I beduinernes fodspor

Er du ok?«

Spørgsmålet lyder med et slet skjult smil fra vores chauffør, Khaled, efter at han med speederen i bund har udfordret tyngdepunktet i den tonstunge firhjulstrækker langs sandbankens stejle skråning, som var vi adrætte baneryttere i et indendørs seksdagscykelløb.

Vores tøven bliver hurtigt erstattet af et synkront firstemmigt hyl, idet Khaled atter lader bilen rutsje offpiste ned ad den massive klit, imens sandet fyger omkring os, og madkurven laver tunge saltomortaler omme i bagagerummet. Donk. Donk.

Ørkenræs i Qatar kan være noget af en rystetur, hvis man ikke forinden har placeret bagpartiet solidt i sædet med den ene hånd om sikkerhedsselen og den anden i et fast greb om nakkestøtten foran.

I disse mere eller mindre krampagtige positioner og suppleret af en blanding af nervøse hyl og optimistisk hujen går det op, ned og sidelæns hen over de mange sandbanker, der strækker sig som enorme bølger i et beige hav af sand, sand og atter sand. Det er smukt i al sin ensformighed.

De mange hjulspor i sandet tyder på, at ørkenræs er en yderst populær fritidsbeskæftigelse i Qatar, og vi er da ej heller alene i den enorme sandkasse denne sensommereftermiddag. På toppen af sandklitten længere fremme anes en flok unge mænd, der med benzin i tanken og adrenalin i blodet udfordrer hinanden i hasarderet kørsel på hver sin robuste quad bike i det kuperede ørkenterræn.

En frodig oase i det golde landskab

På spidsen af en af de højeste sandbanker slukker Khaled bilens motor. Stilhed. Det er tid til at ryste lemmerne på plads og nyde udsigten over den største naturattraktion i Qatar: En indlandssø, der ligger som en frodig kontrast til det omkransende golde ørkenlandskab.

Navnet er egentlig misvisende, for søen er nærmere en fjord, der har sin udmunding i Den Persiske Golf.

Ovre på den anden side af vandet skimtes konturerne af Qatars enorme naboland Saudi Arabien, der toner sig frem blot ti kilometer borte. Bag os strækker sandbankerne sig og kaster lange skygger af sig, i takt med at solen nærmer sig horisonten og maler det golde ørkenlandskab i varme, rødgule farver.

Kun sporadiske lave buske og træer trodser stædigt det ubarmhjertige klima og bryder fornemmelsen af uendelighed i Qatars store sandkasse. En sandkasse, der trods det hastige byggetempo i landet stadig dækker langt størstedelen af den lille halvøs totale areal.

Det er dog ikke kun på landkortet, at ørkenen fylder meget. Det samme gør den i den lokale befolknings bevidsthed. På trods af at enorme fund af olie- og gasreserver på ganske få årtier har forvandlet Qatar fra et fattigt beduin- og perlefiskersamfund til verdens rigeste land, synes ørkenen stadig at have en helt særlig tiltrækningskraft på den arabiske befolkning.

Kamelerne er for længst erstattet af moderne hestekræfter, men fortiden ligger endnu dybt i qatarierne, der i karavaner af robuste firhjulstrækkere drager af sted i fritiden med kurs mod de åbne vidder af ørkensand, imens skyskraberne i hovedstaden, Doha, fortoner sig i bakspejlet.

Den unikke stilhed

Som små oaser i ørkenen ligger lejrene med permanent opslåede telte. Nogle er private. Andre kan lejes. Konceptet er dog det samme: Det er øde, enkelt og primitivt. Og så er her stille. Helt stille. Herude, langt fra hovedstadens metropolske summen og med stjernehimlen som eneste loft, mødes familier og venner til hummus, brød og krydret lammekød på grillen, imens duften af æbletobak fra vandpiberne breder sig tungt i luften.

Kun bølgernes skvulpen i mørket og den evindelige brummen fra den noget malplacerede el-generator bag teltene bryder stilheden. Måske er det denne unikke stilhed, der tiltrækker. Måske er det kontrasten til de topmoderne højhuse og internationale hoteller i hovedstaden. Måske er det den koncentrerede hygge, det frembringer at sidde ude i absolute nowhere med intet andet underholdning end hinandens selskab og stjernebillederne, der vender skævt på disse breddegrader.

Kontrasterne er til at få øje på, da vi ved midnatstid atter drager tilbage mod civilisationen. Det ujævne ørkenterræn erstattes af nyanlagt motorvej, og ørkenens tusmørke brydes af det skarpe lys fra olieraffinaderierne i det store industriområde på indfaldsvejen mod hovedstaden Doha. Det er raffinaderier som disse, der har lagt grundstenen til den enorme forandring, som Qatar har gennemgået i løbet af mindre end en generation. Det er tankevækkende.

Her midt på den brede motorvej – med den golde ørken bag os og storbyens farverige neonlys ventende forude – er det som at være medpassager på en hæsblæsende og kontrastfyldt færd mellem fortid og fremtid. En færd, som Qatar begav sig ud på for et par årtier siden, og som stadig konstant udvikler det tidligere så fattige lille ørkenland.