Rundt i Roms krinkelkroge

Den første oplevelse ligger for vore fødder, men vi har ikke opdaget den. Over for vores hotel tæt på Roms Termini-banegård er indgangen til Nuovo Mercato Esquilino, et overdækket marked, der tidligere lå i den nærliggende, åbne park Piazza Vittorio Emanuele II.

Duften af især blomster og frugt er intens. Markedet har snesevis af selvstændige boder, selvfølgelig med et bugnende udbud af italienske fødevarer: frugt, grønt, skinke, pølse, vin og olie, men også eksotiske krydderier og i nabobygningen beklædning, som man i Europa forbinder med indvandring.

Anni Knudsen fra den Rom-baserede, skandinaviske turoperatør Amiche Italia har udpeget stedet for os og forklarer:

»Vi er i et etnisk kvarter, dog ikke en ghetto, og her er mange indvandrere. Tidligere havde området et skummelt præg, men efter en ombygning af Termini-stationen i 2000 har det ændret sig, så kvarteret igen er populært blandt italienere.«

Skulle der under markedsbesøget være opstået tvivl om, hvor i verden vi befandt os, bliver vi sikre igen, da vi træder ud. En flere tusinde år gammel romersk akvædukt udgør en del af bygningskomplekset.

Peters lænker og Roms slumkvarter

Vi spadserer over Esquilino-højen, forbi Santa Maria Maggiore, den ene af Vatikanets fire hovedkirker med flotte mosaikker, og kommer gennem Monti-kvarteret ned til kirken San Pietro in Vincoli, hvor man kan se de kæder, som Sankt Peter var lænket i – og kirken navngivet efter – inden han ca. 64 e.Kr. blev korsfæstet med hovedet nedad. Kirken rummer også en imponerende Michelangelo-statue af Moses, der indgår i gravmælet for pave Julius II. Der er andre besøgende her, men ikke overvældende mange, måske fordi Colosseum og Forum Romanum ligger tæt på.

Det er blevet tid til formiddagskaffe, som vi indtager et ydmygt sted, uden at det gør kaffen ringere, ved Piazza della Suburra med navn efter det antikke Roms slumkvarter, som var befolket af ludere og lommetyve, tiggere og småhandlende, men en så prominent person som diktatoren Julius Cæsar (100-44 f.Kr.) voksede også op her.

»Meget af Monti var i romertiden slum. Det blev affolket i Middelalderen på grund af vandmangel, men blev beboet igen, da Rom genvandt sin storhed under Renæssancen. I dag er det et trendy kvarter, hvor alle slags romere bor, typisk i lejligheder, som går i arv fra generation til generation,« fortæller Anni Knudsen.

Vi bevæger os nordpå forbi den italienske præsidents embedsbolig, Palazzo del Quirinale, men opgiver at aflægge præsident Giorgio Napolitano visit, da flagene på bygningen viser, at han ikke er hjemme. I stedet passerer vi i al hast Trevi-fontænens menneskehav, for at Anni Knudsen umiddelbart nord herfor, nær Via del Tritone, kan vise os en godt skjult stump af en romersk akvædukt, Acquedotto Vergine, anlagt af kejser Augustus, som stadig fører vand frem til det berømte springvand Trevi.

I nærheden ligger kirken Sant Andrea delle Fratte også kaldet Madonna del Miracolo eller "det romerske Lourdes" efter den franske mirakel- og valfartsby. Kirkens have er en fredfyldt oase, hvor storbyens tummel og larm er lukket ude.

Romersk villa og middag "hjemme hos mor"

Efter en overdådig frokost med vin på Enoteca Provincia Romana med udsigt til det kendte og forkætrede, svulstige monument for kong Vittorio Emanuele II kommer højdepunkterne i vores Rom-vandring.

I samme bygning som vinbaren er der adgang til en underjordisk historieoplevelse af forbilledlig karakter, en uforglemmelig rejse gennem tiden. Under Palazzo Valentini, som huser provinsen Roms administration, er i de senere år udgravet en antik romersk herskabsvilla, Domus Romane, hvis ruiner i sig selv giver en god fornemmelse af romersk rigmandsliv for et par tusinde år. Men historien gøres levende og nærværende ved hjælp af et multimedieshow, som på gulve, loft og vægge viser, hvordan villaen formentlig har set ud i al sin pragt, da den var i brug. Musik og fortælling om datidens romerske liv ledsager forestillingen. Vi går rundt over ruinerne på et tykt glasgulv, og da lyset dæmpes af hensyn til multimedieshowet, kan det være svimmelhedsfremkaldende at føle, at man nærmest svæver i rummet. Rundturen varer ca. en time, og de fleste vil efter nogle minutter vænne sig til glasgulvet.

Således mætte af indtryk fra en fortidig verden blev det igen tid til at stille den rigtige sult. På forhånd var der bestilt bord på restaurant Der Pallaro, et ydmygt udseende og rustikt indrettet traditionelt trattoria med romerske specialiteter et par gader syd for Piazza Navona.

Det er nemt at beslutte sig. Gæsten skal kun tage stilling til, om han eller hun vil drikke hvidvin eller rødvin. Menuen er fastlagt, og det blev vi ikke kede af. Først antipasti bestående af oliven, fennikelsalat, skinke, linser og fritterede osteboller. Derefter to slags pasta og tre slags kød med hjemmelavede franske kartofler. Til sidst citronkage med mandarinjuice – uhm, hvor blev vi dejligt mætte, for ikke at sige proppede.

Der Pallaros signora Paola har trods sine næsten 70 år snor i det hele. Hun siger, at hun holder sin ansigtshud glat og blød ved at stå i dampene fra kogende pasta i køkkenet, men hun har også tid til at hilse på gæsterne i restauranten. Hun er på Der Pallaro hver dag under frokosten kl. ca. 12-16 og efter et par timers hvil igen til mellem midnat og kl. 2, hvor middagen serveres. Hendes svigerfar, Mario Fazi, åbnede stedet i 1927 og døde i 1971. Signora Paola har været med siden 1962.

Hvad koster sådan en oplevelse? Omkring 210 kr. inkl. første kande vin. Men en prisforhøjelse er på vej, så regn med ca. 225 kr., og glem ikke drikkepengene! Lettere besværede gik vi hjemad gennem Roms jødiske kvarter. Belysningen og brostenene gav et hyggeligt indtryk i aftenmørket, og kosher-restauranterne så fristende ud, men, men ... Det må blive næste gang.

Fire råd til rejsen

LÆS MERE OM byferie i Italien PÅ GUIDE.DK