Børnenes skiparadis

Frosten bider i kinderne, foran munden er der dannet kager af is på elefanthuen, og små iskrystaller har sat sig til rette i øjenvipperne. På slæden foran sidder børnene pakket ind i rensdyrskind, og foran dem galopperer otte slædehunde synkront af sted kun afbrudt af sporadisk snapperi og forsøg på at lette ben i fuld galop. Med foden hvilende på hundeslædens bremse og med lidt god vilje og fantasi kan man forestille sig, at man er Knud Rasmussen på vej over indlandsisen.

Men hundene tilhører Frederik, og kortegen af hundeslæder befinder sig et sted i højfjeldet mellem Högfjeldet og Lindvallen i Sälen på vej gennem snelandskabet mod en sæterhytte nogle kilometer derude, hvor der skal gøres holdt for at indtage varm kakao og vafler, inden turen går tilbage igen.

Frederiks slæde kører bagerst, og med jævne mellemrum genlyder landskabet af hans kommandoråb, og inden vi drog af sted, sås han i liggende slagsmål med nogle af de mest ivrige af hundene, for lige en gang for alle at sætte magtforholdet på plads.

Han har flere end 60 hunde i alt, og man forstår på hans lidenskabelige indgangstale om hundene, fjeldet og slædekørsel, at det for ham er andet og mere end blot en måde at tjene penge på i skisæsonen.

For os andre er det et afbræk midt i skiferien, men et fantastisk spændende, morsomt og smukt afbræk.

Ikke for meget slik

Tre dage før gav det ekko hele vejen til færgen i Helsingør.

»Husk nu, ikke for meget slik. De skal heller ikke se for mange film! Har I husket solcreme, ekstra sokker, bøger, spil og dit og dat.«

De var mange, formaningerne, men de blev også efterladt på kajen, da bilen rullede om bord på færgen og kursen sat mod shoppen, hvor de søde fristelser stod i kø. En uge er jo lang tid, så der kan være brug for lidt af hvert – chokolade skal man i hvert fald have, og det samme med lakrids, vingummi, tyggegummi, og der er nu ikke noget som pastiller, når man står på toppen af fjeldet og spejder ud over herlighederne. Og så også lidt lækkert til om aftenen.

Som læseren måske har gættet, blev mødrene hjemme for at passe arbejde og diverse, så skiferien til Sälen i Sverige bestod af to gange fædre og tilsammen tre døtre på 10, 10 og 13 år. Et perfekt match var der bred enighed om i bilen, mens filmudstyret blev rigget til på bagsædet omkring Nivå, og de to fædre allerede var fordybet i samtale om Champions League, rockmusik og andre væsentlige emner.

Forudseende havde vi til egen store tilfredshed også været, så en lasagne til mindst et par dage var pakket forsvarligt ned i bagagerummet sammen med øvrige indkøb til den kommende uge, heriblandt også rigelig rødvin, for som vi er enige om, kan vi jo altid tage det med hjem igen, hvis det ikke bliver drukket.

For vi var jo ikke på vej til Sälen for at lave mad, men for at stå på ski. Så meget som muligt, og de to mindste havde endda i fællesskab udviklet den plan, at det i år var året, hvor de skulle have det store gennembrud på snowboard, så tre dages snowboardskole var bestilt hjemmefra.

Derfor var vi også taget af sted i god tid, og med en indlagt overnatning i Säfle små 500 kilometer fra København, var planen, at skiene nok skulle ramme sneen søndag først på eftermiddagen. Troen var intakt, da vi om formiddagen snoede os vej gennem Dalaernes smukke, solfyldte landskab, hvor sneen lå tungt på de store fyrretræer som et vidnesbyrd om, at vejrliget var godt og roligt og havde været det et stykke tid.

Men da vi ankom til Sälen, var det som altid til konstateringen af, at udlevering af ski, støvler, liftkort, hjelme, stave, og ikke mindst nøgler tager så tilstrækkelig lang tid, at mørket så småt var begyndt at sænke sig, og børnene i øvrigt var blevet sultne, da alt omsider var båret ind i hytten.

Rigeligt med udfordringer

Næste dag viste Tandådalen sig fra sin bedste side med høj sol, da vi med slæbeliften begav os af sted mod nabofjeldet, Hundfjället. Sälen består af fire skiområder, der hænger sammen to og to. Det største område udgøres af Tandådalen og Hundfjället, der ligger forbundet af en slæbelift på et par kilometer. Det andet område, Lindvallen og Högfjellet, som også er internt forbundne, ligger 10 kilometer væk, så for at prøve bakkerne der skal man enten starte bilen eller tage bussen. Logistikken forhindrer dog ikke Sälen i at kalde sig Nordeuropas største skiområde – en titel, man i øvrigt også pynter sig med i Åre og Trysil.

Størst eller ej, her er rigeligt for både familien, de letøvede, øvede og såmænd også de hårde halse, som kan muntre sig på ”Væggen”, der med sin 45 graders hældning for vi andre ser halsbrækkende ud fra slæbeliften, mens vi er på vej mod Hundfjällets eldorado af grønne, blå og røde pister og ikke mindst det ”must” for alle børnefamilier, som ”Troldeskoven” med udskårne, talende dyr og indlagt vaffelstue udgør.

God plads på pisterne

Her er rigeligt til en lang dag i sneen, og selv om vi ikke er de eneste, der har fået den idé at tage til Sälen i uge 7, så er der plads på pisterne, og køerne ved de effektive lifter er aldrig længere, end at det er til at leve med og egentlig blot udgør en hyggelig pause, hvor de seneste meritter kan evalueres, inden det går løs igen. For Sälen er med sine mange og forholdsvis korte pister, men også et rigt liftsystem, det perfekte sted både at lære at stå på ski, men også at træne sit skiløb, selv om man har stået på ski i mange år.

Og selv om Tandådalen og Hundfjällets til sammen 60 velpræparerede pister af forskellig sværhedsgrad og længde med sine hyggelige restauranter, vaffelstuer og varmestuer fordelt i terrænet er rigeligt til at skabe ramme om en perfekt skiferie for voksne og børn, må man ikke snyde sig selv for en tur til Lindvallen og Högfjället.

Sidstnævnte tiltrækker især par uden børn, der nyder godt af det komfortable højfjeldshotel og de så godt som børnefri pister. Lindvallen er med 44 brede pister i alle kategorier og det største børneområde i Sälen i besiddelse af en lidt højere puls, lidt bedre restauranter og lidt flere aktiviteter end resten af området.

Og så har vi slet ikke nævnt det store badeland, Experium, der selv for folk, som normalt går i en bue uden om vandrutsjebaner og deslige, er den perfekte afslutning på en lang dag på ski med sit meditative spaområde og ikke mindst det store udendørs og opvarmede bassin, hvor man kan lade de ømme muskler massere og lade tankerne drive på langfart med direkte udsigt til fjeld og stjernehimmel.

Fire råd til rejsen

Tur i Troldeskoven: Har man mindre børn med, så skal man ikke snyde dem for turen gennem Trollskogen i Hundfjället, hvor udskårne, talende og syngende trævæsener skaber en rigtig ”trevlig” stemning og hvor den lune ”Vaffelstuga” med varm kakao og sprøde velduftende vafler lokker på halvvejen.

Hemmelige pister: På bagsiden af Tandådalens bjergtop findes mange ”hemmelige” pister samt de udfordrende ”Rail Park”, ”Super Park” og ”Junior Park”. Her kan de pænt øvede børn (og de mest uforsigtige voksne) muntre sig i timevis. Men pas på: Det er så medrivende, at man glemmer trætheden i lemmerne – og så er det, at skaderne sker!

Hop i bølgerne: Reservér en lang eftermiddag til det storslåede badeland Experium i Lindvallen. Det er så saligt efter en lang dag på ski at plaske rundt i det opvarmede udendørsbasin, hvor sneen daler og frosten bider i håret, mens vandet, boblerne og vanddampen indhyller kroppen i ren velvære. Eller efter leg på vandrutsjebanerne, at slappe af i ”Saunavärlden”, hvor sanserne kan pirres med spa, iskoldt eller brandvarmt vand og hele fire slags saunaer (vi er vel i norden), og hvor man kan nyde en drink, mens børnene boltrer sig.

Perfekte pister: Hvor Lindvallen byder på et væld af hurtige røde og sorte pister for de godt øvede, så rummer Tandådalen og Hundfjället de perfekte pister til nybegynderne og de let øvede. Især har Hundfjället et par dejlige brede blå pister, der snor sig ind og ud mellem hinanden, tilpas lange til at man kan få trænet teknikken undervejs eller blot nyde at glide roligt nedad, mens tankerne flyder og landskabet passerer revy.