Bestig en mur af frossen vand

Hug for hug kæmper jeg mig op. Mælkesyren har meldt sig i mine arme, og mine ben begynder at skælve under vægten af min krop. Men pludselig går jeg i stå. Jeg har nået faldets mest udfordrende del og kan ikke komme videre.

»Hold en lille afstand mellem dine isøkser og en stor afstand mellem dine fødder,« råber min guide og minder mig om, at hvis jeg danner en trekant, får jeg lettere ved at holde balancen og dermed mindre besvær med at hakke mine økser ind i isen.

Med rådet i baghovedet forsøger jeg igen at placere min isøkse, og efter tre hug sidder den, hvor den skal. Nu er jeg ét slag tættere på toppen.

Seks måneder i skyggen

Jeg befinder mig i Rjukan-dalen, som ligger blot 200 kilometer øst for Oslo. Dalen ligger i skygge fra sidst i september til midten af marts, og denne lange periode uden sol skaber optimale temperaturforhold for dannelsen af isfald.

Inden for bare ti kilometer finder man mere end 190 frosne vandfald, som klæber sig til klippesiderne og lokker isklatrere til fra hele verden. Grundet sine pålidelige klimatiske forhold og sin store forekomst til isfald af forskellig sværhedsgrad, er dalen ikke mindst et optimalt sted for nybegyndere, der ønsker at stifte bekendtskab med den spektakulære isklatringsdisciplin.

Forberedelser i varmen

Det er den danske klatreguide Mikkel, der har sat en hel eftermiddag af til at introducere mig til den populære dal og dens mange isfald. Han tager imod mig i klatrecentret Climb Inn, der fungerer som Bed and Breakfast for isklatrere, der kommer hertil for at hellige deres ferie til den frosne is.

I den varme træhytte introduceres jeg til de basale klatreteknikker og bliver så udstyret med hårde støvler, hjelm og klatresele.

På hver støvle påmonteres specielle steigeisen, som med deres kraftige fremadrettede pigge er lette at sparke ind i isen, og i hænderne tager jeg et par isøkser, som skal hjælpe mig med at nå toppen.

Og så går turen mod de frosne vandfald.

Sammenhold mellem klatrerne

Da vi når frem, giver Mikkel sig straks i kast med at sætte sikringer op. Ubesværet klatrer han til toppen og smider et sikringsreb omkring et træ med solide rødder, for på den måde kan jeg hægte mig fast til rebets ene ende, mens Mikkel sikrer mig ved at holde fast i den anden ende.

Klatrer man i en gletsjersprække, hvor det er højst usandsynligt at finde træer på toppen, benytter man derimod isskruer til sikring. Det er cirka ti centimeter lange metalrør med gevind, som skrues ned i isen og dermed kan bruges til at fastgøre rebet.

Omkring os vrimler det med isklatrere i dunjakker, og jeg fornemmer straks den gode stemning og det venskabelige sammenhold, der er mellem klatrerne.

For eksempel har vi sat vores sikringer op ved siden af et hold italienere, der flere gange sender venlige opmuntringer i min retning, mens jeg selv er på vej mod toppen. Og opmuntringer har jeg brug for, for selv om teknikken langsomt begynder at sidde i kroppen, driver sveden af min pande, og mælkesyren sidder stadig i mine arme.

»Brug dine ben og ikke armene,« råber Mikkel.

Jeg er godt klar over, at jeg kun skal bruge isøkserne til at holde balancen og så lade benene gøre resten af arbejdet, men det er lettere sagt end gjort, finder jeg ud af.

Så her, 15 meter over jorden, læner jeg mig tilbage i selen og tager en tiltrængt pause. Jeg lader mig ikke fire ned, før jeg har nået toppen. Om det så skal tage hele eftermiddagen, er jeg fast besluttet på at komme op.

Så jeg sunder mig lidt, inden jeg igen tager fat, og da jeg læner hovedet tilbage, ser jeg, at jeg kun er ganske få meter fra mit mål.

Med steigeisen på rå klippevægge

Isfaldene i dalen gradueres efter tre parametre, nemlig stejlhed, iskvalitet og mulighed for at sikre sig. Kort fortalt kan et lodret fald af dårlig is kun forceres af de mest erfarne isklatrere, mens nybegyndere som regel lægger ud med knap så brat et fald bestående af mere sikker is. De frosne vandfald betegnes WI, hvilket står for water ice, og der findes i alt seks WI-kategorier, som alle er repræsenteret i Rjukan-dalen. Som nybegynder finder jeg masser af udfordring på det WI 3-isfald, som Mikkel har udpeget, men andre klatrere kan ikke få det svært nok. For eksempel kaster de rigtig erfarne udøvere sig somme tider over klippesider, der kun er delvist eller slet ikke dækket af is. Disciplinen hedder mixklatring og fordrer, at klatrerne på visse passager må placere deres isøkser og steigeisen i klippesprækker, der slet ikke er tilfrosne, og som i det hele taget er mere eller mindre ufremkommelige. Disse ruter gradueres efter et andet system og henvender sig især til klatrere, der både behersker isklatring og almindelig klatring på klippevægge.

Fint besøg i Rjukan

Grundet dalens utallige isfald af høj kvalitet er mange af sportens helt store kanoner gennem tiden søgt til Rjukan. Mikkel mindes især en gæst.

»På vores klatreskole var der en dag en lidt anderledes stemning, folk hviskede til hinanden, og al opmærksomhed var rettet mod en midaldrende engelsk herre. Pludselig gik det op for os, at vi havde fået besøg af Alan Hinkes, som har besteget alle verdens bjerge over 8.000 meter, og som efter sit ophold i Rjukan skulle direkte videre til den engelske dronning for at udnævnes Sir,« husker han.

Helt så store ambitioner har jeg ikke, men jeg er med det samme blevet bidt af isklatringen, og både som udfordring og naturoplevelse har turen op ad den frosne isvæg været helt uforglemmelig.

Tre råd til rejsen