Lofoten: Vandland for voksne

Man kan komme til Lofoten på mange måder, men det føles naturligt at "angribe" dette norske ørige ca. 200 km nord for Polarcirklen fra søsiden, så vi tager færgen fra Hamarøy til Svolvær.

Det bliver en betagende sejlads over Vestfjorden i solnedgangen, hvor Lofotens blåsorte, savtakkede tinder står som silhuetter mod aftenhimlen, der fremviser de fleste nuancer i farvepaletten. Undervejs på den godt to timer lange sejlads anløber vi Skrova, hvor færgen må kante sig ind gennem bølgeskumspyntede skær og rev.

»Godt, at styrmanden kender vejen,« tænker jeg, for færgen er tæt på forræderiske granitskær, som det vil være fatalt bare at strejfe.

På Lofoten og i kystområdet inden for øerne får vi flere store oplevelser til søs, og vandet føles som det naturlige element her, hvor barske, arbejdsomme mennesker i århundreder har levet af et givtigt, men farligt fiskeri. Før oplevelserne lidt om, hvad Lofoten er og var:

Fisk og folk i unik natur

Først og fremmest er Lofoten voldsom natur. Fem store øer og et utal af mindre fremstår på afstand som en sammenhængende og uoverstigelig mur af granit og gnejs, der i luftlinje løber ca. 150 km fra nordøst til sydvest og når en højde af næsten 1.200 meter. Hovedøerne er nu om dage bundet sammen af broer og tunneler, og europavej E 10, der også har status af norsk national turistvej, er 166 km fra Fiskebøl til Å. På øerne bor ca. 25.000 mennesker.

Havde det ikke været for Golfstrømmen, ville dette område mellem den 67. og den 69. nordlige breddegrad være bundfrossent, isdækket og næppe beboet i nævneværdig grad. Men den varme havstrøm betyder mildt vejr og plusgrader i luft og havvand det meste af året. Temperaturrekorden er 30,4 grader, og på de sydvestligste øer er gennemsnitstemperaturen over frysepunktet året rundt. Det kan ingen andre så nordligt beliggende steder på Jorden præstere.

Fisk tiltrækkes af de venlige forhold i havet, og med fisken følger mennesker. I mindst 1.000 år har mennesket udnyttet, at torskestimer hver vinter trækker fra Barentshavet ned i farvandet ved Lofoten for at gyde. Fiskerne kalder denne torsk for skrei, og den skulle være genetisk forskellig fra den kysttorsk, som vi er vant til at spise. Skrei er gennem århundrederne blevet fanget i enorme mængder, først fra robåde, men nu om dage fra relativt små fiskekuttere, kaldet sjarkbåde. Siden tørres fiskene på land bundet sammen ved halen to og to på træstativer i al slags vind og vejr eller bliver saltet og lavet til klipfisk og eksporteret til især Sydeuropa, hvor man på markeder og i butikker kan se norsk tørfisk til op imod 400 kr. pr. kilo. Prisen skal ses i sammenhæng med, at fisken under tørringen er skrumpet til en femtedel og under "optøning" i vand før tilberedning igen "vokser" til mere end firedobbelt vægt. Ud over penge, mange penge, fik Norge opskriften på den sammenkogte fiskeret bacalao med sig hjem fra Sydeuropa. Trods sit spansk eller portugisisk klingende navn har bacalao fået en uformel status som norsk nationalret.

Historien om Lofotens fiskeri – tørfiskens vugge – får man på Lofotmuseet i Kabelvåg, hvor der også vises traditionelle fiskerobåde og de kummerlige indkvarteringsforhold i hytter kaldet rorbuer, som fiskerne levede under før i tiden. Lofotens fiskeri toppede i årene efter Anden Verdenskrig, og selv om antallet af fiskere, både og forarbejdningsvirksomheder er gået stærkt tilbage, er fiskeri stadig – ved siden af turisme – den vigtigste indtjeningskilde på Lofoten.

Helleflyndere i overstørrelse

Vi har fået en forsmag på fiskeeventyret inden ankomsten til Lofotoen, nemlig ved Helnessund på sydsiden af Vestfjorden. Vi stævner ud med fisker Tom Strømsnes i hans moderne, men i størrelse beskedne sjarkbåd, som han håndterer alene. En del fiskere tager turister med ud, enten for at vise dem, hvordan erhvervsfiskeriet foregår med langline eller net, eller for at lade dem selv prøve lykken med stang og krog.

Vandets temperatur i Vestfjorden svinger året rundt som regel mellem 3 og 14 grader, så det er ingen spøg at falde i, når vandet er koldest. Man dør sandsynligvis i løbet af nogle minutter. Derfor nøjes vi passagerer ikke med at få udleveret en redningsvest, men skal iføre os overlevelsesdragt. Tom Strømsnes klarer sig med varmt tøj, regnbukser og kasket til værn mod de regnbyger, der falder.

Da vi når det sted, hvor en bøje markerer hans udsatte langline med store kroge, kommer han ud af styrehuset og stiller sig i bådens ene side. Her kan han med den ene hånd betjene spillet, som trækker linen ind, og med den anden regulere bådens motor og ror. Meter efter meter af line løber gennem spillet ned i en beholder på dækket, mens Strømsnes behændigt og hurtigt fjerner grøde og andet vedhæng fra krogene.

Pludselig kalder han os alle til rælingen. Det rykker i linen, og langsomt kommer en stor fisk til syne nær havoverfladen. Han får den med alle kræfter i brug ind over rælingen og ned i en kasse på dækket, hvorefter han med en hakke giver den et par dødelige sår i hovedet. Blodet flyder, men fisken, den eneste betydelige fangst på turen, bevæger sig længe.

Tom Strømsnes forklarer, at fisken er en kveite, på dansk en helleflynder, på 25-30 kilo, som han får 50 kr. kiloet for. I fiskebutikken vil prisen være over 200 kr. pr. kilo. Med lidt held har Strømsnes og hans båd altså tjent 1.500 kr. plus betaling fra turisterne på et par timer, og vi spørger, om fiskeriet er et godt levebrød.

»Joooh, kanskje,« svarer Tom Strømsnes og prøver at holde et bredt smil nede, så det er det nok.

Helnessund syner ikke af meget med et næringsliv, der foruden fiskeriet ser ud til at bestå af en benzintank, en frisør, en brugsforening og et hotel, men lederen af hotel Helnessund Brygge, Arild Juul, forklarer, at området er et eldorado for fisketurister, ligesom der kan foretages ture i fjeldene og langs "verdens smukkeste kyst" med hundredvis af øer i skærgården.

»I Helnessund blev der i 2009 sat verdensrekord for fangst af helleflynder på stang med en kleppert på 212 kilo, men rekorden blev slået i 2012,« siger Arild Juul.

Havkajak og flyvende speedbåd

Flere havoplevelser får vi i Henningsvær på Lofoten, en malerisk lilleby med ca. 500 indbyggere og centrum for Lofotens fiskeri fra 1800-tallet. Byen blev først "landfast" vha. broer i 1983 og har derfor kunnet bevare sine malede træhuse, som ellers mange steder har måttet vige pladsen for 1960'ernes og 1970'ernes betonkonstruktioner.

Vi skal sejle i tomands havkajak, og igen præger det kolde vand og de hurtigt skiftende vejrforhold forberedelserne. Daglig leder Frank Hagen hos XXLofoten giver en grundig instruktion i brug af kajakkerne, og ikke mindst sikrer han sig, at vi er korrekt iført det nødvendige overlevelsesudstyr, hvis vi skulle kæntre: tætsiddende heldragt, der kan hindre kroppens afkøling i vandet og sikre opdrift, redningsvest og en slags presenning rundt om livet til at fastgøre over kajakkens mandehul, så den ikke tager vand ind fra bølgesprøjt.

Man føler sig næsten klædt på som en rummand, og man kan blive helt nervøs for, at forehavendet er farligt, når forberedelserne er så intensive. Men Frank Hagen beroliger og lover, at kajakkerne er så stabile, at de nærmest ikke kan kæntre, når først man sidder ned i dem. Den mest betænkelige blandt gæsterne får han overtalt ved at tage vedkommende med i sin egen kajak.

Vi får en slags ilddåb straks, da sejladsen begynder. Der er modvind og små, krappe bølger, så vi må lægge kræfterne i. Men Hagen og hans hjælper i den ledsagende gummibåd ved, at hen under broen og rundt om pynten, dér er der læ og smult vande. Vi nyder stilheden på vandet sammen med den flotte udsigt til by og fjeld, og ikke på noget tidspunkt har vi fornemmelsen af, at noget kan gå galt.

Kajakturen slutter i Henningsværs havn, hvor vi går i land ved restaurant Fiskekrogen, hvor frokosten selvfølgelig står på fisk: Ovnbagt torsk og pandestegt torsketunge – det smager!

Hjemturen fra Henningsvær til Svolvær, hvor vi bor, foregår i et noget andet tempo end kajaksejladsen: Vi border en såkaldt RIB-båd, dvs. en stor, kraftig gummibåd med voldsom motorkraft, der kan få den til at skyde en fart på 45 knob (godt 80 km/t).

Bådføreren vil vist vise os, hvad det handler om, allerede fra begyndelsen, for efter et par minutter lader han båden "lette" op over en bølgekam, så den efterfølgende lander med en gevaldig maveplasker, som sender et voldsomt stød op gennem ryg og nakke på især de passagerer, der sidder i bådens forende. Senere sejler han mere gelinde, men bump, stød og saltvandssprøjt i ansigtet slipper vi ikke for.

Havørne i stort tal

Oplevelserne undervejs er møde med sæler og havørne. Begge holder til på ubeboede småøer, og vi ser sæler vælte sig i vandet og havørne styrtdykke efter de småfisk, som bådføreren kaster ud til dem. Området ved Lofoten har verdens tætteste bestand af havørne, ligesom skarv og søpapegøje er talrigt repræsenteret. Hvaler kan opsøges til havs, og oddere og elge er almindelige på de større øer. Plantelivet nyder også godt at det milde klima. På Lofoten er vi langt oppe i nåletræsbæltet, men løvtræer som birk og røn er udbredte, om end ikke så høje, som vi kender dem længere sydpå. I Henningsvær er man meget stolt af en 120 år gammel italiensk løn, som står centralt i byen. Og så har Lofoten både midnatssol og nordlys, hvis man kommer på de rigtige tidspunkter.