Med riffel og skøjteski i Alperne
Fra at være en marginal vintersportsgren har biathlon – eller skiskydning, som det også kaldes – udviklet sig til at være et af de absolutte højdepunkter, når der afvikles OL og VM. I tyrolske St. Johann, der er et af Østrigs bedste langrendsområder, kan man prøve kræfter med den udfordrende sport.
Min skøjteteknik er vist ikke helt optimal, så de sidste hundrede meter hen til skydeanlægget, hvor jeg øger farten, ryger pulsen op i det røde felt. Jeg lægger stavene mellem benene, vender kroppen vinkelret i forhold til målskiven og lægger riflen an. Gennem sigtet kan jeg tydeligt se den sorte cirkel, der skal træffes, men den danser op og ned, og det er fuldstændig umuligt at fastholde fokus.
»Træk vejret dybt ind, ånd lidt ud, og så skyder du,« siger min instruktør i et roligt tonefald.
Jeg gør, som han siger og trækker af. En forbier! Næste skud rammer ligeledes pladen uden for målskiven, men tredje skud efterfølges af det lille klik, der indikerer, at skiven er ramt. De sidste to skud rammer langt ved siden af, så mens jeg samler stavene op og begiver mig ud på de fire strafrunder, som forbierne har udløst, erkender jeg, at der er plads til forbedring.
På egen krop mærker jeg nu, hvilken udfordring de rigtige biathleter står overfor, når de, efter flere kilometers løb i højt tempo, pludselig skal stå helt stille og mobilisere ro og koncentration. Mens konkurrenterne suser forbi, skal der lades, sigtes og skydes, og for hver forbier skal man ud på en 150 meter lang strafrunde.
Stor popularitet
I Europa er biathlon den absolut mest populære vintersportsgren, når man måler på antallet af tv-seere. Ingen anden vintersport – og her medregnes skihop, ishockey og alpint skiløb – når i nærheden af den tilskuerinteresse, biathlon udløser. Der findes ikke én entydig forklaring på biathlons nuværende status, men først og fremmest er sporten spektakulær at følge på tv.
Ydermere er reglerne enkle, og så er intet afgjort, før allersidste skud er afgivet. Det så man blandt andet ved OL i Sochi, hvor den forsvarende mester i forfølgelsesløb, norske Emil Hegle Svendsen, efter et perfekt skiløb samt to fejlfrie runder med skydning pludselig missede sit tolvte skud. Det sendte ham ned på en syvendeplads næsten et minut efter den franske vinder, Fourcade.
I biathlon er der drama til sidste sekund, og er man nysgerrig efter selv at stifte bekendtskab med den, i Danmark, relativt ukendte sport, kan man prøve kræfter med skiskydning i Erpfendorf ved St. Johann, der ligger i Kitzbüheler Alpen mellem Innsbruck og Salzburg.
Grundig indføring
Vores guide de næste par timer, Günter Werth, tager imod, og han begynder med at finde de rigtige ski og stave frem. I et overmodigt øjeblik har jeg fortalt ham, at jeg foretrækker skøjteteknik frem for klassisk stil, så kort efter står jeg med et par toptunede skøjteski samt ekstra lange stave i hånden.
Det, der ser så elegant ud på tv, er på ingen måde let, og det første kvarter går med at blive fortrolig med de sprælske ski. Men langsomt finder jeg ind i rytmen. Med synkrone armtag, mens skiene på skift presses skråt ud til siden, går det nu i fornuftigt tempo hen over den præparerede overflade, hvor et sildebensmønster viser, at der har kørt andre før mig. Jeg har nok at gøre med at følge Günter og kan slet ikke overskue, at der om et kort øjeblik skal skiftes til en helt anden aktivitet – nemlig skydning.
Skydeanlægget befinder sig ved en høj og lang mur af træ. Her er opsat hvide kasser med skydeskiver i både knæ- og hovedhøjde. De første skal rammes, mens man ligger ned, og de sidstnævnte skal rammes fra stående position.
Rammer man plet, vipper en metalarm op og lukker hullet, så det bliver hvidt, og for både udøveren og tilskueren er det let at se, hvordan skydningen skrider frem.
Min puls er efter Günters instruktion kommet så langt ned, at skydningen går nogenlunde. Ved at hvile albuen på hoften kan jeg holde riflen så meget i ro, at de fleste skiver træffes under den stående skydning, og ved den liggende skydning rammer jeg også de fleste, selv om disse har en markant mindre diameter end skiverne til den stående skydning.
Min selvtillid inden for både skydning og skiløb er nu så stor, at jeg tager imod Günters, og de øvrige deltageres, udfordring. Under en lille konkurrence skal det hele sættes sammen – først en runde på godt en kilometers langrend efterfulgt af fem liggende skud og derefter endnu en tur på ski, som til sidst afsluttes med fem stående skud.
Fire afsluttende strafrunder
Det bliver min tur til at starte, og med rasende fart løber jeg hen over den glatte overflade. Men mine ski lever helt deres eget liv, så jeg sætter tempoet ned for at få lidt mere styr på teknikken. Nu går det mærkbart bedre, og efter nogle minutter kommer jeg til skydeanlægget, hvor jeg lægger mig ned.
Skydningen tager kun et øjeblik og efter fem skud, fire træffere og en enkelt strafrunde, bevæger jeg mig ud på næste kilometer. Jeg mærker trætheden melde sig, men er fast besluttet på at holde tempoet. Til sidst skruer jeg det en anelse op og gør klar til den stående skydning.
Denne udløser som nævnt hele fire strafrunder, og jeg slæber mig i mål som den absolut sidste af holdets deltagere. Efter endt træning puster vi ud på måtten ved skydeanlægget. Det har været lærerigt, og det har været hårdt, men kors, hvor har det været sjovt.
Som med så meget andet, øges respekten for de professionelle udøvere, når man på egen krop mærker, hvor svær og krævende en aktivitet i virkeligheden er. I biathlon skal man på få sekunder bevæge sig fra puls- og syrefremkaldende skiløb til absolut ro, når pegefingeren ligger stille på riflens aftrækker.
Opstod blandt grænsepatruljer
Fra at være en militær aktivitet, hvor især norske og svenske grænsepatruljer trænede kombinationen af langrend og skydefærdigheder, har biathlon udviklet sig til en regulær vintersportsdisciplin, der blev en del af de olympiske lege i 1960. Siden er det udelukkende gået fremad for sporten, og der afvikles i dag konkurrencer for både mænd og kvinder på distancer, som varierer fra fem til tyve kilometer. Skydningen foregår over 50 meter, og der skydes med en kaliber på 0.22 mm.
Sportens største legende er norske Ole Einar Bjørndalen. I Sochi vandt han – i en alder af 40 år og tyve år efter sin olympiske debut – sit syvende OL-guld. Bjørndalen rangerer ikke blandt de bedste skytter, men hans evner på ski er så eminente, at han har vundet World Cup-løb i regulært langrend. Under biathlon-konkurrencer opbygger han så stor afstand til konkurrenterne på løjpen, at han har den nødvendige tid til at få ro på sin skydning.
Langrendscentrum
De vintergæster, der foretrækker langrend frem for alpint skiløb, har rigtig gode muligheder på løjperne ved St. Johann i Tyrol. Området der, ud over St. Johann, omfatter Erpfendorf, Kirchdorf og Oberndorf regnes for et af Østrigs bedste, og det byder på 250 kilometer præparerede løjper. Omkring halvdelen af løjpenettet er egnet til skøjtestil, og en stor del af løjperne er belyste, så de kan benyttes om aftenen.
Kommer man primært med hyggeløb for øje, kan man holde sig til løjpenettet i dalen, men ønsker man større udfordringer, bevæger flere af løjperne sig op i bjergene. En af disse er Kaiserbachtal-løjpen ved Kirchdorf, og der er tale om en ti kilometer lang rute, der undervejs byder på 265 højdemeter. På toppen i 989 meters højde kan man nyde det flotte vue ud over bjergkæden Wilder Kaiser, inden man går løs på den teknisk krævende nedkørsel. I bedste østrigske tradition ligger der små hytter langs ruterne, og disse er virkelig et besøg værd, selv om langrend og heftig afterskiing kan være en dårlig kombination. Ved middagstid er der tændt op i pejsen i mange af hytterne, og der serveres solide retter med suppe og schnitzler, så man kan fylde depoterne op, inden turen igen går hjemad.
Østrigs største åbne langrendsarrangement, Tiroler Koasalauf, afvikles hvert år i St. Johann. Mere end 2.000 løbere fra 20 forskellige lande kæmper om placeringerne på de to ruter, der strækker sig over henholdsvis 28 og 50 kilometer. Om lørdagen konkurreres i klassisk stil, mens skøjteteknikken er i fokus om søndagen.
God oplevelse
Selv om jeg først og fremmest er kommet til Østrig for at løbe alpint og lade mig transportere opad i varme og behagelige lifte, har biathlon-udfordringen været en stor oplevelse. Den halve skidag, jeg har revet ud af kalenderen for at prøve noget helt andet, har givet sved på panden, og den har udvidet min vintersportshorisont ganske betragteligt. Og selv om langrend og afterski som bekendt ikke er noget særlig godt miks, giver jeg pokker i alle regler og følger med resten af holdet ind på nærmeste bar, hvor vi bestiller glühwein. Snart går snakken og røverhistorierne om dagens strabadser og oplevelser med langrendsski og rifler.
Tre gode råd til rejsen
Vinsmagning på højeste niveau
- Højt oppe i skiterrænet ved St. Johann ligger den 200 år gamle Angerer Alm, der udefra ligner en typisk tyrolsk bjerghytte, men når man kommer indenfor, åbenbarer der sig en masse hemmeligheder. Indehaveren, Annemarie Foidl, er formand for den østrigske sommelier-forening, og hun har sin egen private vinsamling i kælderen. Her kan man være heldig at blive inviteret ned, men er man i skistøvler, bør man bevæge sig forsigtigt. Dyre vinflasker både ligger og står rundt omkring på de smalle hylder, der er sat direkte op mod klippevæggen, og det er vist kun Annemarie, der har overblik over de mange kostbare sager. Oven over restauranten er et par værelser indrettet, så man kan overnatte. Et besøg på Angerer Alm er en helt igennem anderledes og velsmagende oplevelse.
- Læs mere på: www.angereralm.at
Med fuld fart ned ad bjerget
- I Gaisberg, der ligger tæt på St. Johann, finder man en kælkebane ud over det sædvanlige. Banen er anlagt parallelt med den FIS-godkendte pist, hvor der køres internationale slalomkonkurrencer.
- Kælke lejes ved liftstationen, og derefter hopper man i stoleliften, der ender 435 højdemeter længere oppe. På toppen venter en 3.500 meter lang nedkørsel med stejle passager, lange glidestykker og skarpe kurver. Midtvejs ligger en meget besøgt hytte, som kun er for kælkekørere, og her kan man nyde sin glühwein med udsigt over Kitzbüheler Alpen.
- Læs mere på: www.bergbahn-kitzbuehel.at
Storbystemning
- Blot 75 kilometer fra St. Johann ligger Salzburg, og byen er et besøg værd. I Salzburg oplever man storbystemning med kultur, seværdigheder, gastronomi og uanede shoppingmuligheder. Besøg de to Mozart-museer, der begge ligger centralt i komponistens fødeby, spis middag på Europas ældste restaurant, St. Peter Stiftskeller, og brug et par timer på byens smukke indkøbsstrøg, Getreidegasse.
- Læs mere på: www.salzburg.info