Jeg venter barn, sandsynligvis en dreng. Hvordan undgår jeg, at han bliver maskulin på den problematiske måde?

Kære forældre, kan I huske, hvor trætte I engang var af al den sukker og alle de ikkeøkologiske grøntsager, jeres egne forældre gav jeres børn? Hvor vrede I blev over terpentin som håndrens, legetøj fuld af BPA og ukogte sutter? Nu er det jeres tur til at blive bedsteforældre, men har I mon lært noget af jeres egne udfordringer?

Jeg er ikke bange for, at I kunne finde på at give mit kommende barn røde pølser eller hormonforstyrrende legetøj, men min generation af forældre har andre værdier og bekymringer. Hvor I talte om kvalitetsvarer, taler vi om overforbrug og klimabelastning. Hvor I bekymrede jer om, hvordan jeres børn ville blive begrænset af deres sociale position og evner i skolen, har vores generation fået kønssocialisering, klimakrise og TikTok oveni hatten.

Jeg siger ikke, at det er sværere at være forælder i dag, men der er kommet nye udfordringer til. Og for jer virker de udfordringer åbenbart lige så abstrakte, som BPA, ftalater og pesticider gjorde for generationen før jer.

Min partner og jeg venter barn til november, sandsynligvis en dreng. Den viden har affødt en del tanker om det ansvar, det er at opdrage børn, og drenge i særdeleshed.

Hvordan undgår vi, at han vokser op og idealiserer den problematiske form for maskulinitet, der for eksempel får unge mænd til at smide skrald i gaden og råbe efter tilfældige kvinder i bussen? Hvordan lærer vi ham empati og respekt for andres oplevelser samtidig med at give ham troen på, at han har lov til at være i verden som den, han er?

Hvordan lærer vi ham at passe på andre og passe på naturen, uden også at frarøve ham muligheden for trods alt at nyde den sikkerhed, tryghed og velstand, han heldigvis fødes ind i?

Kære kommende bedsteforældre, jeg ved, at også I har en drøm om at videregive natur- og kulturoplevelser til jeres børnebørn.

Oplevelser som lystfiskeri, insektfælder og mødet med uforstyrret natur, som den næste generation måske aldrig får, fordi vi har ødelagt vores naturområder med kvælstofudledning fra landbruget, uansvarlige transport- og rejsevaner og overforbrug af luksuriøse fødevarer og forbrugsgenstande.

Hvis vi skal redde naturen og klimaet, kræver det en total omlægning af vores livsstil. Det kræver, at vi ændrer måden vi spiser, rejser og forbruger på. Det kræver også, at vi begynder at måle lykke og succes efter nogle helt andre parametre.

Vi lærer drenge, at de skal tjene penge og opbygge et materielt rigt og sikkert hjem for at være ”rigtige” og succesfulde mænd, samtidig lærer vi piger, at deres vigtigste opgave er omsorg og nærvær.

Det er selvfølgelig lidt firkantet sat op, men ud af de to praksisser er den ene dybt sammenbundet med den forbrugslogik, der smadrer vores miljø og klima, mens den anden kan være stærkt personligt begrænsende. Alle børn, der vokser op i økonomisk privilegerede familier, skal i dag lære at balancere mellem materiel velstand og omsorg for og hensyn til miljøet.

Hvis vores børn skal gøre det bedre end os selv, bliver de nødt til at lære at afkoble idéen om det succesfulde liv fra oplevelsen af materielt forbrug. Men er I som bedsteforældre klar til at være en del af den omvæltning? Er I klar til at se jeres eget forbrug efter i sømmene? Er I klar til at droppe ferierejserne og svinemørbraden? Er I klar til at tænke i nye baner, når I skaber oplevelser med den nye generation?

Hvis I stadig drømmer om at kunne fiske bækørred og bade i rene fjorde med jeres børnebørn, er spørgsmålet, om I overhovedet har et valg.

Signe Uldbjerg er faginspektør på KØN – museum for kønnenes kulturhistorie.