hvis man har det godt med det, men jeg fandt ud af, at det var lige meget for mig«.

Til gengæld bliver han glad, når han træner op til at levere en stor præstation. Han har brug for konkurrencen.

»Da jeg havde indstillet min karriere, begyndte jeg at løbe for at holde min form, og så blev jeg faktisk en ret habil løber. Da jeg mødte min nuværende kæreste, begyndte jeg også selv at cykle igen. På den måde blev det pludselig en mulighed at dyrke triatlon, og selv om jeg nok er en af de ældste professionelle triatleter, så føler jeg godt, at jeg kan være med,« siger han.

Samtidig kan han hver eneste dag tænke tilbage på oplevelserne under Tour de France. Men indimellem må han da ærgre sig over, at det ikke blev til flere nervøse opkald med Bjarne Riis eller en ny forløsning ved at få tilbudt en plads i verdens største cykelløb – eller hvad?

»Selvfølgelig ville jeg gerne have kørt Tour de France mange flere gange. Men jeg føler mig mest af alt privilegeret over, at jeg nåede at opleve det. Da jeg var yngre, og jeg fortalte folk, at jeg var cykelrytter, spurgte alle, om jeg havde kørt Tour de France. Og når jeg svarede nej, spurgte de, om jeg havde kørt motionsløbet Aarhus-København,« siger han og griner, inden han konstaterer:

»I folks øjne er man først en rigtig cykelrytter, når man har kørt Touren«.

ReTour de France

Læs flere artikler i sommerserien på www.jp.dk/retour