Syv apps, der gør din sommerferie lettere
Bliv ferieklar med disse apps til din smartphone og tablet.
Sommerferien står for døren, og for mange er de sidste planer ved at komme på plads. Bibliotekerne er tømt for guidebøger, og hotellerne er efterhånden ved at være fuldt booket op. En række apps til smartphones og tablets kan hjælpe med at gøre ferieplanlægningen nemmere, så du får det hele med.
STORBYGUIDE
Rejsesøgemaskinen Momondo har lanceret en række apps med gratis rejseguider til flere populære storbyer. Det er både guider til de europæiske favoritter London, Berlin og Paris, men også New York og Bangkok og selv København har sin egen app.
Guiderne er let overskuelige og opdelt anderledes end de traditionelle rejsebøger. Du kan vælge, hvilket humør du er i, eller hvilken type ferie du er på. Er du for eksempel på tur med vennerne og i festhumør, så kommer app'en med én slags forslag, og er det familieferie med børn, er det nogle andre forslag, der kommer på banen. Det er også muligt at kigge på de forskellige områder eller inddele efter interesser som kunst og sport. Momondo har også en app til deres rejsesøgemaskine til køb af flybilletter.
LUFTHAVNSASSISTENTEN
Denne app kan nemt blive din bedste ven i lufthavnen og på flyveturen. App in the Air fungerer som en personlig assistent, der sørger for at holde dig opdateret både før, under og efter rejsen.
App'en hjælper med, hvad klokken er på din destination, hvor lang tid der er til, at dit fly lander og i hvilken gate og terminal. Hvilken rute flyver flyet, og hvordan er vejret, når du lander? Inden afrejse hjælper app'en til at finde ud af, hvilken terminal du skal med fra, hvornår der er boarding, og hvor langt der er til gaten fra, hvor du står.
App'en inkluderer endnu ikke alle verdens lufthavne, men en meget stor del.
PAKKELISTE
Den håndskrevne huskeliste er efterhånden en saga blot. Med Travel List har du en nem og overskuelig pakkeliste til dine rejser. Pakkelisterne er blandt andet inddelt under tøj, sko, tilbehør og teknik. Du kan selv tilføje punkter til listen, hvis du har behov for flere.
I Travel List kan du notere antallet af T-shirts, du skal have pakket og markere, når de er puttet i kufferten. Derudover har app'en en kalenderfunktion og en rejseliste, så du kan holde styr på dine forestående ture samt vigtige begivenheder undervejs, så du husker at tage kjole og hvidt med til brylluppet i juli og pakke badetøjet til stranddagen i august.
HOTEL- OG FLYBOOKING
På Expedias app kan du både booke fly, bil og hotel – både i kombination eller enkeltvis. App'en fungerer helt klassisk ved, at du kan søge på en destination, dato og antal rejsende og få forslag til forskellige muligheder. Du kan vælge, hvorvidt du udelukkende vil booke hotel eller enten hotel og fly, eller hotel, fly og bil samlet for at gøre det hele lettere. App'en sørger også for at fortælle dig, hvornår der er indtjekning og udtjekning fra hoteller, hvilket tidspunkt flyet skal boardes i lufthavnen, samt hvornår bilen kan afhentes fra udlejningsfirmaet. Expediaapp'en er udformet således, at du skal overskue færrest mulige forskellige papirer og hjemmesider for at holde styr på din ferie.
BILLEDDAGBOG
Steller er en forkortelse af Story-teller – det engelske ord for en fortæller. App'en er en let måde at skabe en virtuel feriedagbog med billeder, tekst og video. Der er simple redigeringsredskaber og design, så fortællingerne kan få et lækkert udtryk.
Steller er oplagt til deling på sociale medier som Instagram og Facebook, men kan også sendes som sms og mail, så din fortælling kan blive delt med andre.
Steller er en sjov måde at samle ferieminder, så de ikke bare går i glemmebogen og ender som et af mange billeder i kamerarullen på mobiltelefonen.
Du kan også gå ind og se andres historier, så du kan få ferieideer eller inspiration til egne fortællinger.
SPROGUNDERVISNING
Med Babbel kan du lære en række forskellige sprog. App'en hjælper på en overskuelig og brugervenlig måde med at opbygge sprogkundskaber – enten helt fra bunden eller ved at bygge oven på allerede eksisterende evner.
Babbel har sprogkurser i fransk, tysk, spansk, engelsk, italiensk, russisk, brasiliansk portugisisk, svensk, tyrkisk, polsk, hollandsk, indonesisk, dansk og norsk. Der er blandt andet øvelser, hvor man skal lytte og gentage ord, hvorefter man bliver belønnet, hvis det er overbevisende nok. Øvelserne varierer mellem ord og sætninger og er sat op som små lege. Babbel koster 7,99 pund pr. sprog (ca. 82 kr.) om måneden, men er billigere ved tilkøb af flere måneder.
PRIVAT BOLIGBOOKING
AirBnB har lavet en app, der gør det nemmere at søge og booke ferieboliger på farten. På den måde har du eksempelvis muligheden for at trille sydpå uden at kende mellemdestinationerne på forhånd og finde boliger undervejs ved hjælp af app'en.
Den private boligudlejningstjeneste stiger og stiger i popularitet. AirBnB tilbyder i al sin enkelthed private at leje og udleje deres boliger – enten som enkeltværelser eller som hele boliger. Konceptet er verdensomspændende, og hjemmesiden udbyder alt fra skæve kunstnerhybler i Berlin, farverige husbåde i Amsterdam og træhytter i Lapland til helt almindelige parcelhuse i Dronninglund og lejligheder i de amerikanske sydstater.