I Hamsuns rige
Den norske forfatter Knut Hamsun, nobelprisvinder og nazist, var stærkt inspireret af kystlandet nord for Polarcirklen, hvor han voksede op og boede nogle år senere i livet. Hans poetiske forhold til den overvældende og overvældende smukke natur præger flere af hans bøger. Kom tæt på Hamsuns land og Hamsun selv 60 år efter hans død.
Berømt og fordømt. Disse ord hæftes ofte på Knut Hamsun, Norges største forfatter. Berømt, fordi han skrev nogle af litteraturhistoriens mest indflydelsesrige romaner og med "Sult", "Mysterier" og "Pan" skabte højdepunkter i den litterære modernisme. Han fik Nobels litteraturpris i 1920 for "Markens grøde". Fordømt, fordi han under Anden Verdenskrig støttede den tyske besættelsesmagt og det tyske naziregime. Hamsun blev ikke strafferetligt dømt efter krigen, men ved civilt søgsmål pålagt at betale en erstatning på 325.000 kr. for at være nazist, en i efterkrigstiden så stor sum, at han blev ruineret.
Hamsun havde sit barndomshjem, der kan besøges om sommeren, i Hamsund (med d) få kilometer fra Hamsunsenteret.
Berømt og fordømt kan man i mindre målestok også sige om Hamsunsenteret på Hamarøy, en kontroversiel bygning, der åbnede i 2009, 150 år efter Hamsuns fødsel. Den amerikanske arkitekt Steven Holl har brugt bygningen til at fortolke Hamsuns litteratur: Skæv, kantet, poetisk, fortællende, isoleret beliggende, men vidåben mod landskabet omkring. Holls koncept for centret var: »Bygningen som krop – en slagmark for usynlige kræfter.« Hamsun ville næppe have brudt sig om den, kritisk, som han var, over for moderne tidsånd, som han fandt hektisk og overfladisk. Bygningens højde og svimmelhedsfremkaldende skæve gulve og vægge ville næppe heller have behaget Hamsun, der led af højdeskræk.
Skepsis blandt ældre nordmænd
Hamsunsenteret er nu oppe på 20.000 besøgende årligt, og mange, især ældre nordmænd, kommer med negative forventninger til centrets fremstilling af Hamsuns støtte til tyskerne, siger stedets litteraturformidlere Solveig Hirsch og Andreas Lødemel. Et fåtal får formentlig forventningerne opfyldt, for fingrene er ikke lagt imellem, hverken i udstillingen, på centrets hjemmeside eller i forskellige skrifter og bøger, som kan købes på stedet. Nazisten Hamsun er en kompliceret størrelse med mange negative aspekter, men også formildende omstændigheder, som at han, forgæves, prøvede at overtale Hitler til at fjerne den diktatoriske tyske rigskommissær i Norge, Josef Terboven, og at Hamsuns støtte til tyskerne måske i afgørende grad udsprang af hans aversion mod britisk imperialisme.
Hamsun debatteres stadig heftigt, han læses, hans ånd lever. Lever gør i bogstavelig forstand også den natur, som den evigt søgende Hamsun elskede at vandre i, beskrive og lade være kulisse for sine kærlighedshistorier og fortællinger om det simple liv med budskaber om fred og selvforsyning, men også med afstandtagen fra modernitet og forhastede fremskridt.
Landskabeligt virvar
Hamsun havde sit barndomshjem, der kan besøges om sommeren, i Hamsund (med d) få kilometer fra Hamsunsenteret. Centret ligger, hvor Hamsun boede meget af tiden hos en onkel, og der er kun få skridt til tidevandsstrømmen Glimma, hvis beroligende brusen er beskrevet flere steder i romanerne. Lad os høre, hvordan Hamsun selv beskrev landskabet i "Pan" fra 1894: »Fra min hytte kunne jeg se et virvar af øer og holme og skær, nogle blånende fjeldtinder, og bag hytten lå skoven, en uhyre skov.«
Denne naturens gavmildhed oplever man, hvis man kører, cykler eller vandrer rundt i "Hamsuns Rike", et turistsamarbejde mellem fire kommuner. Steder som Helnessund, Nordskot, Bogøy, Engeløya og Hamarøy er højdepunkterne. Traditionelt levede man her af landbrug og fiskeri, men i dag er lakseopdræt og turisme lige så væsentlige økonomiske bidragydere.
Den besøgende tilbydes masser af adspredelse: kajak, kano, dykning, lystfiskeri i elv og hav, fuglekiggeri med havørne, indsamling af bær og kantareller, fjeldture, gårdbesøg og ridning. På Engeløya er der masser af gravhøje og spor af øens position som magtcentrum i Vikingetiden og senere betydningsfuldhed som tingsted og handelscentrum. Øens mest markante, historiske aftryk er Batterie Dietl, et af Europas største kystforter fra Anden Verdenskrig. Tyskerne opførte med russiske krigsfangers opslidende indsats batteriet, hvis kanoner skulle forhindre allieret indtrængen gennem Vestfjorden til Narvik, der var udskibningshavn for svensk jernmalm til den tyske krigsindustri.
Kanonerne rakte over til Lofoten på Vestfjordens nordvestside – ja, faktisk hen over øgruppen, hvis det skulle være, men det blev aldrig alvor, og i dag udspiller sig en mere fredelig "krig" hen over Vestfjorden. Lofoten har masser af turister; det har Hamsuns Rike ikke – endnu. Man slår på, at man har alt det, som Lofoten har, og en del mere: Skærgård, større variation i naturen, lange fjorde, elve og dale, landbrug, kulturlandskab og skove.
Fra Hamsuns Rike kan man se det meste af Lofot-væggen, øernes blåsorte fjeldtinder, der ligner en uigennemtrængelig mur. Den ser man selvklart ikke, hvis man er på Lofoten, så borgmester Asle Schrøder fra Steigen, en af de fire kommuner i Hamsuns Rike, kan med god ret sige:
»Hvis du vil se hele Lofoten, må du til Steigen.«
Blå bog - Knut Hamsun
- 1859: Født i Gudbrandsdalen den 4. august og døbt Knud Pedersen.
- 1862: Familien flytter til Hamsund på Hamarøy.
- 1868-1874: Seks års skolegang og fra 1872 opvækst hos sin morbroder på Presteid.
- 1877: Udgiver "Den gådefulde".
- 1879: Forlader Nordnorge og tager via København til USA, hvor han i 1885 første gang i officiel sammenhæng bruger navnet Knut Hamsun.
- 1888-1890: Bor i Oslo (dengang Kristiania), København og Lillesand og får sit gennembrud med "Sult", der udgives på Gyldendal i København. Bor senere bl.a. på Samsø.
- 1894: Udgiver "Pan". I de følgende år ægteskab, barn, flere udgivelser og rejser.
- 1911: Flytter tilbage til Hamarøy, hvor han har købt gården Skogheim.
- 1917: Sælger Skogheim og flytter til Larvik. Udgiver "Markens grøde".
- 1918: Køber gården Nørholm ved Grimstad.
- 1920: Modtager Nobelprisen i litteratur.
- 1936: Opfordrer vælgerne til at stemme på det nazistiske Nasjonal Samling, men stemmer ikke selv. Ved den tyske besættelse af Norge i 1940 opfordrer Hamsun de norske soldater til at nedlægge våbnene.
- 1943: Mødes med Hitler og den tyske propagandaminister Joseph Goebbels.
- 1945: Skriver nekrolog over Hitler dagen før Norges befrielse, i husarrest på Nørholm, internering, indlæggelse på sygehus, alderdomshjem og psykiatrisk klinik, hvorfra konklusionen i 1946 lyder: "Varigt svækkede sjælsevner.«
- 1948: Højesteret stadfæster, at Hamsun var medlem af Nasjonal Samling og dømmer ham til at betale 325.000 kr. i erstatning.
- 1949: "På tilgroede stier", Hamsuns sidste af 40 bøger, udkommer.
- 1952: Knut Hamsun dør i hjemmet den 19. februar, og hans urne nedsættes på Nørholm. Han var gift to gange og havde fem børn.