Dansk lodge skaber orden i det sydafrikanske vildnis

Lux Hwati drejer skrapt og forlader hovedvejen til fordel for en smal, ujævn grusvej, der fører ind i vildnisset. Han træder ud af bilen, åbner en låge, kører den åbne safari-bil ind, lukker lågen efter sig og forsætter i nedsat tempo. Nu er vi inde i Maseke Game Reverve, i safariland, på vej mod den danskejede Nyati Safari Lodge.

»Jeg har arbejdet her i 16 år,« fortæller han, »så jeg kender området ret godt.«

Det viser sig hurtigt at være et endog meget beskedent udsagn.

»Til højre – en krokodille.«

Lux, som er ledende guide på Nyati Safari Lodge, har stoppet bilen og peger ned mod flodbredden, hvor der ganske rigtigt ligger en enorm krokodille et par meter fra vandkanten.

Det er begyndelsen på det sydafrikanske forår (vores efterår), men landskabet bærer stadig præg af vinter. Her betyder det tørke. Vandet står lavt i floden, græsset er lavt og afsvedet, og der er kun blade på ganske få af træerne. Det er en hård tid for de fleste af dyrene, men det gør det lettere for os at få øje på dem gennem krattet.

Vejen, vi kører ad, er fyldt med elefantlort, og allerede ude fra hovedvejen spottede Lux et eksemplar af de tonstunge dyr. Her, på vejen gennem vildnisset, peger han til venstre og siger:

»Giraffer.«

De to høje dyr står der, få meter fra jordvejen, og trækker blade af grenene med deres lange tunger.

Inden vi når frem til Nyati Safari Lodge, har Lux også udpeget bavianer, kuduer, impalaer og et par flodheste.

Ved indgangen til lodgen kører vi gennem en sort gitterport.

»Tidligere boede her en løvetæmmer. Vi har genbrugt gitteret fra et af hans bure til porten,« fortæller lodgens ejer, Lisbeth Nielsen, mig senere.

En ko på en mark

På Nyati Safari Lodge hilser jeg på nogle af lodgens gæster. Tonny og Mona er på Nyati Safari Lodge for anden gang; første gang var 10 år tidligere.

»Jeg bliver jo glad, bare jeg ser en ko på en mark. Så det her er helt overvældende,« siger Mona og ler.

De efterfølgende dage tilbringer jeg mange timer i Maseke Game Reserve, hvor Nyati er placeret.

Safari er meget mere end at se på dyr. Og skønheden ligger både i den umiddelbare oplevelse af landskab, flora og fauna, men også i at forstå geologi og økosystemer.

En elefant træder frem og vælter brutalt et træ, der har brugt adskillige år på at nå sin imponerende størrelse. Den spiser lidt af rødderne, levner det meste og går videre. Umiddelbart virker det som et enormt ressourcespild. Men så kommer impalaerne og spiser af de grene, der pludselig er inden for rækkevidde. Under det væltede træ har græsset også bedre vilkår for at vokse op.

Ved et vandhul finder vi en bøffelflok. Bøffel kaldes her nyati, ligesom på swahili, og har lagt navn til lodgen. Jeg spørger hvorfor.

»Bøflen var det første storvildt, vi så i området, derfor brugte vi det navn,« forklarer Lisbeth.

Jeg ser perlehøner i flok; zebraer, som slås; fugle, der krammer; og næsehornsfugle, der nikker majestætisk. Jeg frydes over mopani-træer med blade som sommerfugle. Jeg bliver introduceret til en fugl, der simulerer andre dyrs advarselslyde, så den kan stjæle deres bytte. Og regntræer, der kan finde vand 40 meter under jorden - således kan en linje af træer vise en underjordisk kilde.

På et enkelt game drive ser vi en spyttende cobra krydse vejen, vi er helt tæt på et hold giraffer, ser et utal af fugle, jeg aldrig kan huske navnene på, vi betragter en sjakal og en gnu. Der er bavianer og marekatte. Impalaer overalt.

Vi kører op til et udsigtspunkt, Nyati har kaldt Lion King. Herfra kan man se langt ud over det kuperede landskab med dets små vulkanske skorstene, der står som store varder. Solen skyller vi ned med Savanna, en sydafrikansk cider.

Tilbage i bushen. Lux sidder på en lille stol monteret foran på bilen. Mørket falder på, og vi bevæger os lige så langsomt gennem vildnisset. Stjernerne kommer frem. Lux peger på Sydkorset.

Pludselig kaster Lux en lyskegle på en leopard, som sidder oppe i et træ med sit bytte. Pletterne i pelsen på den store kat bliver lidt udvisket af lyskeglens kraftige kontrast til omgivelserne. Et øjeblik vender den ansigtet mod os, og så forsætter den ufortrødent fortæringen af impalaen, der hænger over en tyk gren.

Alligevel overgår næste dags naturoplevelse leoparden i træet. Og det er uden, at jeg bevæger mig et skridt ud i bushen. Jeg nærmer mig terrassen på lodgen, hvor Lisbeth sidder alene og kigger ud over floden. Hun vender sig delvis om og holder en finger op foran munden:

»Ssshh,« siger hun og vinker mig hen til kanten af terrassen, hvorfra jeg ser en elefantflok i færd med at krydse floden. Bag dem på bakken kommer endnu en flok, og snart efter tæller jeg 37 elefanter. De bliver og underholder hinanden og os i mere end en time, så jeg har tid til både at spise en frokost og få kaffe, før de forsvinder igen.

På bredden af Olifants-floden

Jeg er rejst hertil sammen med ejerne Jørgen og Lisbeth Nielsen, der splitter deres tid mellem Nordsjælland og Sydafrika. Ejerskabet af lodgen deler de med to andre investorer og partnere.

Jeg vil gerne vide, hvordan det hele startede. Både Lisbeth, som er fra Lyngby, og Jørgen, fra Randers, er meget udadvendte og generøse mennesker, men deres personlige historie fortæller de ikke, før jeg spørger.

Der er meget kærlighed i det her projekt. Og det viser sig også, at udgangspunktet for hele det afrikanske eventyr er to forelskelser. Den ene fandt sted i en varehuskæde i Danmark, den anden i en kibbutz i Israel.

Jørgen og Lisbeth mødte hinanden på en arbejdsplads, i en varehuskæde, og siden har de fortsat arbejdet sammen, fået to børn og otte børnebørn. Jørgen var ivrig efter at blive selvstændig, og de købte et agentur på noget isenkram, senere blev det tekstiler, og i en årrække ejede de alle RedGreen-butikker på Sjælland. På et tidspunkt købte Jørgen, i dag 72 år gammel, hele tøj- og skoforetagenet Patrick. Legendariske sko, der har siddet på Tour de France-vindere som Jacques Anquetil og Raymond Poulidor og fodboldspillere som Michel Platini og Michael Laudrup. Patrick blev solgt til et belgisk firma.

»Det var den rigtige køber,« som Jørgen siger.

Inden nåede han dog bl.a. at invitere en fransk general til Sydafrika. Generalen skulle købe 200.000 sportssko til den franske hær.

Jørgen og Lisbeth fik to sønner, Søren og Niklas. Den ældste rejste på et tidspunkt til Israel og arbejdede i en kibbutz. Her mødte han en pige fra Sydafrika, og sådan kom han til regnbuelandet.

Kærligheden til pigen holdt ikke, men det gjorde den til landet. Søren blev til Sean, og han mødte en ny pige. Det bragte forældrene til Sydafrika, og Jørgen blev til Jorgen.

Næste år har Jørgen og Lisbeth drevet safari lodge op ad Kruger Nationalpark i 20 år.

»Vi er også hurtigt kommet tæt på sydafrikansk kultur gennem vores svigerdatters familie.«

Måske er det forklaringen på, at de uden den mindste erfaring fra rejsebranchen med succes har kunnet skabe og udvikle en safari lodge i et fremmed land.

»Det ser ud til at blive et forrygende år i år, det bedste nogensinde, vi er langt over budget,« fortæller Jørgen Nielsen begejstret.

Jørgen og Lisbeth er i det hele taget mennesker, der let begejstres.

»Vi har nok også altid haft ret stor risikovillighed,« siger Jørgen Nielsen.

En af de andre investorer møder jeg nogle dage senere:

»Nyati var jo en con amore-investering fra min side. Og den slags skal man jo passe på med, men jeg har været meget glad for det her sted.«

Nyati er ikke den eneste danskejede safari lodge i denne del af Sydafrika. Flere selskaber, bl.a. Albatros, Store Verden og Balule River Camp har også etableret sig i området. De har alle unikke udtryk. Noget af det, der gør Nyati specielt, er den fantastiske placering på bredden af Olifants-floden. Olifant er elefant på afrikaans.

Lodgen består af flere dele. 10 bungalows med plads til to personer. De er rummelige og har egen terasse. Fem villaer med plads til seks til otte personer. Her er der ud over terrassen også tilknyttet swimmingpool. Det virker måske en anelse ekstravagant, da der er en udmærket fællespool. Endvidere har lodgen et område, de kalder Cheetah Camp med plads til otte til 12 gæster. Her har man egen terrasse, egen swimmingpool og privat chauffør, kok og aktivitetsprogram.

Husene på hele lodgen er bygget i samme stil; dæmpede farver, alt træværk er mørkt og hustagene er stråtækte. Afrikansk stil. Det passer godt ind i landskabet og fjerner ikke fokus fra det. Jeg bemærker også, hvad der er fraværende: plasticskilte og andet, der bryder æstetikken; der er intet forfald nogen steder – alt ser ud til at være malet samme morgen; og der er ingen trofæer, som ellers er meget brugt på den slags lodges.

På to andre områder adskiller livet på Nyati sig også fra en dansk dagligdag. Det er et pengeløst samfund – alt er enten betalt på forhånd eller betales ved afrejse. Desuden er internetforbindelsen elendig, og der er ikke noget at gøre ved det.

Her er meget, meget rent. I løbet af alle mine dage på lodgen lykkedes det mig kun at spotte en enkelt myre og en lille edderkop på mit værelse. Det har jeg ikke før prøvet i Afrika, hvor kriblen og krablen på værelserne er helt normalt.

Om natten hører jeg flodhestene pruste nede i floden. Hold da op, hvor de larmer i den ellers fuldkomne stilhed.

Sengene er gode, og servicen er i top. Et eksempel: Når jeg kommer hjem efter en dag i vildnisset, er der som forventet gjort rent, og sengen er redt med myggenettet bundet op. Så går jeg hen for at spise middag, og når jeg returnerer, er myggenettet foldet ud over sengen. Det kan måske virke som en ligegyldig detalje, men det er også en detalje, der siger meget om, hvordan den her lodge bliver kørt.

Det eneste danske personale, der er på lodgen, er to frivillige, unge kvinder; lige nu Mia og Signe. De fungerer som tolke. Det øvrige personale, fra ledelse til stuepiger, er alle afrikanere.

En af nøglepersonerne er, foruden Lux Hwati, Deon Meyer, den omvandrende encyklopædi, der deler navn med en kendt sydafrikansk spændingsforfatter. Den samlede personalegruppe er på omkring 80 mennesker med omkring 50-60 på arbejde ad gangen. Vi er langt ude i vildnisset, så det er ligesom at arbejde på et skib; tre uger bor personalet på lodgen, så en uge helt fri, hvor de tager hjem, og så starter det forfra.

Inden hvert aftenmåltid træder kokken Simon frem og præsenterer menuen. En anden præsenterer vinen. Mad og vin er ikke noget, man tager let på i Sydafrika – og heller ikke på Nyati.

Hvis man forventer at skulle spise pap, sydafrikansk majsgrød, og tomatsovs tre gange om dagen, får man sig en glædelig overraskelse. Standarden er høj, og selvom maden er internationalt orienteret, er Sydafrika nærværende i det meste. I de dage, jeg tilbringer på lodgen, spiser jeg bl.a. mig gennem springbok carpaccio, stegt kudu med ovnbagte kartofler, pære og pebersauce, rejer med græskarpuré, bagt Amarula-crème (likøren er lavet på marula-træets frugter og er en enorm industri i området), dampet kingklip (en fisk, der minder om havkat), strudsemørbrad serveret på polenta og spydstegt kylling marineret i piri piri.

Vildnis versus koncept

På Nyati Safari Lodge er alle uger i udgangspunktet fuldkommen ens, fordi konceptet følger et stramt program, hvad angår menuer og udflugter. De er forskellige, fordi det er vild natur, fordi sæsonerne skifter, og fordi der kommer nye gæster hele tiden.

Nyati er ikke for den uafhængige rejsende, for hvem improvisation er et vigtigt element på rejsen. Man skal give sig hen til konceptet og lodgen, for der er ikke en by, man gå en selvstændig tur i, og man kan ikke slentre alene langs flodbredden, for så risikerer man at støde ind i en sulten krokodille.

Safarirejser er heller ikke noget for syvsovere; om sommeren er det helt normalt at starte dagen klokken 5.30.

Den overordnede ramme ser sådan ud:

Fredag eftermiddag forlader de rejsende danskere Billund eller København, og næste morgen, lørdag, ankommer de til Johannesburg, hvorfra man enten flyver (en time) til Hoedspruit eller kører med privat bus (otte timer). En lang bustur kan lyde kedelig, men det er gennem interessant terræn og en oplevelse i sig selv.

Søndag er der bushwalk, safari til fods, om formiddagen og Big 5 Game Drive, traditionel safari i åbne biler, om eftermiddagen. Sundowner, aperitif til solnedgangen på et flot udsigtspunkt, og braii, grillaften på afrikaans, afslutter dagen.

Et visit til en landsby er på programmet mandag formiddag, og eftermiddag-aften er dedikeret til solnedgangssafari.

Nyati arrangerede tidligere en tur ind i selve Kruger-parken, men med fjernelse af hegnene er den del blevet mindre aktuel. Tirsdagen er i stedet dedikeret til heldagssafari på Nyatis eget område, hvor der kan køres i andre biler, og friheden er større, hvilket ofte vil være lig med større naturoplevelser.

Onsdag er der igen bushwalk, men denne dag ender den ikke på lodgen, men oppe på en højderyg, hvor der serveres morgenmad i skyggen fra et akacie-træ. Det lyder romantisk, og det er det også. Eftermiddagen står åben for tilvalg, og der er igen solnedgangssafari.

Med brugen af ordet igen, skal jeg måske lige gøre opmærksom på, at to safariture i området aldrig er ens. Selv har jeg aldrig haft følelsen af kedelig gentagelse på safari, hverken på Nyati eller noget andet sted.

Torsdag forlades ikke bare lodgen og Maseke Game Reserve, men også provinsen Limpopo, hvor både Nyati og nærmeste by, Hoedspruit, er placeret. For på en udflugt til Dragebjergene bringes de rejsende til provinsen Mpumalanga. Drakensberg er dramatiske bjerge, og Blyde River Canyon er en af verdens største kløfter.

Tilvalg eller fridag udgør det meste af fredagen. Om aftenen holdes der braii ude i vildnisset på et sted, hvor udsigten til landskabet med Drakensberg som bagtæppe er betagende. Hjemturen til lodgen bliver en natsafari.

Lørdag er der afrejse for 10-dages rejsende, hvile- eller tilvalgsdag for 17-dages rejsende. Mange rejsende forsætter til Cape Town, til Mauritius, Botswana eller tanzanianske Zanzibar.

Nu kan man også vælge en pakke, hvor den helt nye safari til fods, hvor man går gennem vildnisset fra lejr til lejr og kommer i en helt særlig kontakt med naturen, er en del af rejsen.

Af de mulige tilvalg – der også rummer luftballon og helkoptertur, når vejret tillader det, prøver jeg bådsafari og et visit til Hoedspruit Endangered Species Center, HESC. Det sidste er i grunden meget interessant, og centret gør et vigtigt stykke arbejde, men inderst inde er jeg ikke i Sydafrika for at se sløve dyr i bur.

Bådsafari er til gengæld en fin oplevelse.

Skipperen præsenterer sig selv og prammen kort og præcist, og så er der afgang.

Inde på land kan man høre sang fra en åben skolebygning. I vandkanten sidder et par kvindelige lystfiskere og snakker med hinanden. På den modsatte bred viser en krokodille sig i vandkanten.

Lisbeth og jeg står på dækket.

»Jeg havde aldrig interesseret mig for dyr, før vi kom herned,« fortæller hun.

Men nu følger hun girafferne ind på bredden med stor entusiasme. Hun udpeger også vildsvin og zebraer, der bevæger sig rundt mellem træerne. Men selvom der sker en masse, både omkring den her pram og på safari i det hele taget, er følelsen af ro den helt dominerende. Den følelse, tror jeg, er den, jeg vil huske bedst fra mine dage på Nyati Safari Lodge.

Skiberen fra Kambaku Olifants River Safaris slukker motoren på båden, så vi begynder at drive med strømmen. Børnene inde på skolen synger stadig, og det ser ud til, at lystfiskerne har fået bid.

»Jeg er blevet mere tålmodig, efter jeg er kommet herned,« siger Lisbeth.

JP Rejser var inviteret til Sydafrika af Nyati Safari.

Vil du have rejsenyheder, anmeldelser og guider på en nem og hurtig måde? Så bestil JP’s Rejse-nyhedsbrev, som kommer hver fredag kl. 15.00. Tilmelding her.