Paradis for Polkagrise

Øjnene bliver store som tekopper, og hjertet slår et ekstra slag allerede i døråbningen. En massiv duft af nylavede bolsjer omfavner nyankomne og suger børn som voksne ind i et paradis af farvestrålende forkælelser i den smålandske landsby Gränna.

Fra lyse, venlige og meget svenske fyrretræsreoler og købmandsdiske med dybe skuffer, der sender tankerne til Pippi Langstrømpe, lokker bolsjer og slikkepinde arrangeret fra gulv til loft.

Store kurve og borde bugner af lakridsbolsjer, frugtbolsjer, pebermyntebolsjer og slikkepinde i alle tænkelige former, farver og størrelser. En slikkepind, der er halvt så stor som én selv, kan ikke undgå at vække stærke følelser hos et barn, der er vokset op med en lille ugentlig pose lørdagsslik.

Med tilbageholdt åndedræt stormer de mindste på må og få mellem herlighederne. Det er svært at vælge, når man har fået lov til at snolde i en af bolsjebutikkerne i Gränna. Al denne herlighed. Og alle de bolsjer og slikkepinde kan vi takke én person for. Hun hed Amalia.

Begyndte med en tragedie

I år 1858 ramte sygdom en fattig familie i den smålandske landsby, der ligger på østbredden ved Sveriges næststørste sø, Vättern. Amalia Erikssons mand – den lokale skrædder – døde af kolera og efterlod hustruen alene med datteren Ida. At være fattig enke og eneforsørger uden indtjening i det lille samfund, hvor der ikke var arbejde at få, bød på et liv i elendighed.

Men den 25-årige enke var en kreativ og beslutsom kvinde. Hun opfandt polkagrisen – den lange rød-hvide snoede sukkerstang – og gjorde i det hele taget op med flere af datidens normer i det lille samfund. At lave produkter af rent sukker var aldrig set før. Og at sælge dem direkte i vejkanten var heller ikke normalt, men det gjorde Amalia Eriksson, for hendes hus lå ved vejen – på trods af at kvinder slet ikke måtte drive virksomhed på den tid.

Ingen polka uden gris

Salget af polkagrise fra vejkanten blev en stor succes, og i 1859 fik hun tilladelse fra myndighederne til at drive sin forretning. Hun fik dispensation, fordi hun var enke. Snart indgik polkagrisen som en uadskillelig del af festritualerne i det lille bysamfund.

På Amalia Erikssons tid var polka en meget populær dans, og det var god tone, at manden forærede partneren en gave, når han inviterede hende til polka. Amalias slik blev den foretrukne gave, og ordet polka blev føjet til grisen. Ordet gris skyldes spiralformen, der associerer til grisens krølle på halen. På den måde fik verdens første slikkepind sit underlige navn.

Polkagrisene gjorde Amalia Eriksson til en rig og betydningsfuld person i Gränna. Hun døde 99 år gammel i 1923, hvilket må fjerne enhver tvivl om, at slik er usundt. Datteren Ida førte traditionen videre og udviklede produkterne til det udvalg af polkagrise, hold kæft-bolsjer og meget mere, som hylderne nu bugner af. Det gjorde hun frem til sin død i 1945.

Amalia Eriksson holdt opskriften tæt til kroppen, og hendes viden tog datteren med sig i graven. Men at dømme efter de mange bolsjekogerier i byen har man luret hende fidusen af. Ikke desto mindre fortsætter hemmelighedskræmmeriet. Ingen af bolsjekogerierne vil ud med deres opskrifter. Vi ved dog, at hovedingredienserne er sukker, vand og eddike.

Efter opvarmning til 150 grader hældes sukkermassen ud på en køleplade. Amalia Eriksson brugte selv en kold marmorplade. Så skal massen æltes, først med en skraber, siden ved at massen trækkes ud og lægges sammen igen. Der skal arbejdes hurtigt. Ti minutter efter er sukkermassen for kold til, at den kan hives og strækkes.

Den klassiske polkagris er rød og hvid. Derfor iblandes halvdelen af sukkermassen rød farve. Den hvide farve skyldes alene små luftbobler, der med en særlig slynge arbejdes ind i sukkermassen. Når den hvide og røde masse er færdig, lægges de sammen i parallelle baner, hvorefter hele molevitten vrides rundt for at danne den velkendte rød-hvide spiralstruktur. Endelig rulles polkapølsen ud og klippes i passende stykker med en stor saks, der minder om den skræddersaks, Amalia Eriksson selv benyttede.

Et ton sukker om ugen

Polkagrisen er jo af svensk oprindelse, og der er gjort mange forsøg på at iføre den de svenske blå-gule farver. Det er aldrig slået an, og de danske farver er fortsat dem, der hitter.

Grenna Polkagriskokeri er ét af byens 15 bolsjekogerier. Lykkes det at løsrive sig fra butikkens fristelser, kan man bagest i butikken følge bolsjekogerne trylle kedeligt sukker om til lækre godter. Om sommeren er der 30 personer ansat, og de langer et ton slik over disken hver uge. Ganske imponerende i en by med 2.400 indbyggere.

Selv om Polkagris-paradis kun ligger tre timers kørsel fra Helsingborg, så er det alligevel et stykke vej at køre blot for at gå amok i bolsjer. Men heldigvis er alibiet i orden, da der er andre spændende ting at foretage sig i Gränna.

En ulykkelig polarekspedition med ballon blev iværksat af bysbarnet Salomon August Andrée i 1897. Kun tre dage efter afrejsen mod Nordpolen gik gassen af ballonen, og ekspeditionen strandede i is og kulde for at fryse ihjel. Ballonen og ekspeditionen blev senere fundet, og den tragiske historie kan genopleves på Grenna Museum, der ligger skråt over for bolsjekogeriet.

Trænger børnene til at brænde sukker af, så går der en færge hver halve time fra Gränna Hamn til Visingsö. Sejlturen tager 20 min. Lej cykler eller tag hestevognen øen rundt og nyd madpakken i borgruinerne. Man kan se øen på et par timer, men den inviterer til at bruge længere tid. Øen er i øvrigt lavet af en jætte, der var galant nok til at smide en håndfuld tørv i Vättern, så kæresten kunne skridte tørskoet over søen.

Bo hos Amalia

Er man til shopping efter andet end bolsjer, så tag en strøgtur i Gränna. Det er som at vandre ned af hovedgaden i en af Astrid Lindgrens historier. Hvide, gule og især røde træhuse med dekorativt udskårne verandaer og trapper. Malede træskilte og gammeldags smedejernsskilte lokker ind i butikker og restauranter, hvor fyrretræet også dominerer stemningen fra gulv til loft.

Selv om cafeen måske sælger burgere og cola, så ville man ikke undre sig synderligt, hvis Pippi og Annika smuttede ind ad døren for at købe en polkagris for en af Pippis guldpenge.

Skal historien om Amalia Eriksson og hendes polkagrise leves fuldt ud, så kan man overnatte i hendes hus, der i dag er et hyggeligt lille hotel og måske sidde neden for huset ved vejen, hvor hun solgte sin første polkagris.