Fortsæt til indhold
Rejser

London: Verdens mest populære by?

Den engelske hovedstad sætter ny årsrekord med 16 mio. internationale besøg, viser estimater.

London har i årevis kæmpet mod Paris om at ligge nummer et på listen over verdens mest besøgte by.

Begge byer kan prale af storslåede museer og historiske områder, og turister flokkes til for at opleve deres attraktioner. Men hvem er den mest besøgte af de internationale valfartende?

Ifølge estimater fra London&Partners, en organisation der blandt andet står for promovering af byen, så lader det til, at London har sat ny rekord med flere end 16 mio. besøgende i 2013. Det skriver CNN.

OL-effekten

Det er omkring 500.000 flere end i 2012, viser en opgørelse fra samme organisation.

Det rekordstore antal besøgende har været indikeret løbende gennem 2013, hvor statistik for årets første ni måneder også har vist en markant stigning på omkring 12 pct. i forhold til året forinden.

Hermed slår den engelske hovedstad sin ærkerival, der sidste år kunne prale af 15,9 mio. udenlandske besøgende. Flere internationale medier har da også allerede kåret London som verdens mest populære destination.

Det er i høj grad på grund af, at London afholdt de Olympiske Lege i 2012, at byen nu oplever historisk stor interesse fra internationale turister, lyder det fra London&Partners.

På trods af at de endelige opgørelser fra 2013 endnu ikke er offentliggjort, har organisationen proklameret at hovedstaden har sat den nye rekord på flere end 16 mio. besøgende.

Fransk utilfredshed

Det var efter organisationens udmelding om byens nye rekord, at den franske avis, Le Figaro, sendte en artikel på gaden, der fortalte, at London nu har vippet Paris af pinden.

Siden har flere franske politikere og medier blandet sig i diskussionen og sået tvivl om sammenligningen af de to tal og måden at optælle antallet af besøgende på.

I kølvandet på offentliggørelsen har Paris' viceborgmester, Anne Hidalgo, ligeledes meldt ud, at det er usmageligt at London sælger sig selv så voldsomt på sine turistattraktioner, og at en del af Londons promovering er direkte løgn.

"Selvom London muligvis har tiltrukket ekstra opmærksomhed i forbindelse med OL, så er Paris stadig verdens mest besøgte turistdestination, også selvom vi kun inkluderer udenlandske turister og ikke tæller nationale besøgende med," lød det fra hende ifølge CNN.

LÆS MERE OM byferie i England PÅ GUIDE.DK