Fortsæt til indhold
Rejser

Opdag Københavns øde ø

Refshaleøen i København er i disse dage nok mest kendt for at danne rammerne om Det Europæiske Melodi Grand Prix, men hvad kan man opleve her, når musikken er stoppet? Explorer tog med Københavns Museum på byvandring for at blive klogere på hovedstadens øde ø.

SANDRA LENTZ DAMBMANN

Buslinje 40 ankommer til stoppestedet og standser. Stoppestedet ligner alle andre i København, men omgivelserne er anderledes. Her er intet nybyggeri, ingen metroudgravninger eller nogen form for beboelse, på nær tre små gule huse med hvidt stakit omkring. Stoppet er endestationen, og det er her, vi skal mødes til dagens byvandring.

Guiden Jesper Neumann byder velkommen på engelsk, for dagens tur er af international karakter. Vi er ca. 30 mennesker i gruppen, og knap halvdelen er fløjet til Danmark fra andre dele af Europa på grund af Melodi Grand Prix, der i aften kulminerer i den storslåede finale. Den anden halvdel består primært af danskere i den modne alder, og det viser sig hurtigt, at en del af gruppens mænd ikke er her for første gang.

»Jeg arbejdede her fra 1966 til 1975. Jeg blev kranfører allerede som 20-25-årig, og det bedste var, at så fik jeg 10 øre mere i timen,« fortæller en af deltagerne.

Han har blå kasket og kakigrøn vindjakke på, og bag hans solbriller fornemmer man et specielt tilhørsforhold til øen.

Refshaleøen var arbejdsplads for 8.000 mennesker, indtil skibsværftet Burmeister & Wain (B&W, red.) gik konkurs i 1996. I løbet af værftets 124 års levetid blev der bygget 873 skibe, og B&W-værftet var længe det største skibsværft i Danmark.

En ø i forandring

Biler og cyklister zigzagger forbi hinanden på de mange brosten. Det er længe siden, at Refshaleøen har haft så mange besøgende, som det er tilfældet i disse dage, og de mange indhegninger gør det til en jungle at komme rundt. Vi går på de brede grusstier langs med de små indsejlingskanaler. En mand står og fisker på en ponton i vandet, mens vores guide fortæller historier fra værftets storhedstid.

Ved kanalerne kan man se gamle, fortøjrede både og andre historiske levn fra B&Ws storhedstid. Foto: Sandra Lentz Dambmann

»Det siges, at der var mange arbejdere, som faldt i vandet efter fyraften. For at komme hjem skulle de nemlig sejle med en stor pram med overdækning, og hvis de kom lidt for sent eller havde drukket for meget, så var båden sejlet væk fra kajen, og så røg folk i vandet i forsøget på at komme om bord,« fortæller han.

Druk var en del af hverdagen for mange af arbejderne. På lønningsdagen stod konerne ved lønkontorerne og tog imod pengene, så de ikke blev drukket op. I mellemtiden havde de snedige arbejdere fundet ud af, at man kunne få udbetalt 100 kr. på forskud hver måned, fortæller guiden.

For enden af kajen er der udsigt over det bedste af København. Operaen, Amalienborg og kuplen på Marmorkirken kan anes på den anden side af vandet. Der dufter af hav og skibslak, som det ofte er tilfældet i havneområder, men der er ikke mange skibe fortøjret i kanalerne. Vi skråner over et grønt græsareal, og de forhenværende arbejdere gør opmærksom på, at denne grønne plet ikke altid har været der.

»Jeg var rørsmed herude i sin tid, og da jeg arbejdede her, lå der både forskellige telte og bygninger. Jeg kan ikke huske præcis, hvad de lavede, men her lå i hvert fald noget,« fortæller en af deltagerne. Og det grønne område er ikke det eneste, som har ændret udseende i tidens løb. På et af de gamle murstenshuse kan man se aftegninger fra nabobygningens gavl. Det er aftegninger fra den gamle kantine, Marketenderiet, som brændte ned i 2002, og selv om der er bygget en ny bygning, er det stadig tydeligt, at her så tingene engang anderledes ud.

Kontrasternes ø

Kontrasterne mødes på Refshaleøen, som mellem de store skibshaller byder på små, grønne områder og en udendørs køkkenhave tilknyttet restauranten Amass. Vi går skiftevis fra nybygget industri til gamle historiske bygninger, og indimellem stopper vi op ved små grøntsagsbede eller fortøjrede både ved kajen. Forskelle har altid været en del af livet på Refshaleøen, og i B&W-værftets aktive periode gjorde man også en dyd ud af at skelne mellem arbejderne.

Refshaleøen har fåetdet midlertidige tilnavn, Eurovision-øen. Foto Stine Bidstrup

»Der var høj disciplin mellem arbejderne, og relationerne mellem de forskellige klubber (foreninger, red.) var vigtige i forhold til arbejdsfordelingen. Arbejderne vidste, at sjakbajsen bestemte, hvad hver enkelt klub skulle lave. På den måde gik arbejdet hurtigere,« fortæller vores guide.

Da gæstearbejderne begyndte at komme til landet, kom de også til Refshaleøen, og på B&W-værftet var det primært folk fra Tyrkiet og Jugoslavien, der fik arbejde. De nye mænd havde svært ved at acceptere de danske toiletforhold, og for at gøre plads til forskellighed opførte B&W derfor stående toiletter i omklædningen.

I dag ligger omklædningsrummene stadig samme sted, og som vi nærmer os de røde murstensbygninger, fornemmer vi virkelig Det Europæiske Melodi Grand Prix på tæt hold. Fuglenes sagte fløjten blandes med den velkendte tekst fra ”Only Teardrops”, som Danmark vandt Melodi Grand Prix med sidste år, og vi står helt stille for at fornemme musikken. Lydprøverne er i fuld gang, og hele Refshaleøen kan nu skiftevis høre fuglenes sang og den mekaniske lyd fra bassen i B&W-hallen.

Den øde ø

Vi bevæger os langsomt mod vandringens sidste stop, byggedokken. Herfra kunne de færdige skibsskrog sejle ud på havet og hen til sidste kaj, udrustningskajen som skulle fylde skibet med ”indmad”, inden den endelige rejse til søs.

Fra øen kan man se ind mod Københavns centrum, eller som her til fregatten Peder Skram. Foto: Sandra Lentz Dambmann

Vi nærmer os hegnet ved dokken, men en vagt standser os med løftede arme. Hertil og ikke videre. Melodi Grand Prix har sat øen på den anden ende, og det er svært at vurdere, hvor man må opholde sig. Byvandringen skifter retning i forsøget på at nå byggedokken, som for mange af arbejderne var et ganske særligt sted.

»Der var noget magisk ved at se et skib sejle for første gang. Selv dem, som havde siddet på kontorerne med pen og papir og ikke havde været med til selve byggeriet, følte, at de havde været en del af noget stort,« forklarer Jesper Neumann.

Gruppen går nu langs øens hovedvej i forsøget på at nå byggedokken, men alle sikkerhedsforanstaltninger er taget i brug til det kommende Melodi Grand Prix, og turen ender ved hegnet til dokken.

De blå grandprix-flag vejrer i vinden, og i det fjerne kan vi stadig høre musikken. Når Det Europæiske Melodi Grand Prix slutter, vender øen tilbage til hverdagen igen. En stille hverdag, som alligevel byder på paintball- og volleyballbaner, kreative værksteder og små gallerier, men som de færreste rigtig kender til.

Da B&W i sin tid rykkede deres skibsproduktion til Refshaleøen, blev den i folkemunde bare kaldt ”øen”. Det var et sted, man kun tog til, hvis man skulle arbejde, et sted uden for byen, en bydel, de færreste mennesker kendte til. Kort sagt, byens øde ø.

I dag er ikke meget anderledes, men de sjove fortællinger, historiske begivenheder og mange arrangementer giver Refshaleøen sin egen charme. Og der er sikkert endnu mere at se, når musikken stopper, og de mange hegn er pillet ned.

Tre ting du kan opleve på Refshaleøen

Loppemarked:

Hver søndag i lige uger er det muligt at gøre et godt fund på B&W-loppemarkedet i den gamle skibsbyggerhal. Her finder man Københavns største marked med et stort udvalg af danske møbelklassikere fra 1950-1970'erne, retromøbler, maritime ting mm.

  • B&W Loppemarked
  • Refshalevej 171, port 25
  • 1432 København K
  • Åben kl. 10-16.
  • Gratis entre

Blocs and Walls:

Skandinaviens største klatrehal åbnede i september med 2.200 kvadratmeter klatrevæg. Både børn og voksne har mulighed for at prøve kræfter med de farverige klatrevægge eller slappe af med kaffe og snacks i de store sofagrupper i cafeen.

  • Blocs and Walls
  • Refshalevej 163D
  • 1432 København K
  • Åben mandag-onsdag fra kl. 7-22, torsdag-fredag fra kl. 7-23 og lørdag-søndag fra kl. 10-22.
  • Priser fra 115 kr. pr. voksen og 60 kr. pr. barn
  • Læs mere på: www.blocs-walls.dk

Musik:

Refshaleøen er blevet synonym med Danmarks største metalfestival, Copenhell, hvor metal-interesserede headbanger til hård musik i en weekend. Er man ikke til heavymetal, er der mulighed for at deltage i den store gadefest Distortion eller slappe af til alsidig reggaemusik til Scandinavia Reggae Festival. Der er masser af koncerter og musikarrangementer på Refshaleøen hele sommeren.

Distortion - Havnefest

Copenhell

  • 11.-13. juni
  • Refshalevej 185
  • 1432 København K
  • Læs mere og køb billet på: www.copenhell.dk

Scandinavia Reggae

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.