Fortsæt til indhold
Rejser

Tag med til Europas bedste forlystelsesparker

Disse syv forlystelsesparker tilbyder lidt ekstra på opleveren.

Pernille Uhd Kristiansen

De bliver større, vildere og sjovere – forlystelsesparkerne.

Men hvor får du lige det ekstra med i pakken, som gør oplevelsen uforglemmelig for både store og små? Hotelsøgemaskinen www.trivago.dk har samlet en liste med syv europæiske forlystelsesparker, der viser dig, hvor du kan få det ekstra sjovt.

Og uanset om du foretrækker rolige karruselture eller højspændt action på de vildeste rutsjebaner, er der altid en forlystelsespark med attraktioner, som passer til dig. Listen har tilmed dansk deltagelse – og det er ikke Tivoli.

Gardaland, Gardasøen i Italien

Hvis turen går til Gardasøen i Norditalien, er der glimrende mulighed for at kombinere strandbesøg og historiske bygninger med adrenalin og sjov. Sydøst for Gardasøen finder du Gardaland, der er den største og mest populære forlystelsespark i Italien.

Med 32 attraktioner – herunder otte almindelige såvel som vandrutsjebaner – og masser af underholdende shows er der noget for folk i alle aldre. I Gardaland Resort finder man desuden et imponerende akvarium. Prisen for en standard dagsbillet til Gardaland Park er 37,50 euro (ca. 280 kr.).

Læs mere på: www.gardaland.it

Efteling, Kaatsheuvel i Holland

Med et areal på over 720.000 kvm er Efteling i hollandske Kaatsheuvel en af de største forlystelsessparker i Europa. Parken åbnede i 1952 og er dermed også en af Europas ældste. De 36 forskellige attraktioner er baseret på elementer fra eventyr, myter, fabler og folklore.

Blandt de mest populære er det mytiske skib ”Den flyvende Hollænder” og spøgelseshuset Villa Volta, hvor alt er vendt på hovedet. Sidste år blev Europas største springvand åbnet i forbindelse med parkens 60 års jubilæum. En dagsbillet til Efteling koster 32 euro (ca. 240 kr.).

Læs mere på: www.efteling.com

Liseberg, Gøteborg i Sverige

Hvis du planlægger en tur til vores svenske naboer på den anden side af sundet, kunne det måske være sjovt med en tur til Liseberg i Sveriges næststørste by, Gøteborg.

Liseberg er Nordens største forlystelsespark, og de 40 attraktioner henvender sig til både børn og voksne. Topattraktionerne inkluderer Balder, som er en af verdens største træ-rutsjebaner, samt Europas højeste fritfaldtårn, AtmosFear. Indgang til parken koster 90 svenske kr. (ca. 76,50 kr.).

Læs mere på: www.liseberg.se

Europa-Park, Rust i Tyskland

I det sydvestlige Tyskland finder vi Europa-Park, som er landets største forlystelsespark og består af 13 Europa-inspirerede områder. Med 4,5 mio. besøgende sidste år er Europa-Park det næstmest populære forlystelsespark-resort i Europa, kun overgået af Disneyland Paris.

Europa-Park er placeret tæt på grænsen til både Frankrig og Schweiz, så der er rig mulighed for at slå tre lande med ét smæk.

Prisen for en dagsbillet ligger på 28,50 euro (ca. 213 kr.).

Læs mere på: www.europapark.de

Disneyland, Paris i Frankrig

I Paris ligger den europæiske version af det verdensberømte Disneyland. Målt på størrelse og antal besøgende er Disneyland Paris det største forlystelsesparkresort i Europa.

Udover de populære forlystelser er Disneyland også kendt for de mange shows og parader med de elskede Disney-figurer. Disneyland ligger ca. 35 minutters kørsel uden for centrum af Paris og kan uden problemer nås med offentlig transport.

En dagsbillet for voksne til Disneyland Paris koster 460 kr., mens prisen på en børnebillet ligger på 415 kr.

Læs mere på: www.disneylandparis.dk

Alton Towers, Alton i England

En halv times køretur fra Stoke-on-Trent finder man Alton Towers. Stedet var i 2012 Storbritanniens mest besøgte forlystelsespark. Med mere end 75 attraktioner er der noget for enhver, uanset om du er modig eller ej, gammel eller ung. Årets nyhed er ”The Smiler”, rutsjebanen med flest loop i verden, nemlig 14.

Voksen dagsbillet til Alton Towers koster 35,10 pund (ca. 309 kr.), mens børn under 12 år kommer ind for 29,25 pund (ca. 258 kr.).

Læs mere på: www.altontowers.com

Legoland, Billund, Danmark

Planlægger du at blive inden for landets grænser, kan du naturligvis besøge landet, som er bygget af mere end 60 millioner legoklodser.

Siden åbningen i 1968 har mere end 50 mio. mennesker besøgt den berømte forlystelsespark i Billund. Parken har i dag mere end 55 attraktioner og er Danmarks største turistattraktion uden for København.

En dagsbillet for voksne koster 299 kr. ved indgangen, mens prisen for en børnebillet er 209 kr.

Læs mere på: www.legoland.dk