En bane, der er en rejse værd
Nytænkning skaber Nordens største golfanlæg. Silkeborg Ry Golfklub tilbyder 54 huller på to meget forskellige baner.
Den 2. april 2013 så en helt ny konstruktion i dansk golf dagens lys. Her indgik den hæderkronede Silkeborg Golf Club et samarbejde om at drive en helt ny golfbane i Ry.
Banen i Ry byder absolut på udfordringer for golfspillere på alle niveauer.
Bag banen i Ry står byudviklingsselskabet Kildebjerg Ry, der var kommet i klemme, da driftsselskabet Pro Ark Plus sidste efterår gik konkurs blot en måned efter banens åbning.
Kildebjerg Ry stod nu med en ny 18-hullers golfbane samt en enestående Pay & Play bane på ni huller. Det ligger ikke i selskabets formål at drive golfbane og den nydannede Ry Golfklub med under 100 medlemmer var ikke i stand til at tage over. Løsningen blev en samarbejdsaftale med naboklubben i Silkeborg.
Den nye samarbejdskonstellation har fået navnet Silkeborg Ry Golfklub. Klubben råder nu over 27 huller på den berømmede skovbane i Silkeborg, hvor der i år skal afvikles europamesterskaber. Hertil kommer så anlægget i Ry, der ligger 16 kilometer længere mod sydøst. Her er der 18 huller på en åben parkbane samt en Pay & Play bane af samme standard som den store bane. Sammenlagt er hele anlægget det største i Norden.
Banen i Ry
Både 18 hullers banen og Pay & Play banen i Ry er tegnet af den internationalt anerkendte danske golfarkitekt Line Mortensen i samarbejde med den professionelle golfspiller Søren Kjeldsen.
Hele Kildebjergområdet er på 160 hektarer og her fik Line Mortensen lov til at vælge først, således at golfbanen kom før bolig- og erhvervsområderne. Det betød at hun har kunnet indplacere golfhullerne i landskabets naturlige let kuperede terræn.
Under Anden Verdenskrig blev der gravet tørv i områdets lave strækninger, så det har været forholdsvis simpelt at udgrave de seks større søer, der ser ud som om, at de altid har ligget der. De gunstige betingelser har også gjort det muligt at anlægge en bane uden blinde huller eller andre spidsfindigheder.
Baneanlægget ligger for mange af hullernes vedkommende smukt op til et stort skovområde, mens andre huller ligger helt frit. Her har Line Mortensen lavet en detaljeret beplantningsplan, hvoraf første del bliver iværksat allerede til efteråret.
Golfbanen i Ry er af eksperter vurderet til at være Line Mortensens bedste. Og efterhånden som banen falder til og beplantningen vokser op, regnes den for at komme til at høre til blandt Danmarks mere spændende og udfordrende.
Husk sandjernet
Det er absolut en fordel at få styr på sit bunkerspillet, før man besøger den store bane i Ry. Line Mortensen har med rund hånd drysset ikke færre end 136 bunkers rundt på banen.
Hertil kommer seks store søer, der er i spil på flere af hullerne. De kuperede og gode greens er som de første i Danmark anlagt ved hjælp af gps-teknologi.
Terrænet er bestemt også en udfordring, naturen har således skabt et par store slugter, som skal passeres undervejs. Lange huller hvor man i nogle tilfælde endda skal op af bakkerne gør det heller ikke nemmere. Banen er endnu åben, så vinden kan være en yderligere forhindring i at nå rundt i sit handicap.
Banen i Ry byder absolut på udfordringer for golfspillere på alle niveauer, og det er præcis, hvad Mortensen og Kjeldsen har ønsket. Det er en af den slags baner, som man gerne spiller igen, for at se om scoren dog ikke kan forbedres.
Ry banen er kun foreløbig ratet. Der er næppe tvivl om, at rækkefølgen på handicapnøglen vil blive ændret, når den endelige rating foreligger. De lokale spillere giver også udtryk for, at et nogle flere slag til at nå banen rundt i vil være på sin plads.
Professionel ros til Pay & Play
Den nihullersbane er af en ekspert betegnet som én af Danmarks bedste, smukkeste og sværeste Pay & Play baner.
Banen har seks par tre huller, to par fire huller samt et par fem hul. Nogle af hullerne ligger meget smukt placeret inde i skoven. Den tætte placering op til træerne, en sø og en del bunkers udgør udfordringerne for såvel øvede som uøvede spillere.
Da Silkeborgs nyslåede professionelle spiller Mads Kristensen første gang prøvede banen i Ry, ville han også teste Pay & Play-banen. Han blev så begejstret at han tog tre runder her, da han her fandt optimale betingelser for at træne sit korte spil.
Besøger man banen i Ry, kan det absolut anbefales at afsætte tid til at tage en runde på nihullersbanen.
Banen i Silkeborg
Silkeborgs 27 huller behøver ikke større præsentation for golfentusiaster. Banen ligger gang på gang i top fem ved diverse kåringer af Danmarks bedste baner. Den optræder også på internationale ranglister.
Silkeborg anlægget er smukt placeret i en skov og er således altid beskyttet mod generende vind.
Golffaciliteterne i Silkeborg har i de seneste år gennemgået en større renovering og udbygning og har i dag en meget høj standard. Der er fine både uden- og indendørs træningsfaciliteter. Der er også velfungerende restaurant og proshop.
Det kan ses som en anerkendelse af forholdene, at europamesterskabet for herrehold i 2013 er henlagt til Silkeborg. Klubben har gennem 10 år selv arrangeret en international amatørturnering, der nu er den største af slagsen i Norden.
Den mest kendte silkeborgspiller er naturligvis Thomas Bjørn, men inden for det seneste år har Silkeborg yderligere fostret to professionelle spillere i Morten Ørum Madsen og Mads Kristensen.
Nye anlæg giver nye muligheder
Samarbejdet mellem de to golfanlæg giver helt nye muligheder, fortæller direktør og manager i den nye Silkeborg Ry Golfklub, Mads Rugholm.
»Vi kan nu tilbyde vores medlemmer at spille på to vidt forskellige baner. Det betyder også, at medlemmerne kan komme til at spille golf, selv om den ene bane er optaget af turneringer eller company days. Det betyder igen, at vi kan tilbyde flere af disse arrangementer, som kan styrke klubbens økonomi. Vi bliver også styrket i markedsføringen af vores golfanlæg i de nordiske lande og overfor sjællændere.«
»Kampen om nye medlemmer til golfklubberne er hård, også her står vi nu stærkere med et bredere tilbud og et større geografisk grundlag. Målet er, at vi i løbet af fem år tiltrækker 550 nye medlemmer, og med et medlemsstal på 2.000 vil vi være Danmarks største klub,« tilføjer Mads Rugholm.
Mange golfklubber har store økonomiske vanskeligheder. Risikerer I ikke at komme i samme situation ved at indgå i det nye samarbejde?
»Nej, det er helt risikofrit for medlemmerne i Silkeborg Ry Golfklub. Samarbejdsaftalen er skruet sådan sammen, at klubben ikke kan miste penge. Der er garanti for, at medlemmernes kontingent ikke stiger udover den almindelige prisstigning,« svarer Mads Rugholm.
Der hersker stor optimisme om det nye samarbejde. Og de første 50-60 nye medlemmer er allerede kommet til.