Fortsæt til indhold
Rejser

Guide: Brug kortet på rejsen

Hvor skal vi veksle, hvilke gebyrer møder vi, og hvornår skal vi bruge betalingskort?

Her er gode råd til, hvordan du får mest muligt ud af rejsebudgettet.

Rådene er lavet med hjælp fra: Troels Holmberg, økonom i Forbrugerrådet, John Norden, partner i Mybanker.dk, Kim Valentin, partner i Finanshuset i Fredensborg, Nets og forbrug.dk.

Skal jeg veksle hjemmefra?

Det er altid rart at have en skilling på lommen til en flaske vand i lufthavnen eller til taxituren til hotellet, lige som du også har brug for kontanter til toiletbesøg på bilferien sydpå.

Men tag ikke for mange penge med, for dels er der en risiko for at blive bestjålet undervejs til destinationen, og det er i mange tilfælde billigere at bruge betalingskortet end at have købt valuta hjemmefra.

Skal jeg vove det sorte marked?

Det kan være en god forretning, men mange ender med en lang næse, når de veksler valuta på gaden i f.eks. de østeuropæiske og arabiske lande. Lad dig ikke friste, for du er på udebane, og det kan være svært at overskue kurserne.

Mon ikke gadevekslerne tænker mere på egen vinding end at gavne dig?

Visa eller Mastercard?

Visa-kortet er det mest populære, men Mastercard er også udbredt at have med på ferien.

Hvilket der er billigst i brug, afhænger af din banks valutakurser og hvilke gebyrer, du bliver opkrævet. Med et Visa-kort koster det 30 kr. at hæve fremmed valuta for op til 2.000 kr. i pengeautomater samt et kurstillæg på 1-1,5 pct. af beløbet afhængigt af, om du rejser i eller uden for EU, mens gebyrerne varierer for andre korttyper.

Nogle udenlandske banker opkræver også et hævegebyr. Brug af Visa-kort i forretninger koster ligeledes 1-1,5 pct. af beløbet i gebyr til din bank. Også her svinger gebyrerne for andre korttyper.

Så tjek betingelserne for dine betalingskort inden afrejsen. Lav regneeksempler på hvad du skal betale banken for at købe eksempelvis for 1.000 euro eller stikke kortet i en automat for at hæve valuta svarende til 2.000 kr. på et Visa-kort og f.eks. et Mastercard. Så kan du tage stilling til, hvilket kort der er billigst for dig, og hvis du har begge slags: hvilket du skal bruge hvornår.

Bank eller vekselbureau?

Hvis du ønsker at veksle euro, dollars eller andre valutaer hjemmefra, så undersøg, om banken kræver et gebyr, der typisk er på 30 kr. og opefter.

Skal du betale for vekslingen, kan det ofte lige så godt svare sig at vælge et vekslebureau. Kurserne er stort set ens i banker og vekselbureauer, og du skal veksle et større beløb for at kunne mærke forskellen på pengepungen.

Dansk eller lokal valuta?

Tak nej, når ekspedienten i butikken på Mallorca spørger, om du ønsker at betale i danske kroner med kreditkortet.

Denne mulighed, for at se præcis hvad købet løber op i, fordyrer ofte prisen, da butikken typisk tager et større gebyr for omregningen end, hvad banken opkræver dig for at bruge kortet i udlandet.

Pas på misbrug af dit kort

Lad aldrig tæppehandleren eller tjeneren forsvinde ind i baglokalet med dit kreditkort. Der kan ske megen lusk.

Hvis du opdager, at dit kort bliver misbrugt, skal du straks kontakte din bank eller Nets.

I visse tilfælde, f.eks. hvis du har handlet groft uforsvarligt, kan du selv komme til at dække op til 8.000 kr. af det beløb, som en svindler har trukket fra din konto. Så snart du har råbt vagt i gevær, hæfter udstederen af kortet for det misbrug, der efterfølgende måtte forekomme.

Kort eller kontanter?

Både de danske og udenlandske banker og vekselbureauer har mere arbejde ved at håndtere kontanter, og derfor er det som hovedregel dyrere for dig at få kontanter i hånden frem for at bruge betalingskortet i butikker og restauranter.

Du betaler typisk en højere kurs for kontanter eller et gebyr for at hente penge i hæveautomater, og det overstiger, hvad det koster dig at bruge kortet.

For at kontanterne skal slå kortet, skal du virkelig sætte dig ind i kurserne, vide præcist hvor meget, du får brug på ferien og veksle dette beløb hjemmefra. Det er svært, men det afmålte beløb har den bonus, at du måske bedre overholder budgettet.

Når du betaler med Visa-kortet i EU-lande, skal du af med et gebyr på 1 pct. af det hævede beløb og 1,5 pct. i resten af verden til banken. Inden du godkender beløbet for middagen, så husk også at tjekke, om der er lagt et kortgebyr oven i regningen. Nogle europæiske lande har nemlig tilladt forretninger at opkræve et servicegebyr.

Tag to kort med på rejsen

Du kan blive bestjålet, eller betalingskortet kan gå i stykker. Derfor bør du tage to kort med eller have en rejsefælle, der ligeledes medbringer ét.

Desuden kan du blive ramt af loftet for, hvor meget du må trække på et betalingskort. Tjek forbrugsloftet hjemmefra, så du ikke kommer til kort. F.eks. kan du højst hæve for 2.000 kr. om dagen og 20.000 kr. på 30 dage på et Visa-kort, mens et Mastercards grænse varierer fra bank til bank.