Brasiliens grønne kyst forfører

Der går ikke meget mere end en times tid, efter vi har forladt Rio de Janeiro, før det landlige Brasilien begynder at dukke op.

Sukkerrørsmarker, græsenge med køer, spredte landejendomme og en kraftig dominans af farven grøn.

Men det er først, da bussen tager et højresving, og vi kommer ind på kystvejen, at det rigtige eventyr starter. Costa Verde – Den Grønne Kyst – kører vi nu ad, og det river og flår i os efter at kunne stoppe op og få lov at nyde de flotte panoramaer i stilstand.

Men det lader sig ikke gøre, for vi er ombord i en rutebus, og kursen er sat mod Paraty, som venter endnu halvanden times kørsel forude. Som minutterne går, tager kystens skønhed til i styrke.

På et tidspunkt kører vi højt oppe, og til venstre indfanger blikket myriader af småøer, drysset ud i det jadegrønne vand. Alle øerne er klædt i en irgrøn dragt af saftig jungle. Det er ved den lejlighed, vi lover hinanden, at her må vi tilbage til på en dagsudflugt fra Paraty.

Der går ikke mange minutter, før Paraty viser sig at være et skønt bekendtskab. Så køn og interessant, og så med en fabelagtig beliggenhed ud til en skærgård og til den anden side mystiske jungleklædte bjerge, som rejser sig brutalt i højderne.

Byen er en skatkiste af fuldendt barok-arkitektur. En slentretur langs de små stræder ødsler med hvidkalkede huse, små torve, prægtige kirker og fornemme palæer.

Nu og da kan man nemt komme til at vrikke om på fødderne, for det er kolossale brosten, stræderne er belagt med. De fleste af bygningerne er opført i første halvdel af 1700-tallet.

Portugiserne anlagde Paraty i 1597 og brugte den i mange år frem som udskibningshavn for guld, som blev sejlet hjem til moderlandet til det portugisiske hof.

Byen ligger ideelt ud til en skærgård med masser af småøer, alle omgivet af det smaragdgrønne vand. Netop skærgården kalder på dejlige sejlture, helst i sådan en rigtig »scooner«, så man får fornemmelsen af et rigtigt krydstogt.

Bilfri by

Paraty er helt oplagt på Unescos liste over verdensarv. Det har selvfølgelig yderligere bidraget til dens store popularitet blandt turister – både dem fra Brasilien og dem udenfor. Men aldrig i et omfang, så man får for meget af masserne.

Med status som Unesco-by følger også restriktioner, som efter beboernes mening nogle gange kan være overdrevne. »Ikke et søm må vi slå i væggen, uden at have tilladelse,« mener en beboer, vi møder uden for hans hus.

Byens gamle kvarter er også bilfri – bortset fra beboernes egne biler. Det sætter vi hurtigt pris på. Mange varetransporter foregår med hestekærrer, og lyden af hestenes klove på de store brosten er med til at give denne stemning af fortid.

Aftenerne bærer på en særlig magi i Paraty. Så sænker en fred og hvile sig over den gamle bys stræder. Lysene tændes i lanternerne, i caféerne, og ud fra husene lyder sprøde bossanovarytmer.

I bjergene bag Paraty ligger den gamle guldrute Cunha, som blev benyttet af kolonisterne for flere århundreder siden. Herinde i junglen er der fugtigt og varmt, og derfor føles det befriende at svale sig i et af vandfaldene herinde. I nærheden af vandfaldet ligger et gammelt destilleri, hvor der fremstilles »cachaca« og »batidas« – ret så stærk brasiliansk spiritus, som kan minde om rom.

Møllen producerer drikkevarerne på grundlag af sukkerrør, som dyrkes nærved. Drivkraften er stadig et møllehjul, som får energi fra et fossende vandløb. Vi smager på herlighederne, men det bliver ved to smagsprøver, for det er stærke sager, og yderligere vil beruse, og med udsigt til vandring igennem skoven på tilbageturen vil det næppe være den bedste idé.

Ilha Grande lever i den grad op til forestillingen om en bounty-ø. Her er 106 strande at vælge imellem, så ordet forkælelse kan næppe være overdrevet. Den er på størrelse med Møn, så det giver mening at tale om én stor strand.

Flere film er da også optaget her, eksempelvis Den Blå Lagune fra 1980. Øen er flittigt besøgt i weekenderne af fortravlede storbymennesker fra Sao Paulo og Rio de Janeiro, og så er der dømt party døgnet rundt.

Vila do Abraão er øens eneste by, og her er alt centreret omkring. Langt de fleste af overnatningsstederne ligger side om side langs stranden og lidt inde i flækken.

En båd med turister har netop lagt til kaj, og unge mænd står parate til at foreslå overnatning og til at fragte kufferter i en trillebør til det valgte sted.

Her er nemlig ingen biler – og derfor ingen veje. Bortset fra en flisebelagt havnepromenade, går man i sand, og det kan være besværligt at slæbe på kufferter. Stranden i Vila do Abraão er ok, men taber noget på pointskalaen, når man har set bare et par af de andre 105 af slagsen. Derfor vælger vi – som de fleste andre – at tage på udflugter med skonnerter.

Samba ombord

Der går næppe mere end en halv times tid, før tre vennepar kaster sig ud i forførende samba, tilskyndet af de høje rytmer, som strømmer ud af højtalerne på dækket. Turens første par øl er halet indenbords, og en herlig løsagtig stemning forplanter sig i blandt os.

Skipper lægger til ved Lagoa Azul – Den Blå Lagune – kaster anker, og slukker motoren. Herpå springer vi alle ned i det lune, klare vand. Under vandoverfladen bevæger masser af farvestrålende fisk sig smidigt omkring vores kroppe.

Efter en halv times sorgløs badning og snorkling venter den gyldne sandstrand inde på land, og her kaster vi os ned, lige uden for faldretningen af de modne kokosnødder, som hænger i klaser langt oppe.

Så fløjter skipper som tegn på afgang. Endnu en skøn strand ud af i alt fire denne dag venter. Det bliver så ikke i dag, vi får Lupez-Mendes-stranden at se. Den anses af mange brasilianere for at være den flotteste i hele Brasilien.

Næste dag ser vi så stranden på egen hånd og må medgive, at den er svær at matche. Alene vandreturen hertil ad en sti igennem regnskoven er interessant, for her kommer vi tæt på kryb og farverige fugle og kåde aber i træerne.

Lupez-Mendes er omkring 100 meter bred, og sandet er fint som pulver. I modsætning til strandene på den modsatte side af øen vender denne ud mod Atlanterhavet, og det giver gode bølger for surfere.

Grum fortid

I al den harmoni og skønhed, man nyder på Ilha Grande, står det så meget desto mere i skarp kontrast til den dunkle fortid, øen havde for ikke så mange år siden.

For hen ved hundrede år siden var det skruppelløse pirater og smuglere, som hærgede farvandet omkring, derpå blev den base for to berygtede fængsler, hvor hårdkogte kriminelle afsonede deres straffe under kummerlige forhold helt frem til 1994, hvor det sidste af fængslerne blev lukket.

Til historien hører også, at militærjuntaen under sit styre anbragte politiske agitatorer og intellektuelle i fængslerne sammen med de regulære banditter.

Siddende på stranden i Vila do Abraão er der et glimrende udsyn til en bizar kæmpeklippe inde midt på øen, som peger lukt op i himlen. Den hedder Pico do Papagaio, og jo, den kan såmænd godt ligne en papegøje.

Næsten tusind meter høj er klippen, og her ved middagstid begynder skyerne at samle sig om toppen og indhyller sceneriet i mystik. En fed, violet sky bygger op over os, og en times tid senere åbner den sine sluser og sender uophørlige mængder af vand ned over os.

En halv time senere er hele dramaet overstået, og solen skinner atter. En kort stund lå stranden totalt øde hen, men nu har issælgerne atter gang i forretningen. Endnu en berigende dag på Ilha Grande er ved at være omme.