Vi sejler op ad åen

Vi er i Odense, og hvorfor ikke begynde med at sejle en tur op ad åen. Der er god plads, Odense Å snor sig over 60 kilometer, men det er kun på strækningen fra Munke Mose til Fruens Bøge, man kan komme på tursejlads.

Jeg må efterlade min gode rejsekammerat, jernhesten, ved bredden, den kan ikke komme med om bord. Det kunne det bedre borgerskabs tyende heller ikke for godt 100 år siden, når de fine herrer i høj hat og hvide handsker og fruerne med lange kjoler, sjal og parasol skulle fragtes ud til dansestederne langs åen. Her var der nemlig ingen adgang for tjenende ånder.

I dag er det særdeles blandede selskaber, som de tre turbåde, Aladdin IV, H.C. Andersen og Riborg Voigt sender af sted på de mange daglige ture – årligt løber passagertallet op i 60.000.

Og mange har sang på læben, for Danmarks ”anden” nationalmelodi, ”Vi sejler op ad åen”, er skrevet i forbindelse med søfartsløjerne på den odenseanske færdselsåre.

Lauritz Stephan digtede ordene til Emilius Wilhelmis melodi, værket blev sunget første gang i 1885 på et netop åbnet sommerteater ved Munke Mose, der også dengang var udgangspunkt for sejladsen.

Zigzag

En sømand har sin enegang, og det har jeg også, jeg må ud på banelinjen til Kerteminde og Martofte. Det vil sige resterne af den, for bortset fra stien ud gennem Odense, der begynder ved Thomas B. Thriges Gade nær banegården, en lille stump ved Trællerup og en halv snes kilometer banesti nord for Kerteminde (med udgangspunkt på Hyrdevej), må man zigzagge sig frem til de små stationsbyer ad mindre, fredelige veje – en fin fornøjelse i det grønne fynske landskab.

Turen bliver en dans omkring den store portalkran på det lukkede Lindøværftet i Munkebo. Næsten overalt på ruten kan man i baggrunden se den 110 meter høje gigant med sin løftekran.

Snart øjner vi Kertinge Nor. På et bakkedrag ned mod det lille nor ligger Ulriksholm Slot. Bag stengærderne og inden for den sorte smedejernsport sidder en nymfe og drikker af et bæger midt i grønalgesuppen i den gamle voldgrav. Bag hende står slottets velholdte rødstensbygninger på kampestenssokkel – 1636 står der på gavlen til kavalerfløjen, det var det år, Christian IV erhvervede ejendommen, der dengang bar navnet Skinnerup. Det var en fremsynet handling af monarken, den ville af dagens ejendomsmæglere blive karakteriseret som et forældrekøb.

Den store kongelige bygmester byggede til og om, og efter 10 års arbejde gav han det nye kongelige storgods til sin og Vibeke Kruses søn Ulrik Christian Gyldenløve, og så var det nærliggende, at slottet skulle hedde Ulriksholm. Den unge slotsherre nåede dog kun at nyde sin nye pragtbolig i få år, han døde som 28-årig i 1658.

Pandekagetræf

Der er endnu liv i de gamle gemakker, der udstilles kunst, antikviteter og drives cafe.

Har man planer om at komme flyvende til Revninge lige syd for Kerteminde og lande på byens lille flyveplads, er det muligt at få serveret pandekager ved landingsbanen. Den sidste søndag i hver måned er der pandekagetræf, og hvem har ikke hørt om flyvende pandekager?

Det er en helt anden menu, der står på kortet i Kerteminde: rottesuppe.

På en af gavlene til butikken ”Høkeren” i Trollegade står der malet med gamle typer: ”Rottesuppe dræber ufejlbarlig enhver Rotte og Mus”. Ja, man skal vel aflive dem først for at man kan koge suppe på dem. Men en opskrift? Jo sandelig lykkedes det at finde én på den eksotiske saft:

Flå rotten og tag indvoldene ud. Flæk den og steg den på en pande i en blanding af smør og jordnøddeolie. Dæk med vand og kom hakkede tomater, små røde chilier og salt på panden. Lad retten simre, til rotten er mør.

Serveres med ris – velbekomme

Mangler jeg et middel til mine trætte fødder efter dagens pedaltrampen, er der også hjælp at hente på husgavlen: ”Brug Boryl mod ildelugtende og transpirerende fødder”.

Det lader til, at ”Høkeren” er et besøg værd, og det er der da også mange, der har fundet ud af. Museumsbutikken har til huse i en 1700-talsbygning, restaureret af Kerteminde Kommune. Der er varer fra gulv til loft, og navnlig salte sild, der bliver pakket ind i avispapir, står folk i kø for at sikre sig til frokosten. Inventaret er originalt, det er stykket sammen fra nedlagte butikker i området.

Fynbomalerne

Maleren Johannes Larsen (1867-1961) har sikkert gjort en del indkøb i høkerbutikken, han byggede i 1901 sit og fruen Alheds nye hjem på Møllebakken, ikke mange penselstrøg fra Trollegade. Huset, der havde 16 gæstesenge, blev et samlingssted for kunstnere og især en kreds af malere, der blev kendt som Fynbomalerne, eller, som nogle kritikere hånligt kaldte dem, Bondemalerne. De hentede deres motiver fra de nære omgivelser, og det var åbenbart ikke helt fint på den tid.

Under alle omstændigheder så er Johannes Larsen og vennen Fritz Syberg med tiden blevet anerkendte kunstnere, Larsen kendt for sine mange fuglebilleder, så har man ikke fået nok af fuglelivet på sin cykelsti, må man besøge Larsens hjem, der er indrettet som museum. Der er masser af fugleliv på væggene.

Vi kører ud på Hindsholm, halvøen, der som en skråt-op finger stikker ud fra den fynske hånd. Og en del af de lokale beboere vil da også mægtigt gerne give Fyn fingeren og for den sags skyld også resten af kongeriget med. De vil helst bestemme selv. Løsrivelsesbevægelsen foreslår, at man oversvømmer det inddæmmede land mellem Fyn og Hindsholm, så holmen igen kan blive til en ø. Og der er masser af forslag til, hvordan man kan skabe sit eget lille ø-paradis. For at undgå tung trafik skal al godstransport foregå på små, miljøvenlige veteranlastbiler (model 2CV), der skal laves sporvognsdrift på den gamle jernbane mellem Martofte og Kerteminde, bankerne skal udstede gulddukater med chokolade indeni og med billeder af Viby Mølle og Mårhøj Jættestue udenpå. Øen Romsø i Storebælt, der hører med til Hindsholm, skal bruges som en slags Guantanamobase for de hængemuler, der ikke er med på ideen.

Mad i tiendeladen

Fra Tårup nord for Kerteminde kan man – stort set – følge den gamle banelinje ud på det endnu besatte område. I Mesinge er midtpunktet den store, 800 år gamle kirke med tårn og spir – tredjestørste landsbykirke på Fyn. Op ad kirkediget står en forladt træstige – den stikker det meste af sin længde lige op i den blå luft. Hvem den tilhører ved vi ikke, men det er måske en himmelstige? Jeg tør ikke kravle op ad trinene, så vil jeg ende på snuden på kirkegården på den anden side af muren. Og det må godt vente lidt endnu.

I hjørnet af kirkegården ligger den gamle tiendelade, der er fredet i klasse A. Den hvidkalkede bygning med stråtag og grønmalede døre og vinduer har op til 60 cm tykke mure, der består af munkesten. Man har ikke helt styr på, hvornår laden er opført, men den er ikke meget yngre end sin kirkelige nabo.

Tiende, en skat til kronen og kirkevæsenet, blev indført i det 12. århundrede, alle bønder skulle erlægge en afgift i form af naturalier, det vil sige korn. Bønderne måtte af med hvert tiende neg fra hver høstet mark, og det var bestemt, at biskoppen, præsten og kirken skulle dele rovet. For at man kunne opbevare kornet, byggede man tiendelader, hvor bønderne ikke alene skulle aflevere kornet, men også tærske det. Til gengæld blev de storsindet beværtet med et måltid mad og drikkelse. I dag kan man stadig få serveret i laden, der er indrettet en lille cafe.

Kan man ikke få nok af kirker, kan Dalby byde på et særsyn for småbyer – en kirke med tvillingetårne. Og det bringer et sagn i hu. Den sjællandske høvding Asser Rig var sammen med sin kone Inger Eriksdatter omkring år 1130 i gang med at bygge Fjenneslev Kirke ved Ringsted, da Rig blev kaldt i krig. Hustruen, der ventede parrets første barn, måtte fuldføre projektet, og Asser Rig sagde til hende, da han steg til hest: ”Føder du en søn, skal du bygge kirken med et tårn, bliver det en datter, så sæt kun et spir.” Da krigsmanden vendte hjem, så han fra det fjerne en kirke med to tårne og forstod, at han var blevet begavet med to sønner.

Asser Rig var far til Esbern Snare og Absalon, de var dog ikke tvillinger, men hvorfor ødelægge en god historie med kolde kendsgerninger?

Betlehemskirken i Dalby er en yngre sag – frimenighedskirken er fra 1898. Den er en fynsk pendant til Fjenneslev Kirke, men der er ikke knyttet historier om børnefødsler til den.

Danmarks tørreste område

I Martofte slutter baneeventyret, men når man nu er så tæt på, kan man lige så godt køre de sidste kilometer ud til Hindsholms nordligste punkt, Fyns Hoveds krogede holme, drag og odder. Fra Baesbanke kan man se det halve af kongeriget, Jylland, Sjælland og Samsø.

Regnvejr? Ikke her. Fyns Hoved ligger i Danmarks tørreste område, der vokser plantearter, som man ellers kun ser på de østeuropæiske stepper: Hjorterod, trekløft-alant og langklaset vrikke til eksempel. God jagt til botanikerne.

I naturhavnen Korshavn stylter et par strandskader ivrigt i vandkanten. De er let genkendelige på de lange røde næb og røde ben – og da de går på vingerne, viser de deres brede, hvide vingebånd og hvide overgumper frem. Et flot design, der ville gøre sig i ethvert modeblad.

Strandskaden er kendt som en larmende fætter, især når den optræder i flok. Har man været til grisefest på Mallorca, ved man præcis hvordan. Det lange, kraftige næb kan hurtigt vriste orme ud af mudderet, men det fungerer også som en lommekniv, der i et snuptag kan åbne en blåmuslings hårde skal.

På vej sydpå styrer vi mod Hindsholms vestligste punkt, Gabet, ved indsejlingen til Odense Fjord. Flere lystfiskere har snøren ude, tværs over det 400 meter brede farvand kan man se det hvide, 14 meter høje fyr på Enebærodde. Her i Lodshuse har lodserne gennem tiden sørget for at fragte store nybygninger fra Lindøværftet sikkert ud i verden, mens fyret har leveret lys til begivenhederne.