Thailands elefantdilemma

De tykke, grå bagben knæler ned på den brune jord, inden forbenene bliver strakt ud og den store krop langsomt sænkes ned. Den fire ton tunge hunelefant snor hurtigt snablen rundt om en lille bunke bambus og fører de grønne grene ind i munden. Imens træder en ung amerikansk turist i spraglede shorts og grå undertrøje op på det ene forben og griber fat om det store hoved. Han sætter fra, svinger det andet ben om nakken på elefanten og sætter sig til rette lige bag hovedet. Da det tunge dyr rejser sig roligt igen, holder han godt fast i de store flade ører, mens han forsøger at gentage de ordrer, han lige har lært skal til for at styre en elefant.

»Bén! Bén!« råber han til elefanten, mens han sparker bag det venstre øre.

Elefanten lystrer ikke helt på ordren, som ellers skulle sende et signal til den om at dreje mod venstre. I stedet gnasker den forholdsvis uforstyrret videre på bambussen, og der går ikke lang tid, før passageren på hovedet opgiver og i stedet finder sin smartphone frem og foreviger sin første oplevelse på elefantryg med en "selfie".

Torturerede babyelefanter

Det er netop de tætte oplevelser med elefanter, som mange turister kommer efter, når de besøger det nordlige Thailand. Hvor Sydthailand især lokker med kridhvide sandstrande og turkisblåt hav, er det bjerglandskaberne og trekkingture på elefantryg, der trækker turister til Chiang Mai og andre nordlige provinser.

Men i de seneste år har der været heftig debat om turistindustriens brug af elefanter i Thailand. Flere naturfredningsorganisationer har påpeget, hvordan der bag turisternes uforglemmelige elefantoplevelser ligger chokerende fald i bestanden af vilde elefanter i Asien samt frygtelige historier om trafficking og tortur af elefanter.

Især yngre elefantunger er populære hos turisterne, og det har fået priserne for babyelefanter til at stige dramatisk over de seneste 15 år. Markedsværdien for en sund elefantunge er nu næsten 200.000 danske kroner, og der gør dem attraktive at fange i naturen, hvor ungerne bliver lokket i fælder i junglen og udsat for træning, der først nedbryder dem psykisk og derefter tæmmer dem til at arbejde i den thailandske turistindustri.

Disse historier står der ingenting om i turistbrochurerne, som ligger overalt i ankomsthallen i Chiang Mai lufthavn. Her er ellers alverdens bud på, hvordan jeg kan få en helt speciel elefantoplevelse. Er jeg magelig, kan jeg komme på vandretur, hvor jeg højt hævet over jorden kan opleve den frodige thailandske natur fra en smukt udskåret træsaddel på elefantens ryg. Er jeg mere samvittighedsfuld, kan jeg tage på besøg i reservater, hvor skadede elefanter får et bedre liv. Og er jeg aktiv, kan jeg forsøge mig med yoga på elefantryg.

Jeg har valgt en mellemvej og er på vej til Anantara Golden Triangle Elephant Camp & Resort i Thailands nordligste provins, Chiang Rai. Hotellet forsøger at lave en bæredygtig forretning ud af elefantturisme ved at give elefanternes ejere gode forhold og samtidig forlange, at de giver elefanterne nok hvile og mad og ikke benytter sig af barske opdragelsesmetoder, som kan skade elefanterne.

»Det er en balancegang, hvor vi prøver at forhindre, at flere elefanter kommer ind i turistindustrien, samtidig med at vi gør det lukrativt nok at have elefanter her, så de ikke bliver taget andre steder hen, hvor de lever under værre forhold,« siger John Roberts, der har det overordnede ansvar for elefanterne ved Anantara Golden Triangle Elephant Camp & Resort.

Fascinerende og faretruende på en gang

Jeg er ankommet lige i tide til at se solnedgangen fra den varme jacuzzi ved poolen. Her har jeg udsigt til de nordligste kilometer af Thailand, Laos i øst og Myanmar mod vest. Lige neden for hotellet deler Mekongfloden det grønne landskab med sit orange vand, og pludselig kommer en elefant til syne i græsset nogle meter fra floden.

Her er helt stille. Og elefanten kan uforstyrret spise sin aftensmad. Den vifter med ørerne, griber fat om de grønne bambusgrene med snablen og fører maden ind i munden mellem de lange stødtænder. Solen går hurtigt ned bag bjergene i baggrunden, og skumringen tager udsynet, mens jeg tænker, at det netop er sådan, alle elefanter bør leve. I fred i naturen, fri fra trekkingture og turister.

Når man læser historierne fra Verdensnaturfonden og andre ngo’er, der advarer mod den stigende efterspørgsel på elefanter i turistindustrien, er det nemt at have det synspunkt, at elefantturisme burde forbydes. At alle elefanter skal sættes fri i naturen. Men virkeligheden er knap så sort-hvid, forklarer John Roberts, der har arbejdet med elefanter i Thailand i 15 år.

»Jeg ville ønske, at vi kunne lade alle elefanter leve frit i naturen igen, men det er ikke muligt,« siger han.

Områderne med jungle, hvor vilde elefanter lever i Asien, er så begrænsede, at der næsten ikke er plads til de vilde elefanter, som allerede lever der, og tilfangetagne elefanter er ofte så afhængige af mennesker, at de søger mod landsbyerne, selv når de er blevet sat fri.

»I de gode tilfælde er menneskene bare flygtet fra elefanterne, men i de dårlige er elefanterne blevet skudt, fordi de har spist af de afgrøder, som landsbyen lever af,« siger han.

Allerede næste morgen får jeg mulighed for at opleve hotellets elefanter på helt tæt hold. Pludselig gjalder et par truttende trompetlyde ind i restauranten og afbryder morgenmaden. Nysgerrigt rejser alle hotellets gæster sig for at se den imponerende hunelefant, der nu står få meter fra os.

»Hvad hedder hun?« spørger en kort, rødhåret kvinde med britisk accent.

»Ahn,« svarer elefantens mahout, som man kalder elefantpasserne i Thailand.

Det er både fascinerende og faretruende på en gang at opleve et så stort dyr så tæt på. Med dens mange kilo kan den kvase mig til døde, og samtidig er de rolige øjne og det nuttede udsende så kært, at jeg ikke kan lade være med at gå lidt tættere på.

Ahn kender proceduren. Hun skal vifte lidt med ørerne, stille op til fotografering og lave lidt elefantlyde. Så får hun en klase bananer og kan gå ned til de andre elefanter og slappe af, få et bad og lidt mad, indtil de hotelgæster, der har købt en ’elephant experience’ bliver fragtet ned til elefant-campen. Her får de lidt undervisning om elefanterne og en ridetur ned gennem hotellets park, inden elefanterne bliver bundet til 30 meter lange lænker for natten i god afstand fra hinanden på græsset foran hotellet.

Elefanten er eneste indtægtskilde

Man mener, at forholdet mellem elefanter og mennesker i Asien går flere tusinde år tilbage. Traditionelt er elefanterne blevet brugt som arbejdsredskab til skovfældning og landbrug, men efter at skovning blev forbudt i Thailand i 1989, blev de fleste elefanter og deres mahouter arbejdsløse, og de søgte derfor ind til byerne for at tjene penge på turisterne. Mange levede på gaden og tiggede penge af de mange turister.

Synet af Ahn på terrassen, der bliver fodret med den ene banan efter den anden, står i skarp kontrast til de billeder, man kan se af tigger-elefanterne i Bangkoks gader.

Hun ser ikke ud til at lide nogen nød, men så længe vi er en flok turister, som vil betale for at komme så tæt på Ahn og hendes artsfælder som muligt, er der også penge at tjene på at tage elefantunger ud af junglen. Og selv hvis turisterne fra den ene dag til den anden stoppede med at besøge elefanterne, ville det skabe nye problemer. For elefantejernes familier, og de samfund de lever i, er bygget op omkring elefanterne som indkomstkilde.

»Vi står i et dilemma, for der er samfund, som har levet af at have elefanter i generationer. Det er det eneste, de kender til, så det ville være problematisk bare at tage elefanterne væk fra de samfund fra den ene dag til den anden,« siger John Roberts.

Han har inviteret mig til at opleve på egen krop, hvordan det er at sidde på toppen af en elefant og vandre gennem hotellets park i det tunge elefanttempo. Jeg er fristet, for ligesom den amerikanske turist, der nu sidder fire meter over mig og tager en selfie fra elefantens ryg, vil jeg også gerne have en uforglemmelig elefantoplevelse med mig hjem. Jeg ved, at én tur fra eller til ikke gør den store forskel. Om jeg sætter mig op på den nuttede elefant foran mig eller ej, vil ikke afholde en elefantunge i Myanmars skove fra at blive skilt fra sin flok og solgt.

Men jeg lader alligevel være, for lige så fascinerende elefanterne er, lige så faretruende virker de. Og lige så fristet jeg er af at opleve dem helt tæt på, lige så frastødt er jeg af hele den industri, der omgiver dem. Så denne gang må jeg nøjes med at opleve dem på afstand.

Tre råd til rejsen

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.