Romernes åndehul

Castelli Romani blev dannet ved vulkanudbrud for 35-40.000 år siden. Så fulgte titusinder af år med stridende stammefolk, men i det femte århundrede før Kristus tog romerne over, og så kom der skik på sagerne. Cicero, Cato og Lucullus var blandt de prominente romere, der byggede villaer i Castelli Romani, fordi man her slap for storbyens tummel, og fordi luften i de lave bjerge især om sommeren er kølig og frisk.

Sådan har det mere eller mindre været siden da. Castelli Romani tiltrækker velstillede romere – paven har sin sommerresidens, Castel Gandolfo, her – men bakker og bjerge er i dag også tætbefolket af fastboende, der bl.a. dyrker vin – hvem kender ikke Frascati? – og får himmelske madvarer ud af dyr og jord.

Frugt og grønt er i særklasse pga. af det milde, subtropiske klima med passende mængder af sol og regn.

Rester af romerriget

Vi begynder med fortiden under en formiddagsvandring med høj sol og blå himmel. En gangbar og afmærket sti fører os fra Frascatis udkant til Tuscolo, romernes Tusculum fra det første århundrede før Kristus, som stadig er under arkæologisk udgravning.

Vi ser resterne af et amfiteater, Forum, Tiberius' villa og adskillige bygningsrester uden angivelse af oprindelig funktion. Men mest ser vi nok på udsigten, der ikke fås bedre: byer og landsbyer så tæt, at det er vanskeligt at skille dem fra hinanden, op og ned over bakkerne, der er saftigt grønne, i det fjerne Rom, Den Evige Stad.

Vore lokale ledsagere forklarer, at mellem bakkerne mod syd ligger to søer, Albano og Nemi, på de steder, hvor fortidens vulkaner dannede kraterne. Ved Tuscolo står vi faktisk på kanten af et krater fra vulkanen Laziale, som angives at være 700.000 år gammelt.

Vi kører rundt i Castelli Romani i bil. Vi kunne have valgt cykel eller scooter, men de fleste andre kører også i bil, så der er trængsel på vejene.

Særligt ramt er søndagene fra april til september, siges det, men også hverdage i maj var en trafikal lidelse på de smalle, snoede veje.

Fredfyldte småbyer

Men byerne er balsam for sjælen, når man først har fundet en parkeringsplads:

Lanuvio mod syd, der er ældre end Rom og har spor af bogstaver, som former det ældst kendte latin fra det sjette århundrede før Kristus. Bogstaverne ligner de græske, men lokale autoriteter sværger på, at det er latin – vi tror dem gerne.

Nemi, der ligger underskønt højt over søen af samme navn og er kendt for sin frugtavl og for, at på søens bred lå engang et tempel til ære for Diana, gudinde for jagt, dyr og planter. Nemi siges at være fem grader køligere end omgivelserne.

Ariccia, der også ligger ved Nemi-søen og er kendt for porchetta, den italienske rullesteg (se 3 råd til rejsen).

Castel Gandolfo med pavens sommerresidens og udsigt over Albano-søen tiltrækker især nutidens romere, når de trænger til et afslappende weekendophold.

Afslappet tilværelse

Frascati mod nord, som har et stort antal gamle villaer, hvoraf Villa Aldobrandini er den mest kendte, men som de fleste danskere formentlig kender fra den middelmådige hvidvin, der sælges i supermarkeder herhjemme. Det er synd, at byen er blevet synonym med billig vin, for de omliggende vingårde producerer også vin af høj klasse, både hvid, rød og rosé.

At gå rundt i disse fredfyldte – når vi ser bor fra biltrafikken – småbyer er lige så afstressende som et varmt karbad. På cafeer og restauranter sidder man ude fra tidligt forår til sent efterår og sipper af sin espresso, latte eller cappucino, og ved frokost- og aftensmadstid går man om bord i et overflødighedshorn af kulinariske frembringelser. Ikke nødvendigvis pasta eller pizza – som selvfølgelig kan fås – men lige så meget pølser, kødretter, oste og ikke mindst grøntsager, alt sammen så varieret og mangfoldigt, at en madglad nordbo nemt forspiser sig.