Kunsten at kunne tunesisk

Jeg har altid haft et noget forkvaklet forhold til det franske sprog. Således hånede min datter mig engang under en bilferie i Frankrig.

»Du kan jo ikke fransk,« sagde hun, da vi skulle ind på en burgerbar.

Det gik nu meget godt alligevel. Jeg sagde:

»Deux hamburger and deux Coca-Cola.«

Og det fik vi.

»Så hvad er problemet,« spurgte jeg hende.

Siden fik hun alligevel ret, for her forleden gik det virkelig galt. Men først:

Voldsomt hotelbyggeri

Explorer var taget til Tunesien for at opleve landet efter Det Arabiske Forår og Jasminrevolutionen var løjet lidt af, og hverdagen var begyndt at indfinde sig igen – både for lokale og turister.

Vi var i landet i fem dage. Hvad så vi?

Stribevis af nybyggede hoteller. I Hammamet kunne de ikke tage flere turister, så det blev nødvendigt at flytte al nybyggeri til Hammamet Jasmine, som ligger i nærheden. Det ses tydeligt, at der er bygget med omtanke. Og så har tuneserne den regel, at man normalt ikke må bygge højere end det højeste træ i området – en regel, der så vidt det kunne skønnes, ikke altid overholdes.

Mit kendskab til de arabiske lande er beskedent, en-to dages rejse til Marokko for godt 40 år siden. Derfor var nysgerrigheden stor.

Og hvad oplevede jeg?

Et imødekommende og hjælpsomt folk, som dog taler bedre fransk end engelsk – der har vi problemet igen.

Gode hoteller, men også enkelte af beskeden standard. I et enkelt tilfælde var altanen indrettet sådan, at når man stod op, var der frit udsyn til Middelhavet. Når man satte sig i stolene, så man kun så muren.

Det mest overraskende var nok maden. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så overrasket, men den gang i Marokko stod den kun på couscous, og couscous og couscous, der er en ret af semulje med kød og grøntsager.

Her var friskfanget fisk frokost og aften, dog ved en enkelt lejlighed afvekslende med tunesiske retter i en enestående restaurant, der ligger så godt gemt i hovedstaden Tunis, at man skal være mere end heldig at finde den på egen hånd; der må hjælp til. (Restauranten hedder Dar Bel Hadj og ligger på adressen 17, Rue des Tamis.)

Skakjagt i medinaen

Hvad rejser man til Tunesien for at opleve?

Strandene naturligvis, de er i en klasse for sig, og Middelhavet selvfølgelig, om end Explorers udsendte frøs lidt om fødderne, da han i embeds medfør kastede sig ud i bølgerne.

Denne tur gik til Sousse, siden til Hammamet med den smukke medina, et begreb, der i mange arabiske lande er betegnelsen for den gamle bydel, altid med masser af butikker, de opleves også ofte under navnet souk’en.

Her i medinaen i Sousse gik jeg på jagt efter et skakspil, fordi barnebarnet skal lære kunsten.

Den driftige handelsmand i butikken med masser af skakspil lagde ud med alle de talenter, som den slags forretningsfolk har:

»Jeg kan tilbyde dig et. Det koster 120 dinarer.«

Hurtig hovedregning viste, at det svarede til 443,67 kr.

»Undskyld,« sagde jeg på mit bedste engelsk, »forsøger du at tage røven på mig?«

Derefter sagde han i hurtig rækkefølge 100 dinarer, 80, 70, 50.

Jeg sagde fortsat nej, og desperationen lyste i hans øjne, da han sluttede af med 10 dinarer.

Jeg købte det selvfølgelig ikke. Og det var heller ikke pænt udført.

De er ellers dygtige til at lave smukke ting i Tunesien. Således får parisiske modehuse som Dior ofte syet deres kreationer her. De bliver så solgt med et Made in France i nakken. Også parfume og sko produceres her og sælges i Frankrig og Italien, som var det fremstillet der.

Kastet for løverne

Vi drog videre og kom til det velbevarede amfiteater i El Jem. Det blev bygget af romerne 238 år før Kristi fødsel. Her bestod underholdningen ifølge sagnet i, at uheldigt udvalgte blev sendt ind sammen med løver, som fortærede dem – til de dengang 35.000 tilskueres store jubel.

I tilgængeligt materiale har jeg ikke kunnet få bekræftet påstanden. Så det er måske en påstand.

Derimod holder det stik, at den romerske statsmand Marcus Porcius Cato, født 234 f. Kr., altid afsluttede sine taler med: »I øvrigt mener jeg, Kartago burde ødelægges.«

Holdningen bundede i hans frygt for, at det stadigt mere indflydelsesrige Kartago, der ligger nær Tunis, skulle blive den største magt i middelhavsregionen. Rom ødelagde således Kartago i De Puniske Krige.

Siden fortrød romerne ødelæggelserne, og Kartago blev delvist genopført. Men da Tunis skulle grundlægges, blev der hentet en del materiale herfra, og derfor ligger kun dele af Kartago tilbage. Men trods de sørgelige rester mærkes historiens vingesus.

Massageproblemer

Vi kørte til hovedstaden Tunis, der er en moderne millionby, men samtidig har bevaret alt det gamle, fra før verden gik af lave.

Og herefter nærmer vi os katastrofen med mit elendige fransk.

Overnatning skulle ske på det idylliske boutiqe-hotel Hammam Dar Saïd i Tunis-forstaden Sidi Bou Said, der kaldes en kunstnerby, hvilket det noget kortvarige ophold ikke gav nogen nævneværdig forklaring på.

Hotellet tilbød dog en slags massage, og jeg bestilte tid uden helt at vide, hvad massagen gik ud på.

Senere på dagen efter en rundtur i byen vendte jeg tilbage til hotellet og blev modtaget af en kvinde i kittel. Hun trak af sted med mig, sagde en masse på fransk og pegede mod en dør.

Det viste sig at være indgangen til massage-foretagendet. Hun viste mig en prisliste på fransk. Jeg pegede på det billigste, men hun flyttede hurtigt min finger til noget dyrere. Vi kunne ikke tale sammen, så der var ikke meget at stille op.

Med fagter forklarede hun, at jeg skulle tage tøjet af minus underbukserne. Nu er jeg ret genert af natur, men jeg gjorde som befalet. Derefter ind i et uudholdeligt dampbad, hvor jeg sad næsten nøgen og alene, mens skyer af damp væltede ud.

Siden forklarede rejsefæller, at det hedder hammam og er en form for tyrkisk bad.

Måske sagde hun, hvor længe jeg skulle sidde i damphelvedet. Det får jeg aldrig opklaret.

På et tidspunkt var det nok, og jeg gik ud til hende.

»Gut?« spurgte hun vist nok.

Jeg nikkede blot.

Med fagter viste hun, at jeg nu skulle tage underbenklæderne af, og rødmende gjorde jeg det. Lagde mig derefter på briksen, hvor hun bankede løs på alle dele af kroppen, hvilket er ikke så lidt.

Efter en halv times tid var festen forbi.

Nu sagde hun:

»Tips.«

Hun mente vel drikkepenge, men jeg kunne jo ikke spørge. Og fandt det mest formålstjenligt at afregne i receptionen, hvor manden kunne lidt engelsk.

Oplevelsen viste sig at koste 95 dinarer, svarende til 351,24 kr. ifølge seneste kurs.

De havde nok været bedre brugt på et franskkursus.

Seks råd til rejsen

Valuta: Dinaren er en lukket valuta, som købes i landet. Bruges hele beløbet ikke, er det muligt at veksle tilbage i lufthavnen ved afrejsen. 100 dinarer svarer til 369,73 kr. ifølge seneste kurs.

Drikkepenge: I taxaer betales ikke drikkepenge, men alle i turistbranchen lever i udpræget grad af drikkepenge. 1 dinar anses for rimeligt, men er nok i underkanten af det ønskede. På restauranter er det normen at lægge 10 pct. på. Og på værelset lægges typisk 5 dinarer ved afrejsen.

Vand: Vandet fra hanerne kan godt drikkes, men det indeholder en anden bakterieflora end den, vi er vant til. Derfor anbefales det at købe vand på flasker.

Toilet: På hoteller og bedre restauranter er toiletforholdene nogenlunde. På vejcafeer og små lokale spisesteder kan toilettet i reglen ikke skylle ud, og der er ofte ikke sæbe og toiletpapir. Derfor er det en god ide selv at tage det med, hvis man vil på sådanne udflugter.

Tryghed: Om dagen kan man roligt færdes i byerne og rundt om i landet. Efter mørkets frembrud bør udvises mere forsigtighed. Om aftenen bør man ikke færdes alene. Pas altid godt på pung og andre værdigenstande som kamera.

Visa: Er opholdet under 90 dage, kræves ikke visa.