Overset fransk skiperle

Skyerne trækker sig sammen og dækker den sidste rest af blå himmel, kort efter at vi er steget ud af den lange kabinelift.

Her på toppen af Beauregard-massivet er sigtbarheden dog stadig fin, og dagens første sving bliver kort efter slået på dejligt lange og nypræparerede pister på vej ned til byen. Det meste af turen ned er vi omgivet af idyllisk sneklædte træer, og mange steder hører vi ikke en lyd bortset fra den karakteristiske ”zag-zag”, der fremkommer, når skiene svinger gennem sneen.

Vi befinder os på pisterne i den franske skidestination La Clusaz, hvis navn næppe er kendt af voldsomt mange danske skiløbere. I vrimmelen af megastore franske skiområder overser man nemlig ofte de mellemstore af slagsen, der ellers kan have nok så meget at byde på.

Et godt eksempel er La Clusaz, der med 132 km pister byder på afvekslende skiløb i alle sværhedsgrader. Det vil for langt de fleste være rigeligt til en skiferie af en halv til en hel uges varighed. Senere på formiddagen begynder sneen stille at drysse ned. Konturerne i sneen bliver vanskeligere at bedømme, men heldigvis er store dele af skiområdet i La Clusaz omkranset af skov. Ud over at give læ i blæsevejr sørger træerne også for, at sigtbarheden aldrig når helt i bund.

Dejlig restaurant

Snevejret gør, at frokosten kommer endnu mere belejligt end normalt. Vi har fået anbefalet restaurant Chalet des Praz, der ligger på den nederste del af Aiguille-bjerget ned mod byen, og det kommer vi ikke til at fortryde. Etablissementet rummer både en udendørs pizza-restaurant samt en mere traditionel indendørs restaurant, og vi indtager en fremragende frokost på sidstnævnte.

Efter frokost er snevejret holdt op, og vinden skubber gradvist skyerne væk. Vi søger derfor højere op i terrænet, hvor trægrænsen er passeret. Fra områdets højeste skibare punkt – Col de Balme i 2.477 meter – oplever vi en helt suveræn udsigt til Europas næsthøjeste bjerg, Mont Blanc, samt flere andre majestætiske bjergtoppe.

Efter fransk standard er tophøjden ikke specielt imponerende, men ingen behøver frygte snemangel i La Clusaz. Destinationen ligger i Aravis-bjergkæden, og når vinden kommer fra en bestemt retning, er Aravis-kæden den første af sin slags, og følgelig dropper kong Vinter en stor del af sin snelast her.

Da Explorers udsendte besøgte La Clusaz, toppede destinationen således listen over snedybderne på samtlige franske skisportssteder, og ifølge de lokale falder der i gennemsnit fire meter om året i La Clusaz.

Sammenhængende skiterræn

De 132 km pister er fordelt på 84 nedfarter, der ligger spredt ud over fem bjerge. Bjergene er indbyrdes forbundet, således at skiområdet i La Clusaz er ét stort af slagsen. I udkanten af skiområdet ligger en håndfuld huse i Manigod la Croix-Fry, hvorimod man ikke kan køre på ski til den lidt større by Manigod, der ligger længere nede ad bjerget. Officielt hører Manigod dog med til skiområdet.

Solen er en kærkommen gæst på skiferier, og i den forbindelse indkasserer La Clusaz et enkelt minus i karakterbogen. Hele skiområdet ligger nemlig i skygge fra morgenstunden, og solens lunende stråler dukker først op i løbet af formiddagen. Det sker først i Beauregard, der er et af områdets fem bjerge.

I kolde perioder mangler man lidt sol først på dagen, men til gengæld får sneen af samme grund lov til ligge længere. Skisæsonen i La Clusaz varer da som regel også helt til slutningen af april.

Terrænmæssigt er der noget for enhver smag i La Clusaz. Dog skal man kigge langt efter kulsorte pukkelpister. Til gengæld er der mange middelsvære pister med en pæn hældning, hvor man for alvor kan give den gas.

Ikke overrendt

Er man til det mere adstadige skiløb, findes der i La Clusaz også råd for det. Området råder således over hele 50 km langrendsløjper.

Derudover er La Clusaz kendt for specialiteten ski-joering. Her bliver man på ski trukket af en bomstærk nordbagge-hest, og hastigheden kommer undervejs ganske godt op. Bagefter er man ganske øm i arme og skuldre, men det er sjovt at prøve.

La Clusaz er næsten ukendt terræn for danske skiturister, og det samme gælder for øvrige nationaliteter. Hele 85 pct. af de besøgende skigæster er således franskmænd, hvilket normalt borger for kvaliteten. Set med udenlandske øjne er det i La Clusazs tilfælde ganske rammende at benytte klichéen "en overset perle".

Trods en del franske gæster er der plads til mange flere, hvilket er ganske positivt. Specielt på hverdage er der ikke særligt mange folk på pisterne, hvilket giver dejligt god plads og samtidig minimerer liftkøerne.

Idyllisk alpeby

Det kan føles som lidt af en tidsrejse at komme fra de relativt moderne lifter i skiområdet og ned til La Clusaz by.

I den gamle bydel løber smalle brostensbelagte gader tæt på den flod, som byen i sin tid blev anlagt omkring. Den aldrende kirke med det store grå tårn troner som det naturlige midtpunkt, og byens centrale gade er oplyst af lyskæder.

Husene er bygget i ægte Savoie-stil med udbredt brug af træ, og den hyggelige by udstråler i den grad ægte alpe-idyl. Ikke mindst ved aftenstide er det en fornøjelse at slentre gennem de stemningsfyldte gader, mens man udvælger sig en af de mange restauranter.

Ønsker man selv at lave mad, er man kommet til det rette sted. En lang række butikker med lækre kulinariske delikatesser byder sig til, og kvaliteten er i top. Både her og på restauranterne kan man samtidig glæde sig over, at prisniveauet i La Clusaz er lavt sammenlignet med større franske skisteder.

La Clusaz er en gammel by, hvor skiløbet er kommet til – og ikke omvendt. Derved adskiller den sig i høj grad fra de sterile satellitbyer, som der er en del af i Frankrig, og som er bygget oppe i terrænet udelukkende med skiløb for øje. På disse destinationer er skiforholdene i top, hvorimod det ofte kniber med den bymæssige charme. Her udmærker La Clusaz sig ved både at have masser af atmosfære samt et glimrende skiløb.