Strabadser på højfjeldet

Drømmer jeg? Billedet er i hvert fald som et fatamorgana for mine søvnige øjne, da jeg tidligt om morgenen kigger ud ad bjælkehyttens vindue: Morgensolen skinner purpurrødt på det mægtige Gaustafjelds sider og dets store hvide snestriber, mens blågrå skyer sejler forbi den næsten 1.900 meter høje fjeldtop. Sol på fjeldet allerede første dag - og nej, det er ikke en drøm. Men da vi et par timer senere står op, er det hele gråt i gråt med regnvejr, og vejret lever helt op til de kedelige prognoser. Voldsomme regnbyger havde nemlig væltet ned over Norge de seneste par uger, og vejrudsigten for den kommende uge havde heller ikke lovet for godt for det centrale Telemark, da vi en juni-lørdag havde sat kursen mod fjeldet omkring Rjukan: Regn alle dage - og ikke så meget som en halv eller kvart sol på noget tidspunkt på meteorologernes prognoser. Derfor er forventningerne til vejret på et absolut nulpunkt, og vi havde på forhånd opfordret de tre unge til at medbringe kort og alskens andre spil til inde-underholdning i bjælkehytten ved Hotel Gaustablikk under den forventede norske syndflod på højfjeldet. Men heldigvis holder de deprimerende vejrudsigter slet ikke. Jo, den første dag, hvor solen som nævnt kun er fremme ved daggry, øser det ned det meste af tiden, men allerede dagen efter er der opklaring, og dagsordenen giver sig selv: Efter en vækning, som de unge senere karakteriserer som militærisk brutal, er det af sted i bilen til foden af Gausta syv-otte km borte og derefter i gang med den to timer lange og godt 800 meter høje opstigning til toppen.

Norges flotteste fjeld

En tur til toppen er et must, hvis man er i dette flotte fjeldområde, og den skal naturligvis gennemføres, mens vejret er nogenlunde klart. Mange mener, at Gausta er Norges flotteste fjeld på grund af udsigten og den dominerende position som Sydnorges højeste punkt. I klart vejr kan man se en sjettedel af hele Norge, fortæller turistbrochurerne. Helt til Nordmarka ved Oslo i øst, Jotunheimen i nord, Hardangerviddaen mod vest og til Krageøs skærgård mod sydøst. Udsigten er i hvert fald fantastisk hele vejen til toppen, hvor vi bliver en times tid, selv om turistforeningens over 100 år gamle hytte endnu ikke er åbnet. Indimellem kommer der skyer susende, så sigtbarheden er minimal, og vi får også nogle få hagl i hovedet. Men det klarer op igen, så vi kan se ud over det flotte højfjeldsområde ved Kvitåvatn og Gaustablikk, hvor vi selv bor, og ned mod den snævre dal med den lille industri- og turistby, Rjukan, i bunden, som under 2. verdenskrig var målet for en af krigens mest spektakulære sabotage-aktioner. En flok norske sabotører - heraf flere lokale - vendte efter specialuddannelse i England tilbage til Hardangerviddaens kolde ødemark i februar 1943 og kæmpede sig frem til Vemork Kraftværk i Rjukan, hvor tyskerne fremstillede tungt vand, der kunne bruges til udvikling af atomvåben. Anlægget blev sprængt i luften, og sabotørerne flygtede på ski tilbage til Hardangerviddaen. Selv om flere tusinde tyske soldater blev sat ind i jagten, lykkedes det sabotørerne at undvige og overleve på fjeldet, inden de senere flygtede til Sverige. Kampen om det tunge vand er både blevet beskrevet nøje i bøger og flere film, hvor den mest kendte er ”Telemarkens Helte” med Kirk Douglas i en af de store roller.

Kirk Douglas' stand-in

Det viser sig, at ejeren og grundlæggeren af Gaustablikk Højfjeldshotel og den hytte, vi bor i, Olav Svartdal, på grund af sine skifærdigheder blev ansat som stand-in for Douglas i skiscenerne, fordi Douglas, i modsætning til Svartdal, hverken var den store vovehals eller store skiløber. Det var i 1964 og flere år før, at Svartdal - senere kendt som Gaustakongen - fik realiseret sin drøm om at bygge sit eget hotel her i 1970. Turen ned ad den store fjeld-kolos tager kun godt halvanden time, men vi kan godt mærke det i benene bagefter. Næste dag fortsætter vejret med at vise sig fra sin venlige side, og vi tager på kanotur på Kvitåvatn. Vi sejler helt ud i enden af søen og går i land i vildmarken, hvor vi bader i et lille, iskoldt bassin fra et vandløb. Fem mand om et enkelt håndklæde, men det går. Tilbage igen nyder vi en kop kaffe og vafler med jordbærsyltetøj på hotellets terrasse med en formidabel udsigt over Kvitåvatn og til Gausta. Udsigten er ligeså fremragende fra vores store bjælkehytte med græs på taget, hvor vi tilsyneladende har en ræv som nabo. Et lettere forkomment og meget magert eksemplar kommer i hvert fald tæt på hytten - åbenbart for at tigge mad. Han får lidt spegepølse og et par leverpostejmadder - man er vel god mod dyrene - og møder naturligvis også op aftenen efter, hvor ræven bliver forkælet med rullepølsestumper, makrel og torskerogn. Han takker med at urinere på den tomme tallerken efter måltidet - formentlig for at markere. Og som for at vise, at han skam også godt kan selv og ikke udelukkende ernærer sig ved at tigge fra dumme turister, kommer han tredje aften anstigende stolt med to mus i sit lange gab.

Nul huler

Sådan går det slag i slag på fjeldet. Gode frokoster, masser af motion, kortspil etc. En dag går vi til fjeldtoppen Ørnenipa, som er knap 1.340 meter høj, og som ligger et par timers vandring fra hytten. Igen er stierne og fjeldet meget fugtigt, men udsigten over Kvitåvatn, Gausta, Tinnsjøen og det øvrige højfjeld er formidabel og alle anstrengelserne værd. Vi møder kun et par vandrere på turen. En anden dag tager vi serpentiner-svingene og den 20 minutter lange tur i bil ned til Rjukan for at købe lidt ind og tage en tur op med Europas ældste svævebane, Krossobanen, der går op til fjeldet og Hardangerviddaen på den modsattte side af Gaustatoppen. Naturligvis rammer vi også regnvejret på en fjeldtur en af de sidste dage. Fjeldet og stien er ikke alene umanerligt fugtig af flere ugers regnvejr, men da vi har gået en halv times tid i et forsøg på at komme over til nogle huler, Hulderhola, begynder regnen også ligeså stille at sile ned. Vi når aldrig hulerne. En normalt passerbar bæk er blevet så bred, at vi ikke har nogen muligheder for at komme over - og drivvåde vender vi tilbage til hytten, hvor der bliver fyret op i pejsen for at tørre tøj. Hotel Gaustablikk råder over 97 værelser, 32 lejligheder og 10 store hytter, hvor vi altså bor i den ene. Direktør Jan Stabell og hans kone Bente står i spidsen for 35 ansatte i sommerperioden og ca. 90 ansatte i vintersæsonen, hvor der både er mulighed for langrend og alpint skiløb på skianlægget, der er det 7. største i Norge med 32 nedkørsler. »40 pct. af vores gæster er danskere, og det er gode kunder. Vi har aldrig haft en eneste klage fra en dansker,« siger Jan Stabell. Vi klager da heller ikke. Ikke engang over vejret. LÆS OGSÅ: Fjeldtur i vandrestøvler og solcreme