Med flodbåd på Themsen
Vi er fire voksne personer, der til sommer har planer om at rejse ad Themsen eller en anden - gerne mindre - flod til London. Vi påregner at leje en båd i passende afstand fra London, således at sejltiden kan klares på én uge, men også så vi har tid til at opleve de byer, vi måtte sejle igennem. Har Rejsebrevkassen et forslag til, hvor vi kan søge oplysninger om leje af båd, sejl- og rejseplan?
Med venlig hilsen
Birger Thyrring, Hørning
- Flere danske firmaer formidler udlejning af både til flodsejlads i Europa. Frankrig har traditionelt været det mest populære område, men England, Skotland og Irland er kommet godt med. Der findes også vandveje mange steder i Europa, som måske ikke er så kendte af danske turister, men som ligger tættere på og indeholder store naturmæssige og kulturelle oplevelsesmuligheder. For eksempel i Mecklenburg-Vorpommeren og området omkring Berlin.
Hvad angår Themsen kan der indhentes mange relevante informationer hos de firmaer, som formidler udlejning.
Det kan sagtens lade sig gøre at leje en båd one way, så den afleveres ved endedestinationen.
Et godt råd
Et godt råd før afrejse og valg af bådtype og bådstørrelse er at overveje, hvor godt besætningen kender hinanden, og hvor tæt besætningsmedlemmerne kan holde ud at opholde sig sammen. I de fleste situationer er dette ikke et problem, men der er mennesker, som får en flodsejlads ødelagt, fordi de ikke forud erkendte hinandens forskelligheder og behov.
Årstiden kan tillige være af betydning for valg af rute. Hvis man for eksempel tager på flodsejlads i Irland og regner med at inkludere besøg på små, listige pubs og værtshuse undervejs, kan klamt, mørkt og regnfuldt efterårsvejr hurtig sætte en stopper for den lyst.
Generelt kan der lejes både og sejles på Themsen på en ca. 200 km lang strækning fra Teddington tæt på Hampton Court i West London til Lechlade vestpå i Gloucestershire. I de lejede både kan der ikke sejles ind til selve London, da det kræver sejlbevis og sejlerfaring på grund af tidevandets indflydelse samt den kommercielle trafik.
På den sejlbare strækning er der dog masser at se på og rigeligt til både en eller to ugers bådferie. Themsen er en stemningsfyldt flod med slotte (blandt andet Windsor og Hampton Court) og herskabelige landsteder, haver og parker samt masser af kendte historiske byer som universitetsbyerne Eton og Oxford. Hyggelige pubs kanter vandvejene overalt.
Erfaring
Et af de mere erfarne udlejningsbureauer i branchen er SunWay, som ejes af ægteparret Susie og Nic Poulsen. Parret har 20 års erfaring i formidling af ferie på vandet og har selv sejlet og rejst i de områder, som de sælger rejser til. SunWay kan kontaktes på tlf. 86975066 - www.sun-way.dk
Direkte kontakt til flodsejladsfirmaer i England kan blandt andet findes via www.riverthames.co.uk/holafloat/holafloatindex.htm Der kan lejes komfortable og moderne flodbåde fra 2-8 personer med alle faciliteter, og der kræves ingen forudgående erfaring for at sejle, i det man får (eller skal sørge for at få) god instruktion før afrejse.
Turforslag
To af de ture, som SunWay kan arrangere, er med start og slut i Benson (sydøst for Oxford) på fredage eller lørdage:
Først mod nord forbi Abingdon til Oxford. Her kan sagtens bruges en dag til sightsseeing. Derefter sejles tilbage forbi Benson gennem grønne landskaber, for eksempel til dyreparken Beale og videre til Reading, hvor man kan se de gamle bådværfter opretholde byggetraditionerne. Herfra videre til regattabyen Henley, hvor skuden vendes, og kurses sættes mod Benson igen. Turen er 186 km med 32 timers sejlads og passerer 30 sluser. Med strømmen sejles til Henley og gennem flere smukke og hyggelige byer. Herresæder i store parker passeres, og der stoppes i den idylliske landsby Cookham. Windsor Castle og den overdådige kongelige park kan ses undervejs, før turen går tilbage til Benson med stop de steder, man sprang over på udturen. (155 km, 30 timers sejlads, 36 sluser)En båd til fire voksne koster ca. kr. 12 - 15.000 for en uges leje afhængig af sæsonen - dyrest i juli og august.Båden er komplet udrustet med to kahytter med toilet, sengelinned, håndklæder, varme, komplet køkken mv. Kun den personlige bagage skal medbringes.Hertil skal lægges flybillet eller færgebillet med DFDS fra Esbjerg til Harwich med bil; ca. kr. 5 - 7.000 for 4 voksne og bil t/r, igen afhængig af tidspunkt, eller fly.Der findes fine kort over Themsen med alle seværdigheder angivet. De kan fås hos SunWay eller via Det Britiske Turistkontor. ( www.visitbritain.dk)