Ulla Terkelsens elskede Italien

Når man arbejder som udenrigskorrespondent, tager man ud til verdens brændpunkter for at berette om den store historie, om krig, valg eller regeringsskifte og den slags. Men man ser mange andre ting som udenrigsjournalist, fortæller Ulla Terkelsen.

Derfor forsøger hun i sin nye programserie ”Ulla Terkelsen i Italien”, der har premiere på TV2 Fri i denne uge, at udvide udenrigsreportagen og fortælle ”alt det andet” sammen med sin rejsemakker, veninde og kollega Eva Ravnbøl.

»Vi fortæller også om finanskrisen og mafiaen, men det handler også om god mad, flot tøj og smukke kirker, for det er lige så afgørende for ens forståelse af et land som det politiske,« siger Ulla Terkelsen.

Hvorfor elsker du Italien?

Italien er jo et land, der umiddelbart interesserer danskere. Siden de første bus-charterrejser til Gardasøen i 1950’erne, er danskerne taget dertil, og det er alle slags danskere, både dem, der tager på campingferie, og dem, der vil bo på et slot i Toscana. Maden, moden, møblerne, historien – viften er bred, så det er et godt land at interessere sig for.

Det interessante ved Italien, synes jeg, er, at det er så kontrastfyldt. Hvis man tager til Norditalien, f.eks. til Milano, er det nærmest som at være i Tyskland, og tager man til Syditalien, er det som at være i Mellemøsten. Mafiakulturen dernede er jo en slags stammekultur, ligesom man ser det i Mellemøsten, og set med nordeuropæiske øjne kan det virke tilbagestående, og det siger jeg ikke for at være nedsættende, men samtidig har de en fantastisk kulturarv. Det, der gør det så spændende, er også, at landet ikke er vokset sammen, men stadig er så kontrastfyldt.

Og så elsker jeg Italien, fordi der er rart at være, og fordi der er så pænt. Skønhed spiller en stor rolle.

Hvornår oplevede du Italien første gang?

Da jeg var 13 år, skulle jeg på en skolerejse til Schweiz, hvor vi skulle stå på ski i Alperne, men jeg var så dårlig til at stå på ski, at det ikke var en succes. Derfor blev skolerejsens højdepunkt for mig, da vi fik lov til at komme på en tur til Stresa ved Lago Maggiore på den italienske side af Alperne. Jeg havde været i Tyskland før, men her i Sydeuropa var stemningen fuldstændig anderledes, og jeg kunne virkelig fornemme, at vi var kommet et nyt sted hen. Sydeuropa er totalt anderledes.

De italienske søer har sådan et særligt mikroklima, så der var palmer. Jeg havde aldrig set palmer før. Og vi så folk køre rundt på scooter med paraplyer i forskellige farver, og de sang. Det var vi heller ikke vant til at se derhjemme.

Og de piftede efter os ustandseligt. Ikke på nogen ubehagelig måde, men på den måde, hvor de vinkede til os, fordi de nok syntes, vi så søde og sjove ud, som vi stod der i vores skibukser, min veninde med rødt hår og mig med lyst hår. Jeg købte en grøn paraply og et gult net på den tur, og det havde jeg i mange år.

Og så husker jeg, hvordan de stod med deres bitte små kopper kaffe på caféerne, og hvordan støjniveauet var enormt højt. Italienerne taler meget højt, og så taler alle samtidig, og jeg kan huske, jeg tænkte ”Sikke nogle sjove mennesker, tænk, hvad de har af sjove ting at tale så meget om”. Det har ikke fortaget sig siden.

Hvad er dit favoritsted i Italien?

Jeg er vældig glad for Napoli, der med sine mange snævre gader er dejlig hemmelighedsfuld og ligger utrolig smukt ved Vesuv, og hvor jorden gynger under en. En eftermiddag på en kaffebar i Vesuv er noget af det bedste.

De små gader midt i Napoli er mest charmerende. Der er bl.a. en ”julekrybbegade”, hvor man kan købe små figurer, der forestiller alt fra Berlusconi til Putin, en række fodboldhelte og selveste Jesusbarnet. Budskabet er tydeligt; vi er her alle sammen og der skal være plads til alle i krybbespillet, underforstået i verden. Figurerne er samlerobjekter, og folk fra hele verden køber dem.

Hvad er dit bedste råd til rejsende i Italien?

Lad være med at proppe for mange ting ind i programmet. Spadsér rundt i gaderne. Tag hensyn til vejret, og gå ind i nogle af de mange fantastiske kirker og museer, hvis det øser ned. Også selv om I har børn med. Jeg kan huske, fra da min søn var lille, at han elskede at komme ind i de store kirkerum og pile op og ned ad midtergangen, så det der med, at det keder børn, er noget vrøvl.

Og husk så at holde pause. Stil dig ved en bardisk med en kop kaffe, som italienerne gør, hav en parlør med, så du kan begå dig og lad være med at gå og kigge ned i din iPad for at finde vej.

Det er også sjovt at fare vild, man kan jo altid spørge nogen om vej. Måske kommer man det rigtige sted hen, måske gør man ikke, men man oplever noget.

Hvor i Italien får man det bedste måltid?

Tag dig den store fornøjelse at spise dig frem. Men gå ned ad sidegaderne, og spis aldrig på pladserne; det er de største turistfælder. Gå ind i en lokal slagter eller delikatessebutik og spørg, hvor man spiser godt. Der er sikkert nogen, der kender nogen, der har en god restaurant.

Hvordan holder du typisk ferie?

Jeg kan godt lide storbyer. Jeg har ikke noget imod at tage på en udflugt og køre gennem et smukt landskab, men storbyen er mere stimulerende, synes jeg. Jeg vil altid opsøge en storby, når jeg er på ferie. Jeg kan bedst lide menneskemylderet, det synes jeg er mere spændende.

Rejser du også meget privat?

Jeg rejser også, men oftest på kortere rejser. I år var jeg en uge i Grækenland. Når jeg har været et sted for at arbejde, får jeg ofte lyst til at tage tilbage og se alt det, jeg ikke nåede, og jeg har været meget i Grækenland for at arbejde de seneste år. Så jeg var en uge i Athen for at se Akropolis og det fantastiske museum, der er bygget, hvor man kan nærstudere figurerne på friserne, der ellers er så højt oppe, at de er svære at se. Og så var vi også i Delphi, der hvor oraklet er fra, og ellers gik vi rundt gennem de mange sjove overdækkede markeder, der er overalt i Athen. Men det er nu ikke en køn by.

I sommer var jeg også i Sydfrankrig for at besøge nogle venner, og hvis jeg rejser længere væk, har det været til steder som Sydafrika og Shanghai.

Hvad kan du godt lide at lave, når du er ude at rejse?

Jeg kan godt lide at se en opera. Eller gå i teatret, hvis jeg forstår, hvad de siger, men med opera eller ballet behøver man ikke kunne sproget. Og så plejer jeg at finde nogle gode restauranter, ikke dyre, for det er oftest langt sjovere på de billigere restauranter. Der har folk også råd til at købe mere vin, måske hænger det sådan sammen. På de fornemme restauranter er der ofte en kedelig stemning, hvor der er en masse forretningsfolk, der ikke rigtig kender hinanden, og som er der for at imponere hinanden. Jeg plejer at ringe til mennesker, der kender landet, og spørge til råds og så gå efter de billige med lokalkolorit.

Nu har du jo rejst i mange lande. Hvad er det mærkeligste land, du har været i?

Albanien i 1992, da jeg var der første gang. Landet havde været et fuldstændig isoleret kommunistisk land lige indtil der, og der var maskingevær-reder alle vegne, hvis nu de skulle blive angrebet. Det var et totalt underudviklet land, samtidig med at folk lignede italienere. Dengang var det et virkelig underligt land. I dag er det jo slet ikke sådan mere.

Hvor har du rejst mest det seneste år?

I 2014 har jeg været meget i Ukraine. Hvor jeg kommer hen, afhænger jo af begivenhederne. Jeg har også været meget i Tyskland pga. 25-året for murens fald. Det meste af sommeren var jeg i Israel pga. konflikten i Gaza, og så har jeg selvfølgelig været meget i Italien for at lave dette program.

Hvilket land, du endnu ikke har besøgt, drømmer du om at tage til?

Mongoliet. Fordi jeg har hørt, at der skulle være så flot ude på landet. Og så har jeg engang set en film, der foregik i Mongoliet, der var så smuk. ”Sangen om den grædende kamel” hed den vistnok. Den handlede om en kamel, der ikke ville give sin unge mælk, det var meget rørende.