Tre grunde til at Kroatien slår Danmark ud
Kroatien bliver en kæmpe mundfuld for det danske landshold, vurderer ekspert.
Danmark er blandt verdens 16 bedste landshold, og forude venter Kroatien i ottendedelsfinalen. Et hold, der har gået sin sejrsgang gennem en, på papiret, hård gruppe.
Der er mange gode grunde til, at det bliver en utrolig svær kamp for Danmark. Her er de tre største, vurderer cheftræner for AaB, Morten Wieghorst:
1. Luka Modric
Den altoverskyggende stjerne på holdet. Spiller til dagligt i Real Madrid, hvor han var en af nøglefigurerne i kongeklubbens Champions League triumf. Nu tryller han for det kroatiske landshold, hvor han har scoret to mål ved VM. Men kvaliteterne rækker ud over at kunne score mål. Midtbanespilleren har nemlig en fod på stort set alt i det kroatiske spil - og så er han er bedre end Christian Eriksen, mener Morten Wieghorst.
»Han er en verdensklassespiller. Han er utrolig dygtig med bolden. Han kan spille hurtigt, han kan drive bolden frem, han kan se pasningerne og han kan score mål. Jeg mener ikke, at vi har en spiller af samme klasse på det danske hold,« siger han.
Luka Modric bliver kun bedre af, at han har nogle dygtige spillere omkring sig.
Herunder:
2. Ivan Rakitic
Den anden store stjerne på holdet, Ivan Rakitic spiller normalt for den anden spanske storklub FC Barcelona, hvor han var med til at vinde det spanske mesterskab i år. Kroatien har tidligere haft svært ved at få Modric og Rakitic til at samarbejde på den kroatiske midtbane, men det ser ud som om, at de endeligt har fundet melodien sammen.
»Han er en virkelig dygtig spiller. Han besidder nogle fantastiske offensive kvaliteter, men har en defensiv suverænitet, hvor han dækker store rum på banen og gør, at en spiller som Modric kan folde sig ud. Han kan også flytte bolden hurtigt, så de dygtige offensive spillere kan få råderum, mere tid og plads. Og så er han også en trussel mod modstanderens mål,« siger Morten Wieghorst.
»Fælles for Rakitic og Modric er også, at det er spillere, der har prøvet en masse. De har vundet Champions League. De er vant til at stå i de her pressede situationer i forhold til knockout-kampe. Det må man ikke undervurdere.«
3. Kollektivet
Selvom Kroatien har stjernespillere på holdet med store individuelle kvaliteter, så er det først og fremmest det stærke kollektiv, der har båret holdet frem, mener Morten Wieghorst.
»Det har overrasket mig i forhold til tidligere tiders hold fra Balkan, hvor afbalanceret holdet er. Holdet var utroligt afbalanceret i kampen mod Argentina. De hoppede ikke med på galejen, hvilket er meget vanskeligt, når der spilles hårdt og kendelserne måske ikke lige går deres vej. Det håndterede de virkeligt godt.«
»Det er ikke et tomandshold. Det er et hold, der er solidt defensivt. De kan sætte sig på bolden og spillet, de kan spille højt på modstanderens halvdel og de kan angribe hurtigt på omstillinger. Så det er ikke et hold, hvor du på forhånd kan sige, at hvis man gør sådan her, så går det sådan her. De kan spille på flere forskellige måder,« siger han.
Derfor har Morten Wieghorst også svært ved at komme med et bud på, hvordan man slår dem, men han forventer, at Åge Hareide vil gribe kampen an på nogenlunde samme vis som kampen mod Frankrig.
»De vil være bange for at stå for højt på banen mod Kroatien. Så Kroatien kommer til at styre kampen. Men vi kan ikke bare stå lavt på Kroatien og så tro, at de ikke kommer til at skabe chancer. De er bedre end Frankrig. De spiller hurtigere og skaber flere chancer mod defensive hold,« mener han.
Han håber selvfølgelig på, at Danmark slår dem på søndag. Men hvis det ikke bliver tilfældet, så ser han Kroatien gå langt.
»Hvis de kan holde niveauet fra gruppespillet, så bliver de en trussel for selv de største hold,« vurderer han.
Danmark møder Kroatien på søndag kl. 20.