Gaucho for en dag

Gauchoen Guillermo retter på hatten, mens han fra ryggen af sin hest tæller de andre heste, han har hentet ned fra bjergene, hvor de har græsset. »Der mangler nogle stykker, men de kommer selv ned om nogle timer. Hvem vil have en hest, der kan galopere?« spørger han os uden at kigge op.

Han begynder at spænde sadler på de heste, der skal være vores følgesvende resten af dagen. Hestene står helt stille, mens de venter på at lære deres nye rytter at kende. Vi, der ikke kan prale med at kunne ride, får hjælp til at komme op på det store dyr. Sidste gang undertegnede var oppe på en hest, lykkedes det at glide elegant ned på jorden igen efter et sekund på hesten. Men det var 16 år siden. Denne gang gik det bedre. Langt bedre. Det skulle nemlig vise sig, at der var flere heste, der kunne galopere.

Gaucho i bjergene

Selv om det er vinter i Argentina i juli måned, står solen højt over sletterne, og temperaturerne flirter med de 20 grader. Det betyder også, at det er tiden, hvor jordfarverne dominerer bjerglandskabet. Vores lille karavane på en håndfuld heste og deres mennesker, plus to hyrdehunde, begynder opstigningen i bjergene.

Vi skal igennem tæt bevoksede områder. Guillermo rider først, så han med sin facón, der er en typisk gaucho-dolk, kan skære buskene til og rydde vejen for os andre. Han fortæller, at han elsker gaucholivet så meget, at han har valgt at dedikere sit liv til hestene:

»Jeg sagde mit gode job i banken op for at være ude i naturen sammen med hestene. Jeg tjener meget mindre nu, men jeg er glad. Det er her på landet, jeg føler mig bedst tilpas. For her kan man glemme alle bekymringer og bare ride derudad.«

Fra hesteryggen har vi udsigt til bløde og halv-tørre bjerge, der nærmest går i ét med horisonten. Den syngende fornemmelse inden i os er frihedsfølelsen. Her er der ikke nogen, der kan forstyrre ens tanker. Det er som at tage en stor bid af det gammeldags gaucholiv her i det nordlige Argentina.

De oprindelige gauchoer var spredt i forskellige regioner. Fælles for dem var, at de var jægere, der passede deres liv i fred. Denne frihedsfornemmelse får det til at sitre i os. Vi vil ud på de åbne sletter og virkelig prøve kræfter med hestekræfterne. Vi vil galopere.

Det gamle kloster

Men galopturen må vente. Dagen som argentinsk gaucho er sammensat af forskellige dele. Efter den første ridetur på nogle timer, vender vi tilbage til gården for at spise frokost. Guillermo er alene på vagten, så han er også dagens kok.

Han bor på det gamle kloster fra 1823, der nu er blevet lavet om til en gård. Klostret står, som det gjorde dengang. Det inkluderer også kapellet, der ligger lige ved siden af soveværelserne. I dag tjener gårdejeren penge på at tilbyde halv- eller heldagsrideture med eller uden overnatning på klostret. Erhvervet hedder Cabalgatas Gauchos og er et populært forsøg på at bevare og beskytte lidt at den gamle gauchokultur – og tjene penge på det samtidig. Vi to veninder har valgt den gauchoversion, som indebærer en heldagsrideoplevelse med kost og logi.

Argentinsk hygge

Mens vi vælger, hvilket af de fem soveværelser vi vil have, tilbereder Guillermo nogle klassiske argentinske oksebøffer over udendørsgrillen. Han har også sørget for søde kartofler, som næsten altid pynter menuen på disse kanter. Derudover er der almindelige kartofler, friske avokadoer, tomater, salat, gulerødder og løg. Det hele bliver serveret på autentiske trætallerkner. Og mens det møre kød kæler for vores maver, leger den argentinsk rødvin sødt med vores smagsløg. Stemningen er afslappet, og man sørger selv for at forsyne sig.

Efter maden er der klassisk argentinsk mate-te, som Guillermo har plukket fra ilex-busken bag gården. Til vores held er de andre tre gæster på gården argentinere. Og en af dem er tilfældigvis folkemusiker og har altid sin elskede guitar med sig. Denne dag er ingen undtagelse, så han underholder os med nogle argentinske tangoballader. Ligesom de oprindelige gauchoer også gjorde, når de kom hjem fra en dag i bjergene.

Solnedgang fra hesteryg

Efter frokosten og en kort travetur tager de argentinske gæster hjem igen. Det efterlader os alene med gauchoen, som vi ikke har regnet helt ud endnu. Kan vi stole på ham, når vi nu skal overnatte på klostret helt alene? Ingen af dørene kan låses. Heller ikke hoveddøren. Og ingen vil kunne høre os oppe i bjergene, hvis der skulle ske noget. Vi forsøger at glemme vores tanker ved at hjælpe Guillermo med at samle alle hestene, så de kan drikke og græsse inden vores aftentur.

»Hvis I taler med ejeren, må I endelig ikke sige til ham, at vi har været på solnedgangstur med hestene. Det må man nemlig ikke, fordi det kan være farligt at ride i mørke. Men jeg synes, I skal opleve det, for det er fantastisk,« siger Guillermo alvorligt.

Lidt skræmte, men spændte sætter vi os op på hestene igen. Der er stadig noget tid til, at solen forlader os. Så nu skal vi galopere. Guillermo forklarer, at man bare skal sparke hestene hårdt i siden, råbe ’vamos’ og lade hesten gøre resten af arbejdet. Det virker for selv en nybegynder. Hvis vi havde følt frihedsfornemmelsen oppe i bjergene, føler vi os på disse sletter helt frie for alle bånd og forpligtelser. Vi er ét med hestene. Vi er gauchas.

Da vi når udsigtspunktet i bjerget, forstår vi, hvorfor Guillermo tog os med på aftenturen. 20 kilometer væk i horisonten, mellem solens og himlens rødgule nuancer, ser vi byen Salta. Dernede er de ved at forberede sig til natten. Byens lys tændes i takt med, at himlen skifter farver. Lilla, blå, turkis, rød, orange og gul. Vi står der, til tusmørket tager over.

Lyden af hesteskoene, der rammer gruset og hyrdehundenes åndedrag, er de eneste lyde, vi hører på vejen tilbage. Vi taler ikke så meget sammen. Vi er betaget af den intense sanseoplevelse, det er at ride i mørke. Nattehimlen er så klar, at man næsten kan skimme mælkevejen. Men det er alligevel så mørkt, at vi ikke kan se, hvor vi rider. Derfor må vi hverken trave eller galopere. Kulden begynder at bide i kinderne og intensiverer sanseoplevelsen. Vi fornemmer både natten, hestene og naturen helt inde i knoglerne.

Guillermo rider forrest og hjælper os med at føre hestene den lige vej tilbage gennem sletter, vand og bjerge. Heldigvis har vi også hyrdehundene med os. De gør os trygge. Og det gør Guillermo faktisk også.

Skrækhistorier og nonner

Helt udmattede stiger vi af hestene. Vi ligner gauchoarketyper, der går med benene ud til siden, som havde vi været klistret til en hest hele livet. Det gamle kloster er ikke så godt isoleret, så vi finder vores handsker og huer frem, mens vi prøver at varme os i køkkenet, hvor Guillermo igen kokkererer. Han har spurgt os, hvad vi vil have til aftensmad, og valget er faldet på gryderet med kylling.

Mens gryden passer sig selv, siger Guillermo, at han bliver nødt til at køre i 20 minutters tid for at finde mobildækning, så han kan ringe til sin chef. Han efterlader sin dolk hos os. Hvis nu der skulle ske noget, mens han var væk. Selv om de 20 minutter føltes som en evighed i de mørke bjerge, og selv om der løb tusinder hvad-nu-hvis-tanker igennem vores hoveder, og hundene begyndte at gø, skete der selvfølgelig ikke noget. Men da vores gaucho endelig kom tilbage, faldt snakken hurtigt på uhyggelige historier, der bliver ekstra krydrede på et gammelt kloster. Især når Guillermo fortæller, at de nonner, der boede på klostret var af ordnen ”slaverne af det hellige hjerte.”

»Jeg ved ikke, om nonnerne har noget at gøre med det,« nærmest hvisker Guillermo. »Men nogle nætter vågner jeg af børn, der griner lige uden for mit vindue. Men når jeg tænder lommelygten og kigger ud, er der ikke noget at se. Stemmerne er der dog stadig.«

Den nat sov vi med Guillermos store gauchodolk tæt på hovedpuden.