En nat som eskimo i iglo i Pyrenæerne

Dagens første solstråler har netop sneget sig op over bjergkammen, så vi kravler ud af soveposerne, og jeg stikker tandbørsten i munden. Men børsterne, der var våde aftenen før, er i nattens løb blevet forvandlet til én stor isklump, og jeg dropper foretagendet. Dén tandbørstning må vente til senere.

I stedet tager jeg skitøj og -støvler på, går udenfor og klikker i skiene. Ikke en lyd høres, og intet menneske er at se. Nu venter dét, som alle skiløbere drømmer om – en tur ned ad bjerget, hvor man har det privilegium at trække dagens allerførste spor ned over den jomfruelige overflade.

Optakten til eventyret er begyndt 12 timer før, nemlig en onsdag aften ved otte-tiden.

Iglo-hotellets manager, Carolina, tager smilende imod os i den andorranske skiby Grau Roig. Hun er en smart og selvbevidst ung kvinde, der ud over at være hotelmanager også arbejder som skilærer og helikopterpilot i Andorras største skiområde, Grandvalira.

Vi sidder over en drink, og Carolina fortæller os – to par fra henholdsvis Danmark og Catalonien – om aftenens og nattens program.

»In a moment, you will be picked up by a snowcat,« fortæller hun, og vi kigger nysgerrigt på hinanden.

Kort efter hører vi den dybe brummen fra en stor, rød pistemaskine. Hurtigt tømmer vi glassene, tager fat i skiene og kravler om bord.

Overnatning i frostgrader

Grandvaliras iglo-hotel befinder sig midt i bjergene i 2.300 meters højde. Det opføres hvert år i januar og smelter igen efter påske. Murene er et par meter tykke, og det hele er lavet af sne og is, bortset fra et køkken, et toilet samt en lille varmestue, der er lavet som en nødløsning til de gæster, som en gang imellem må ”give op” over for udfordringen med at overnatte i frostgrader.

Hotellet består af et stort opholdsrum, hvor man kan spise, og der er indrettet flere soveværelser samt en enkelt suite. Ligesom de øvrige værelser er også suiten flot dekoreret med isskulpturer, og der ligger en flaske champagne klar – på køl naturligvis.

Antallet af værelser varierer fra år til år, da temperaturen og vejrforholdene er afgørende for byggeriets omfang.

Op til stilheden

Langsomt bevæger pistemaskinen sig op i bjergene. Alt er mørkt, men vi kan ane bjergtoppenes skarpe konturer i det svage måneskin. Mens maskinen brummer, glider vi alle ned i den bagerste ende af kabinen, for det går virkelig stejlt opad, og hældningsprocenten er voldsom. Efter et kvarters tid er vi fremme, så alle kravler ud, medbringende ski, rygsæk og varmt tøj.

Emmanuel fra Argentina, der det næste halve døgn er vores guide og kok, giver os ti minutter.

»I skal sørge for at blive indkvarteret på jeres værelser og pakke ud,« forklarer han, »Og så mødes vi uden for igloen om lidt til en sneskotur.«

Kort efter er vi alle iført snesko, og er spændte på aftenens første aktivitet, hvor vi under Emmanuels guidning skal ud i terrænet.

Vi tager de første usikre skridt i sneskoene, men de står forbavsende godt fast, for de skarpe pigge sørger for et solidt greb på den skrånende overflade. Bortset fra snekrystallernes knirken kan vi ikke høre en lyd. Vi er langt væk fra alting, og her om natten forekommer bjergene uendelig øde og forladte.

Guiden leder os ud i off-pisten, hvor sneen er dyb og upræpareret. Bortset fra hans pandelampe er månen den eneste lyskilde, og det gør stemningen endnu mere speciel, men vores øjne vænner sig til mørket, og vi nyder resten af turen i stilhed. Efter tre kvarter er vi atter tilbage i igloen, der pludselig virker helt lun at træde ind i – til trods for en stuetemperatur på omkring nul grader.

Emmanuels kreationer

»Om ti minutter spiser vi,« annoncerer Emmanuel, og vi går i gang med at klæde om til middagen.

Dresscoden er varmt skitøj, vanter og hue, for middagen serveres i igloens opholdsrum, hvor bænkene er lavet af ren is. Ovenpå er der lagt et tykt lag rensdyrskind, så vi trods alt kan holde varmen nogenlunde.

Emmanuel kommer ind med første ret, og vores formodninger om, at der nok blot ville blive sat brød og suppe på bordet, bliver hurtigt gjort til skamme.

Vi får den lækreste pastaret serveret, og en tempereret spansk Rioja hældes op i glassene. Hvordan Emmanuel har kunnet trylle så meget i det minimalistiske køkken, er os en gåde, men godt smager det, og resten af middagen – vagtler med salat og asparges samt chokolademousse – glider hurtigt ned.

Europæisk koncept

Igloen i Andorra er ikke den eneste af slagsen, for på flere europæiske skidestinationer finder man iglo-hoteller, der alle drives efter samme koncept. Idéen opstod for nogle år siden, og man kan nu overnatte i iglo så forskellige steder som de schweiziske vinterdestinationer Zermatt, Gstaad, Engelberg og Davos samt ved tyske Zugspitze.

Fælles for iglo-hotellerne, der tilhører kæden Iglu-Dorfs, er, at de alle kører med det samme koncept, som indeholder forskellige pakketilbud. For omkring 100 euro kan man få en standardpakke, der består af sneskovandring, middag, jacuzzi og overnatning.

I den anden ende af prisskalaen får man en ”Romantisk Igloo-Suite”, hvortil hører privat jacuzzi, eget toilet og ekstra forkælelse med udvalgte specialiteter på tallerkenen og bobler i glasset.

Sidstnævnte løsning er naturligvis en del dyrere end standardarrangementet, men om man vælger det ene eller det andet er udelukkende et spørgsmål om temperament og nydelsesbehov. Med standardpakken får man så rigeligt den helt unikke oplevelse, det er at opleve bjergene om natten og overnatte i frostgrader.

I sovepose med handsker på

Klokken nærmer sig tolv, da Emmanuel tager af bordet og tilbyder at tænde op for jacuzzien. Vi takker alle høfligt nej, da ingen af os føler trang til at tage det varme skitøj af.

Dog kigger vi lige forbi det udendørs boblebad, hvor det er muligt at sidde under stjernerne og drikke champagne – men i aften frister soveposerne endnu mere.

På hvert værelse er der opført en seng af is, og den er foret med et isolerende termo-lag samt rensdyrskind. Øverst ligger et par soveposer, som ifølge brugsanvisningen kan klare ned til 30 frostgrader, og vi kravler ned i dem.

»Yakk, det er koldt,« udbryder min kone, og hun har fuldstændig ret.

Selv nede i soveposen, hvor alle lynlåse er kørt helt op, ligger vi de første ti minutter og ryster af kulde. Langsomt, ganske langsomt, får vi varme i kroppen, men både skitøj, handsker og hue kommer i brug, og der går lang tid, inden vi kan tage noget af det af.

Vores flaske med vand gemmer vi også i soveposen, så den ikke fryser til – en klog beslutning, skal det senere vise sig. Men mætte af oplevelser og trætte efter dagens skiløb samt aftenens sneskotur falder vi hurtigt i søvn.

En oplevelse rigere

Syv timer senere er solen stået op, og jeg konstaterer, at det der med tandbørstningen bare ikke fungerer. Uden for igloen står mine ski, og i varmestuen venter mine lune skistøvler på, at jeg stikker fødderne i dem.

Waauuuuu – adskillige kilometers skiløb i jomfruelig nyfalden sne venter nu, før vi atter er tilbage ved restauranten i Grau Roig, hvor vi begyndte aftenen før. Vi leger, carver, kører om kap og smiler hele vejen ned til hotellet, hvor morgenbuffeten venter.

Hele turen har været én stor og anderledes oplevelse. Vi er blevet forkælet, vi har fået nye input, og vi har alle overskredet nogle grænser med hensyn til overnatning. Alle er vi blevet en oplevelse rigere, som vi nødig ville have undværet. Men da vi senere på eftermiddagen kommer tilbage til vores ”rigtige” hotel nede i dalen, har vi kun én ting i hovedet – hvem kommer først i saunaen?

Råd til rejsen

Med hundeslæde

Med faldskærm

Kold fornøjelse

LÆS MERE OM Andorra PÅ GUIDE.DK