Fuldt sving i Sydspanien

PARADOR MALAGA GOLF

Hotel Isabel minder mig om de kendte folkekomedier fra 1970’erne. Stedet emmer af den der trodsige optimisme, der gjorde hele årtiet til et spraglet sammensurium af ting, der glimter, blandet med andre ting, der kæmper mod krise og forfald.

Marmorgulvet spejler det gulddekorerede interiør, og henne ved baren sidder en mørk skikkelse, der for det utrænede øje nemt kunne ligne en yngre Burt Reynolds. Til højre lige rundt om hjørnet ligger receptionen og minder om et ældre postkontor.

Da jeg stiller mig hen foran den mørke trædisk, går der et par sekunder, før receptionisten, en midaldrende herre med gråt overskæg, føler trang til at hæve sit ansigt, hvorefter han byder mig velkommen med en venlig og overraskende professionel mangel på interesse.

Jeg får et værelse på femte sal. Oppe fra altanen er der en storslået udsigt, og man kan se kysten mod øst sammen med de kæmpe Playamar betonsiloer, der nærmest er blevet symboler for kystbyen.

Hele vejen op ad de firkantede monolitter ligger altanerne som store riller, indrammet af hver deres foretrukne vinduesdesign. Det ser mildest talt forfærdeligt ud. Længere nede ad kysten kan man ane Malaga og lufthavnen, der kaster det ene fly efter det andet ud over Middelhavet.

Jeg er ankommet til Torremolinos, der ligger cirka 15 minutters kørsel vest for Malaga Lufthavn. Det har taget mig godt fire timer at køre fra østkysten og hertil via A7, der for det meste løber hele vejen langs middelhavet og forbinder provinshovedstaden Almeria med de to store nabobyer, Murcia i øst og Malaga i vest.

Jeg havde egentlig set frem til turen og håbet på en særlige spansk udgave af den amerikanske High Way One, men det ønske får jeg ikke opfyldt. Det er ikke for ingenting, Spaniens sydøstlige hjørne populært kaldes for hele landets drivhus.

Med over 10.000 hektar frugt- og grøntplantager er udsigten til hvide, plastikoverdækkede marker det absolut dominerende kendetegn på de kanter. Flere steder er bjergsiderne nærmest skjult bag en rodet mosaik af hvide felter, og til tider er det som om, vejen er henlagt til verdens længste industrikvarter. Men det er marts måned, og efter sigende skulle plastikken kun være et forårsfænomen, indtil afgrøderne kan klare sig selv under den skarpe sommersol.

Torremolinos er også industri. Bydelen udgør den første forplejningszone for de millioner af turister, der hvert år strømmer fra lufthavnen og ned langs kysten. Bare et stenkast fra solkystens største lufthavn går den seks kilomenter lange ferieby for at være oprindelig smittebærer til den neon og betonepidemi, der nu i årtier har plaget store dele af Costa del Sol.

Går man en tur langs strandpromenaden, føler man sig uvægerligt klemt inde i en sandwich bestående af strandbarer på den ene side og souvenirbutikker på den anden. Ovenover troner kæmpe lejlighedskomplekser og hoteller, der alle synes at kæmpe om de forreste pladser.

Sniger man sig væk fra promenaden og op til den gamle bydel, kan man for en tid begrave sin betonkuller i byens gamle shoppingdistrikt. Heroppe hænger skilteskoven stadig tungt over gågaden, men butikkerne er mange og varierede, og med lidt stædighed kan man godt finde en lokal restaurant, der ikke har ’fish and chips’ øverst på spisesedlen.

Visuel katastrofe

Torremolinos er en visuel katastrofe, der burde saneres helt ned til knæhøjde. Ingen tvivl om det. Men når det er sagt, så er det stadig lidt sjovt at være fanget i denne Olsen Banden-agtige kulisse. Ud af øjenkrogen kan jeg hele tiden se Yvonne komme stavrende med sommerhat og en skinger monolog, mens resten af slænget forsøger at gemme sig bag hendes mindst lige så højrøstede kjole. Der er noget anakronistisk over stedet, som om en hel tidsalder har slået sig ned og besluttet sig for, aldrig at gå af mode.

Samme fornemmelse af tidslomme får jeg dagen efter, da jeg besøger Parador Malaga Golf. Fra hotellet tager det mindre end et kvarter at køre de få kilometer langs kysten til banen, der er kendt som Costa del Sols ældste golfattraktion. Ifølge klubbens egne kilder skal man helt tilbage til begyndelsen af 1920’erne for at finde kimen til anlægget.

Dengang yndede det engelske kongehus åbenbart at feriere i området, og hvad skal man da få tiden til at gå med foruden golf, når man er medlem af den engelske adel? Den navnkundige banearkitekt, Harry Colt – kendt for blandt andet at have skabt Wentworth i England – bliver først bedt om at lave en ni-hullers bane på området.

Efter 2. verdenskrig træder en anden berømthed til, Tom Simpson, og redesigner hele anlægget, mens yderligere ni huller bliver tilføjet samlingen. Den royale bane genåbner i 1965, og Parador udgør dermed nestoren blandt alle banerne på solkysten.

Der er nu ikke meget sorgløst aristokrati over anlægget denne råkolde morgenstund i slutningen af marts. Temperaturmåleren i bilen er stoppet ved 10 grader, og der blæser en stikkende vind ind over stranden, som gør det en anelse ubehageligt at tænke på golf.

Jeg har en starttid klokken 9.28, men da banemanageren tjekker morgenens liste med spillere, bliver jeg kastet direkte ind i en bold med to ældre medlemmer. Der røg den opvarmning, tænker jeg og forsøger med et par risikable strækøvelser at speede kropstemperaturen til et nogenlunde driftsklart niveau. Jeg har det egentlig okay med koldstarter, men denne morgen føles bare umanerlig ugæstfri.

Heldigvis viser mine spillepartnere sig at være et par imødekommende pensionister fra Østrig, der med stor entusiasme påtager sig værtsrollen, nu hvor jeg er debutant på deres bane. Især stiger stemningen, da jeg forsigtigt påstår, at jeg da sagtens kan tale en smule tysk.

Herefter folder ægteparret sig ud med lange forklaringer på hulforløb og boldplaceringer, nogle af dem modstridende, så jeg må liste min egen baneguide frem ad baglommen.

»Det hjælper jo alt sammen,« siger jeg og forsøger at holde deres forskellige forklaringer op mod guidens anbefalinger.

Parador er i sig selv ikke nogen speciel uoverskuelig bane. Faktisk ligger den som et temmelig fladt stykke land, klemt inde mellem lufthavnens landingsbane og en smal sandstrand, der vist nok er forbeholdt naturister. Længst inde i landet er hullerne afgrænset af gamle eukalyptus træer og et virvar af blomstrende buske. Længst ude løber de ubeskyttet langs vandet og gør vinden til den absolut største faktor – hvis man da ikke regner et par nøgne baller, eller det der er værre, med til listen over særlige udfordringer.

På nettet kan man finde nogle ret spøjse billeder af en nøgen strandgæst, der står og ser på, mens golfspilleren Søren Kjeldsen slår bolde i forbindelse med en turnering på European Tour i 2010. Jeg selv når ikke at blive udfordret af den slags frigjorte mennesker – men nu er det jo også temmelig køligt denne morgen.

Men tilbage til spillet. Efter et trukket teeslag og et besøg i greensidebunkeren lykkes det mig at få skrabet en par i land på første hul, et kort par 5-hul med en smuk afslutning mellem træerne. Det knirker og knager i hele kroppen, og på andet hul trækker jeg endnu en gang mit teeslag i venstre – et typisk ”stiv-som-et-bræt”-syndrom, når hænderne får lov at lukke sig over bolden.

Det hjælper heller ikke, at vi må stå og vente længe på andet teested. Østrigerne fortæller, at det er helt normalt for banen. ”Om morgenen er der altid mange mennesker – men om eftermiddagen. Aldrig et øje”, siger manden. Forklaringen skulle angiveligt være, at klubben har cirka 800 medlemmer, hvilket er usædvanligt mange her på kysten.

På tredje hul gør konen et stort nummer ud af en ekstra sø på venstre side af green. Den blev tilføjet, sidst European Tour var på besøg, forklarer hun, hvorefter manden genkalder sig sit møde med Thomas Bjørn. ”Er geht wie ein König”, siger han og går et par skridt som en kongelig Thomas Bjørn. Fra mesterskabstee er par 4-hullet bare 279 meter langt, så noget skulle de vel også gøre for at skærpe de professionelles opmærksomhed.

Vi fortsætter over en lille bro til endnu et par 4-hul, der viser sig at være det mest kuperede på banen. I hvert fald lykkes det mig fuldstændig at overse to-bolden foran, der, skjult i en lille dalsænkning, bliver udsat for mit i øvrigt denne gang udmærkede teeslag. Det er altid småpinligt på denne måde at presse sig fremad på banen, som om man hverken ejer pli eller den fornødne tålmodighed.

Gu’ er det irriterende, når nogen slæber sig af sted foran en, fordi de skal bruge fem-seks prøvesving og et minut med dyb meditation og åndedrætsøvelser, før de kan slå til en bold. Men golf er ikke en kontaktsport, og selvom tempoet går for langsomt, så er det næppe grund nok til at slå efter hinanden.

Da vi møder de to spaniere på næste green, er de heldigvis søde og forstående – alt forladt og god tur! Og det var så det sidste, vi så til dem resten af runden.

Efter 6. hul krydser vi vejen op til klubhuset og begiver os ad 7. fairway ned mod stranden. Til venstre ligger Parador-hotellet og ligner en kæmpe, hvid hacienda. Den lave bygning slænger sig få meter fra vandkanten og passer visuelt til det tilbagelænede strandliv – som et par hyttesko til en hvid habit. Nobelt og casual, som man siger. 7. hul fører også ned til et knapt så heldigt kompleks af søer og vandløb, der mest af alt ligner resterne fra et badeland. Den blå gummiliner stikker op alle vegne og gør vandhasarderne til en blanding af swimmingpools og branddamme. Ikke den mest heldige kombination.

Efter 7. hul går det et par gange frem og tilbage langs vandet, der nok kan høres og duftes, men som i det store hele forbliver skjult for spilleren. En lille jordvold og et alt for iøjnefaldende stålhegn løber hele vejen langs stranden og gør det umuligt at få øje på andet end havmåger og de utallige fly, der gang på gang kommer summende henover banen.

I klubbens materialer står hullerne beskrevet som ”links”. Anførselstegnene er deres egne og fortæller vel meget godt, hvilken tilsnigelse det ville være at sætte lighedstegn mellem ægte links og disse i sandhed lidt farveløse strandhuller.

Fra 12. hul siksakker banen frem og tilbage mellem stranden og træerne, hvilket giver mest bonus, når greens får lov at låne karakter fra den gamle bevoksning længere inde i landet. 12. hul er også stedet, hvor jeg holer et langt chip for en syver, hvilket på mange måder viser, hvor svær den til tider ret smalle og bunkerglade bane kan være.

Greens er generelt meget små, og bunkers af den slags, hvor der ofte kun er plads til en enkelt mand med et sandjern. Det hjælper heller ikke, at banen trods sin alder faktisk er pænt lang. Næsten 6000 meter fra klubtee er på ingen måde en invitation til ekstra lave scores, især ikke når vinden får lov at lege med fra 7. til 17. hul.

12. hul er samtidig stedet, hvor jeg for første gang får øje på papegøjerne, der dukker frem her og der og alle vegne. Deres undulatagtige pludren danner et livligt lydtæppe, og flere gange samles de små grønne fugle til fællesspisning i udkanten af fairway.

Oppe i træerne hænger deres store reder og ve den, der har slået sin bold over i nærheden af boligen. Så bliver der skældt ud på papegøjesprog! Efter runden fortæller banens manager mig, at de skulle stamme fra Argentina, og at de efterhånden er blevet en plage i hele Sydspanien. Det skal nok passe. Som besøgende er det formentligt tilladt at anskue papegøjerne som et både muntert og eksotisk lille indslag.

Efter et par lidt triste traveture frem og tilbage fra 14. til 16. hul virker 17. hul som en frisk lille lækkerbisken, inden det igen går tilbage op ad 18. hul mod den hvide by med hotellet og det lille klubhus i baggrunden. Efter jeg har sagt pænt farvel til de snaksalige østrigere, begiver jeg mig træt og en smule forslået – altså i scorekortmæssig forstand – over til hotellets cafe.

Fra terrassen kan man se ud gennem hotellets gård til vandet, der spejler sig i den blå himmel, mens en enkel hotelgæst forsøger at trække lidt varme ud af forårssolens blege stråler. Det er vel sådan, det er, tænker jeg, og tygger i den klassiske, hvide toastsandwich med skinke og ost.

Der er ikke meget at blive eksalteret over, og nogle steder kan man godt blive lidt døsig, men hyggeligt, dét er det da – som et charmerende lille stykke royal historie, der har nok i sig selv.

Parador Malaga – kort fortalt

Allerede fra man kører op ad alléen og gennem den klassisk indgangsportal, fornemmer man stedets plads i historien. Parador Malaga Golf er det nærmeste, man kommer på selve roden af spillets stamtræ.

Banen er anlagt i 1920’erne af den navnkundige Harry Colt og senere udvidet af den næsten ligeså berømte Tom Simpson, hvorfor den i dag nærmest fremstår som et ormehul, en direkte billet til golf, som det blev spillet i sportens mere prominente ungdom.

Parador Malaga spiller grundlæggende som en parkbane med indslag af links. Banen har patina og kan visse steder virker en smule fersk sammenlignet med mere moderne golfbaner, men den taktiske udfordring med kuperede greenområder og dybe potbunkere giver konstant svar på tiltale, og man undres konstant over, hvor svært det er at overliste den gamle dame.

Hullerne langs havet skuffer en smule, men både starten og afslutningen mellem de gamle palmer og pinjetræer vidner om stor indsigt og kreativ forståelse for spillets finere nuancer.

12. hul går for at være rundens højdepunkt, men i min verden er 17. hul en mindst ligeså værdig kandidat, et 311 meter langt par 4-hul, der kræver et præcist andetslag til en smal green indrammet af træer.

Banen har flere gange lagt græs til turneringer på Europa Touren og er overraskende lang for en bane af sin alder (6259 meter fra bagerste klodser).

Hvad ellers?

På det lange stræk fra Almeria til Malaga er det småt med interessante golfoplevelser, selvom nogle få steder byder sig til. De tre baner Playa Serena, Almerimar og Alboran ligger omkring byen Almeria og bliver generelt vurderet ens, selvom Almerimar kan bryste sig af at være designet af Gary Player. Jeg har ikke selv spillet nogle af de tre baner, men vurderet ud fra andre spilleres udsagn, så er Playa Serena et godt sted at starte.