Fur er en sjov fisk

Der møder jeg sørme en fisk i vejkanten. Og lidt efter endnu en, og efter næste sving svømmer atter et eksemplar i landskabet.

Til sidst bliver det til en hel stime, alle fisk optræder i farvestrålende gevandter, så humøret stiger, jo længere man kommer rundt på Fur.

Fiskene, fastgjort til galvaniserede stativer lavet af den lokale smed, er blevet et vartegn for Limfjordsøen. De blev på initiativ af to kunstnere, Jette Herne og Alek Krylow, første gang stillet op i 2007. Da støbte man 39 fisk i glasfiber. Hele flokken blev sendt ud til øens kunstnere, der sørgede for at male og udsmykke dem i glade farver.

Det første år forsvandt seks af fiskene, året efter endnu nogle stykker, så øboerne måtte i gang med at producere nogle flere. Og det er lykkedes at holde bestanden oppe, i dag kan man sende over 70 fisk ud på vejene.

Den sidste lørdag i maj, når Fur har muslingedag, er der samtidig fiskeparade, og de farverige svømmere spredes ud på øen til deres standpladser. I oktober er sæsonen slut, og fiskene går i vinterhi.

Nogle af fiskene har også et budskab: ”Nudist Information”, ”Skærsild”, ”Indre Motion”, ”Kys Frøen” og ”Mislingefusk”, så der er underholdning hele vejen.

Løjerne begynder, efter at færgen ”Sleipner”, opkaldt efter den nordiske gud Odins ottebenede hest, har sat mig og min tro følgesvend, turcyklen, i land i Stenøre.

Vi styrer mod vest, og når til Koldkilde og Gammelhavn, og her handler det sandelig også om fisk. Havnen blev bygget i 1911, og den var livsnerven for Limfjordsfiskerne og øboerne, indtil den sandede til i 1956 og ikke mere var brugbar. Fiskerne måtte flytte til en nybygget havn ved færgestedet.

Man kan stadig se det gamle kajanlæg ved Gammelhavn, og i det flot restaurerede bundgarnshus fra havnens storhedstid kan man studere Limfjordsfiskeriets historie.

Tørsten melder sig i det gode vejr, og så er der heldigvis ikke langt til Fur Bryghus, ja, der er i det hele taget ikke langt til noget på den 22 kvadratkilometer lille ø.

Men det var øllet, og det kan anbefales, siger jeg efter en smagsprøve på terrassen foran den prægtige røde træbygning i flere etager. Her har man på 10 år opbygget en produktion af øl, der er blevet værdsat i vide kredse.

Mikrobryggeriet har til huse i Furs første molerfabrik, tegnet af arkitekt Gunnar Glahn i 1925. Molerbrydningen begyndte allerede i 1911 ude på Knuden, Furs knytnæve mod vest, fabrikken stod klar i 1926. Den gik under navnet ”Møllen”, idet der i bygningen var opstillet en stor kværn, der knuste det opgravede moler. Moleret kom til fabrikken med tipvogne, trukket først af heste, siden af lokomotiver. Når det bearbejdede moler var klar, blev det via et skinnenet kørt ud til en stor udskibningsbro, der strakte sig ud i fjorden. Molerproduktionen på fabrikken ophørte i begyndelsen af 1980’erne.

Fra moler til øl

I 1997 blev bygningen og tilhørende 128 hektar jord købt af Mogens Fog, der efter nogle år og adskillige millioner kroner til ombygning i 2004 var klar til at lade øllet skumme. I dag laves der 400.000 liter øl om året til benefice for tørre ganer i det ganske land.

I øvrigt forarbejdes der stadig moler på Fur, to fabrikker, Damolin og Skamol, er i sving med at lave produkter til isolering, til opsugning af kemikalier og andet. Granuleret moler kan også bruges til kattegrus, men den produktion har man overladt til morsingboerne.

Jeg tørrer skummet af hagen, for nu skal der arbejdes. Jeg forlader det flade agerland mod syd og kører op i bakkerne mod nord. En øst-vestgående bakkeryg med stejle skrænter ned mod Limfjorden ligger foran mig. Ryggen er gennemskåret af talrige slugter og dale – og fra gravhøjene på toppen er der den mest vidunderlige udsigt over – man fristes til at sige hele verden. Waauw.

Ude mod nordvest findes Knudeklinterne, øens mest spektakulære syn for molerfans. Over en strækning på 600 meter langs stranden ses moler og askelag presset sammen i flager og folder. Har man lyst, kan man gå på jagt efter fossiler, der skulle være gode chancer for gevinst. Det var på denne strækning en furbo fandt de forstenede rester af en kæmpe havskildpadde.

Røveren Bette Jens

Jeg arbejder mig op i en højde af 76 meter over havet ved Stendal Høje og Bette Jens Hyw. Sjovt, at en lille mand kan få opkaldt en høj efter sig. Bette Jens var i øvrigt anfører for en røverbande, der i mange år huserede i området, hans håndgangne mænd blev efterhånden fanget og led en grum skæbne. Men det lykkedes for Jens at holde sig på fri fod.

For eftertiden skal man også bruge fri fod, når man vil en tur op på højen. En trætrappe med gelænder fører op til toppen, men nu har vise mænd i Natur- og Miljøklagenævnet i København besluttet, at gelænderet skal fjernes. Trappen kan få lov at blive, til den er udtjent, men så skal den også væk.

Jeg lader blikket glide den halve horisont rundt, Livø, Mors, Thy, Hanherred, Himmerland, Salling og Limfjordens blå humør – og husker at nyde det, for det er ikke sikkert, mine bedagede ben kan bære mig op på højen næste gang – uden gelænder.

En anden, der også studerer de dejlige omgivelser, er Molermanden, der står i nærheden med sin greb i hånden og skuer ud over Furs største molergrav. Han kan se Bispehuen, en søjle af foldet moler, som man har ladet stå midt i graven. Den vidner om, hvor meget moler man har gravet væk. Bispehuens lyse lag er moler, de mørke er vulkansk aske.

Askelag med numre

Moleret blev afsat på bunden af et hav, der for svimlende 55 millioner år siden dækkede det meste af Danmark. Moleret indeholder omkring 200 vulkanske askelag, man har talt de 179 mest iøjnefaldende og givet dem numre. Askelagene blev dannet under talrige vulkanudbrud i forbindelse med åbningen af Nordatlanten mellem Norge og Grønland, askepartikler blev slynget højt til vejrs og blev af vinden ført ned over molerhavet, hvor det lejrede sig på bunden.

Alt det har Molermanden god tid til at tænke over, han er støbt bronze, 180 centimer høj og lavet af kunstneren Erik Nygaard ud fra et fotografi fra 1920’erne. Greben, som molerarbejderen står med, er autentisk, den har været brugt på Fur. Før maskinernes indtog måtte molermændene bruge armkræfterne med greb, hakke, skovl og spade.

På det nordøstlige Fur dukker sommerhusene op, vi kører langs østkysten ad små veje gennem heder og moser ned i lavlandet. I Nederby ligger Steens Butik med spraglet blå facade og et lige så spraglet indhold. Er der noget, du ikke har brug for, kan du finde det her.

Fossiler i verdensklasse

Det er også i Nederby, man finder Fur Museum med det mundrette navn ”Fur Fossiler 55.000.000 år” – her kan man se fossiler i verdensklasse.

Fur Kirke gør opmærksom på sig selv på sin bakketop, højt hævet over fjordens friske vande. Kirken er viet til den katolske helgen Sct. Morten, der levede i Tours i Frankrig i 300-tallet. Det var ham, der lagde navn til Mortens aften. Kirken har snart 900 år på bagen, den er fra omkring 1126 – dens nuværende fremtoning er dog af nyere dato. I tårnets vestlige side sidder der 13 meter oppe et udhugget ansigt til minde om en bygningsarbejder, der faldt i døden.

Selv om man ikke er interesseret i kirker, bør man stige op ad skrænten og fra kirkegården tage et kig ud over Fursund.

Det er ved at være tid til at sige farvel til Furs 850 sjæle og omkring 70 fisk, ”Sleipner” ligger klar og fører os med sine otte ben på mindre end fire minutter over til Branden på fastlandet. Behøver jeg at nævne, at Fur er kåret til landets skønneste ø?

Tre råd til rejsen