Besøg Københavns grønne lunger
Med nedlæggelsen af Københavns volde i 1857 blev der lys og luft og plads til udeliv i hovedstaden. På en byvandring langs den gamle Nørrevold lærer man mere om synet på sundhed, klassesamfund og homoseksuelle.
Den salte, smøragtige duft af popcorn når ud på gaden ved Palads biografen på Axeltorv i København. Et par kornfede duer hakker efter resterne af de poppede majs, som ligger mellem stenene, mens gruppen til dagens byvandring samles i skyggen af de store træer.
Som vi står her midt imellem lysende storskærme ved biografen og motorstøj fra vejen, er det svært at forestille sig, at området frem til ca. 1860 lå uden for bykernen. Vores guide, Charlotte Stigaard-Vinge, forklarer, at byens centrum førhen lå imellem de fire porte Amagerport, Nørreport, Vesterport og Østerport, og da man fjernede voldene og portene, voksede byen ud af, og dens centrum rykkede sig.
»I tiden omkring det moderne gennembrud og nedlæggelsen af voldene skete der rigtig mange ting i København. Der kom grønne arealer, nye sundhedsreformer og forskellige nye boliger til både arbejdere og borgerskabet,« forklarer Charlotte Stigaard-Vinge.
Man havde en idé om, at frisk luft var godt for folk, så Ørstedsparken blev også kaldt byens lunger.
Under englændernes bombardement i 1807 havde englænderne opfundet en ny type granater, som de fra Valby Bakke kunne skyde ind over voldanlægget. Voldene blev derfor fjernet, da de ikke længere kunne beskytte byen. Derudover hærgede en voldsom koleraepidemi i denne periode, og de store volde og den tætte beboelse i København gjorde det let for sygdommen at sprede sig. Med nedlæggelsen fulgte et byggeboom med brede boulevarder, brokvarterer, herskabslejligheder og forlystelsesbyggerier såsom Tivoli og Cirkusbygningen.
»Befolkningstallet efter nedlæggelsen af voldene går fra 150.000 mennesker til ca. 400.000 i begyndelsen af år 1900 med opførelsen af de her nye boligkvarterer og industrialiseringens begyndelse,« fortæller Charlotte Stigaard-Vinge og påpeger, at der i dag bor omkring 1,4 millioner mennesker i Københavnsområdet.
Det lugter lidt af sygdom
Efterhånden som befolkningstallet steg, steg også mængden af efterladenskaber i gaden. Arbejdet med at anlægge kloaker begyndte, og det medførte en interesse for også at udvide med vandforsyninger til borgerne.
Vi går hen mod det robuste, brune hegn. Der hænger en gul og sort plakat fra bandet Noisia på hegnet, og her lugter svagt af gammel øl. Bag hegnet kan man ane et flot murstenshus. Vi er nået til Pumpehuset i Studiestræde.
»Pumpehuset blev opført i 1859 som Københavns første vandværk. Førhen havde københavnerne hentet vand i byens brønde, men nu kunne man altså få renere vand ind i hustanden. I dag bruges Pumpehuset som koncertsted,« fortæller Charlottev Stigaard-Vinge.
Ønsket om adgang til rent vand bundede for mange i, at datidens toilet var en såkaldt grube, et hul i jorden.
»Her skal I forestille jer en rigtig god spejdertur, hvor en masse mennesker skulle bruge den samme grube. Med tiden, når de blev fyldt op, gravede man nye, men efterladenskaberne sivede langsomt ud i grundvandet, som var det vand befolkningen hentede i brøndene,« fortæller Charlotte Stigaard-Vinge, og mange af deltagerne griner og rynker på næsen ved tanken.
Det var ikke kun bakterier i vandet, som var et problem i den voksende storby, også den fæle lugt i gaderne var til stor gene.
»Dengang troede man, at sygdom smittede gennem lugt, og der var rigtig meget, som lugtede dårligt i København. Derfor startede man med at rense ud i det ildelugtende vand, som flød i byens mange rendestene og åbnede badeanstalter, men det viste sig hurtigt, at det var det forkerte problem, som der blev satset på,« fortæller hun.
Selv om gruberne efterhånden blev udskiftet med toiletter i gårdene, var der stadig 20-30 mennesker, som skulle dele det samme toilet, som kun blev tømt en gang om ugen. Det var derfor vigtigt at holde sig gode venner med natmændene, som tømte de overfyldte toiletter.
»Natmændene var i funktion frem til 1930, og mange valgte at stille øl ud til dem for at være på god fod og i håb om, at de ikke tabte noget i gården. Og så håbede man selvfølgelig, at man ikke var gård nummer 25, som stillede øl frem,« siger Charlotte Stigaard-Vinge med et halvkvalt grin.
Byens åndehul
Vi når hen til den store jernport, som åbner sig med et langt og højlydt hvin. Vi træder ind i et af byens åndehuller – det store grønne areal ved H.C. Ørstedsparken. Syv piger ligger fnisende på de skrå græssider og udveksler fortællinger i den lune sol, mens andre sidder lænet op ad parkens skulpture med en bog. Alt i parken er grønt. Også den store sø, som strækker sig fra den ene ende til den anden. De mange stier i parken slynger sig rundt i bløde buer og er anlagt til glæde for det københavnske borgerskab.
»Mange herskabsfamilier boede langs parken, og den blev flittigt brugt til at vise kvinderne frem i deres lange, flotte kjoler. De skulle fremstå yndefulde på samme måde, som man kender det fra Skagensmalernes malerier af kvinder,« forklarer Charlotte Stigaard-Vinge.
Parken bruges fortsat til slentreture og kvalitetstid, men mange mænd og kvinder bruger også de grønne bakker til at slikke sol uden særligt meget tøj på.
»Man havde en idé om, at frisk luft var godt for folk, så Ørstedsparken blev også kaldt byens lunger. Det var et åndehul, som det stadig er det i dag, og det har faktisk ikke forandret sig meget siden dengang, bortset fra de mennesker, som kommer her,« siger Charlotte Stigaard-Vinge, mens vi følger de bugtede stier forbi solbaderne.
Vi passerer en række skulpturer, som er skænket af Albertina Fondet på vores vej rundt i parken, og især skulpturen Bryderne har i mange år givet parken et ry for en mere alternativ brug.
En del ansatte fra B&W-værftet fik ved lodtrækning overdraget et hus i Kartoffelrækkerne.
»Lonely Planet og andre rejseguides skriver, at den her park er et dejligt sted at udfolde sig for bøsser, og der har også været optegnelser om, at bøssepar er kommet her, før området blev anlagt som park. I 1857 blev et homoseksuelt par f.eks. arresteret for usædelig omgang,« fortæller hun.
Foruden soldyrkere og homoseksuelle byder parken også på sjov for børn med byens første offentlige legeplads.
»Den ser anderledes ud i dag. Da jeg var barn, var hele det her areal en sandkasse, og derovre stod to vipper. Og så var der konstant opsynsmænd i parken dengang,« fortæller en deltager om sin opvækst i indre København i 1960'erne.
Legepladsen er i dag fortsat bemandet, og på et lille skilt med teksten ”Voksne har kun adgang til legepladsen i følge med børn” fremgår det også tydeligt, at det er børnenes område.
Hvor skal vi bygge, hvor skal vi bo?
Vi træder ud af parken og står med front mod de stukudsmykkede bygninger ved Nørre Farimagsgade. Her boede herskabet i forhusene, og bygningernes førstesale var det fineste sted at bo. Selv om de velhavende alle boede i samme opgang, var der en skarp opdeling blandt overklassen, hvoraf de aller rigeste havde op til tre tjenestepiger og en mand ansat til at opvarte sig.
Et stenkast fra det vilde luksusliv boede arbejderne i Nansensgade. I den tæt bebyggede gade var der ikke meget luft, og i de små korridorlejligheder boede der op til ti mennesker på værelser, som minder om nutidens kollegieværelser. Nansensgade var i slutningen af 1800-tallet kendt som Danmarks mest beværtede gade med hele 35 beværtninger på gadens kun 0,7 kilometer. Her drak mændene en del af pengene op og glemte det hårde liv og de trange kår.
»Druk var ret almindeligt blandt arbejderne, men da man begyndte at tage kaffe ind i husholdningen, blev det den måde, at kvinderne prøvede at overtale manden til at blive hjemme og ikke drikke øl, men i stedet tage en kop kaffe, så han blev frisk i hovedet og lidt mere klar på arbejdet,« forklarer Charlotte Stigaard-Vinge om løsningen på den udbredte alkoholindtagelse.
Ikke alle arbejdere boede dog i Nansensgade. En del ansatte fra B&W-værftet fik ved lodtrækning overdraget et hus i Kartoffelrækkerne, som bestod af en lang række to-etagers huse ikke langt fra Botanisk Have. Gevinsthusene, som boligerne også blev kaldt, blev hurtigt meget eftertragtede, og arbejderne opdagede, at de kunne sælge et hus for mellem 800-3.000 kr.
»En arbejders årsløn var omkring 800 kr., så rigtig mange valgte at sælge deres hus og bo i mindre lejligheder. Andre nød godt af bedre levekår og lod huset gå i arv. I dag koster et hus i Kartoffelrækkerne ca. syv millioner, så de er stadig lige så eftertragtede som dengang,« fortæller Charlotte Stigaard-Vinge.
Med de nye boligtyper og øget fokus på sundhed blev København en renere og bedre by, som stadig i dag tror på vigtigheden af byens lunger og de grønne åndehuller.