Fortsæt til indhold
Rejser

Camping med garanti for alligatorer

De fleste tager til Florida for at bo på hotel, men der er mange naturoplevelser, hvis man tager på camping.

JENS HØY

For de fleste danskere er Florida ensbetydende med strande, shopping og komfortable hoteller.

Turen krydres ofte med et besøg i The Everglades for at se på dyrelivet, men man kan også tage springet fuldt ud og campere med fantastiske fugle, alligatorer og slanger.

Krokodillerne og alligatorerne i The Everglades er slet ikke farlige, så længe man ikke fodrer dem eller på anden måde stresser deres naturlige trang til blot at ligge stille.

Selve nationalparken har fire indgange og er USA's største med et samlet areal på 14.000 hektar svarende til størrelsen af Fyn.

Mange tror fejlagtigt, at de er aggressive, men det skyldes det image, som utallige film har været med til at fostre.

Vi besøger to forskellige campsites i Everglades, og begge steder ser vi alligatorer på området. Det syn tager det lidt tid at vænne sig til, men når man snakker med folk på pladserne, lyder det enstemmigt, at der ikke er noget at være bange for, med mindre man ligefrem sætter sig på en alligator.

Man skal dog sørge for ikke at have madvarer liggende, for det trækker dyrene helt hen til campisterne.

Naturligvis camperer de fleste amerikanere i store mobilhomes på størrelse med en Movia-bus, men ind imellem ligger de virkelige campister også i ganske almindlige dansker-størrelse-telte.

Monument Lake Campground ligger tæt ved hovedvej 41, der forbinder Miami og byen Napels på vestkysten i Florida, men den tætte bevoksning gør, at der er stille og roligt, når først man er på pladsen. Nærmeste indkøbsmulighed ligger omkring 30 kilometer væk, så husk forsyninger!

Afdelingen for telte ligger tættest ved toiletbygningen, mens resten af pladserne befinder sig spredt rundt om en lille sø. På den måde har alle søudsigt, og man oplever det som om, at man camperer i selve sumpområdet.

Det er dog ikke tilfældet, for hele pladsen er bygget på kunstig opfyldning, for at sikre, at der trods alt ikke er for sumpet, men det lægger man ikke mærke til, for amerikanerne har været gode til at få det hele til at se naturligt ud.

Pladsen er et godt udgangspunkt for udflugter ind i selve nationalparken The Everglades, men har man mod på selv at udforske naturen, så kan det fint lade sig gøre, uden man behøver køre til de officielle indgange til The Everglades, hvor det hele er velordnet med parkering, sightseeing-tog og Ranger-halløj.

Shark Valley giver overblik

Selve nationalparken har fire indgange og er USA's største med et samlet areal på 14.000 hektar svarende til størrelsen af Fyn.

Parken er langt fra så kendt som Yellowstone i Wyoming eller Yosemite i Californien og ved første øjekast heller ikke nær så bjergtagende med storslåede landskaber og ekstrem natur.

Men bag det flade sumplandskab, der det højeste sted kun stikker et par meter op over havets overflade, gemmer sig en perlerække af økosystemer, som blot venter på at blive opdaget, hvis man har mod på at geare lidt ned og finde glæden ved naturens storslåede enkelthed.

Man skal dog sørge for, ikke at have madvarer liggende, for det trækker dyrene helt hen til campisterne.

Udfordringen for nationalparken er et stigende vandforbrug i Florida, der hver dag får omkring 800 nye indbyggere, og hvor der konstant bygges nyt, hvilket medfører, at den regn, der falder, ledes ud i kloakker og ikke siver ned i jorden.

De fleste vælger at besøge nationalparken via den store Florida City-indgang. Her har man fordelen af at kunne køre ind med bil og derefter tilbagelægge en strækning på ca. 60 km.

Et godt alternativ er at vælge Shark Valley som indgang, for her har man bedre mulighed for at opleve et helt uforstyrret dyreliv og så selvfølgelig alligatorer og andet kryb. Der er mulighed for at leje cykler og tage en rundtur på 24 km langs en afmærket rute. Omkring halvvejs kan man passende gøre et stop ved et 20 meter højt observationstårn, der giver et godt overblik over området.

Everglades kan i øvrigt også byde på krokodiller, idet den nordlige del har masser af alligatorer, der foretrækker ferskvand, mens de sydlige og vestlige dele har saltvand, som krokodillen trives bedst med.

I de store brakvandsområder lever begge typer side om side. Officielt er der knap 10 campsites i Everglades-området, som drives af myndighederne. Desuden findes en håndfuld private pladser, der dog typisk ligger i tættere befolkede områder.