Børnenes Budapest

Floden Donau deler Budapest i to meget uens størrelser. På Buda-siden strækker høje klipper sig brat mod himlen sammen med frihedsstatuen, paladser og mondæne kvarterer. På Pest-siden breder den flade, pulserende by sig ud i horisonten med alverdens urbane tilbud.

Byen er overskuelig på en familiær, indbydende måde. Busser, sporvogne og en retro metro gør det nemt og hurtigt at komme fra den ene ende af byen til den anden. Og en sejltur på Donau synes som en oplagt start på et besøg i Ungarns hovedstad.

Der findes mange muligheder, hvis man ønsker at se Budapest fra vandsiden. Der er de traditionelle, langsomme færger, hvor man kan sidde i flere etager og nyde en kop kaffe, og de lidt hurtigere og mindre både. Og så er der den aparte, specialbyggede bus, der kører direkte fra gaden og ud i floden for at tøffe de overraskede passagerne lidt ned ad floden og derefter fortsætte op på land igen.

Ens for dem alle er, at de tager de besøgende forbi det imposante parlament, som ligner et stort eventyrslot. Flere både sejler rundt om Margit-sziget (Margretheøen), en lille ø midt i den hurtigtflydende, brune Donau.

Men selv om der ikke hersker tvivl om, at Budapest er oppe i gear og gerne vil betragtes som en hip hovedstad, så er historien og traditionen måske endnu vigtigere. Man skal ikke opholde sig mange timer i byen for at fornemme det.

Broer og bygninger

»Hvis ikke I husker andet, så vil I huske tallet 1896,« forsikrer vores guide Richard Bólas godt 20 minutter efter, at vi har hilst på ham for første gang, og årstallet adskillige gange har rullet rundt i minibussen med hans underliggende ungarske accent.

1896 er vigtig for Ungarns selvforståelse, det går hurtigt op for én, når man bevæger sig gennem byen. Det år satte bygherrer deres tydelige præg på byen med store, monumentale bygninger og broer. De blev færdiggjort netop dette år, hvor Ungarn fejrede sin 1.000-årsdag.

Men 1.000-årsdag er da også en årsdag, der vil og kræver noget. Selv om bygningsværkerne nu er over 100 år gamle, holder de sig godt og kan godt tåle at blive fremhævet for turisten.

For eksempel er den store overdækkede torvehal ved siden af frihedsbroen på Pest-siden et besøg værd en tidlig morgen, mens byen vågner. I stueetagen, som er den mest interessante, møder man de lokale, der er ude for at købe grøntsager, kød og krydderier til dagens måltider. Man finder også delikatesser og søde sager i kilovis.

Tog til tiden

På første sal i den store hal ligger turistbutikkerne og bugner af broderede duge, børnetøj og keramik. Hvis man går en tur inden morgenmaden, kan man helt slippe for turistfælden på første sal, da butikkerne dér åbner lidt senere. Men hvis man er ude efter souvenirs, er det et godt sted at begynde.

Ungarn har noget med tog. Et imponerende jernbanemuseum, hvor barnlige sjæle kan prøve at køre damplokomotiv, Børnenes Jernbane, sporvogne og så har de selvfølgelig deres metro i Budapest. Den blev åbnet i, ja, 1896, og blev dermed en af de første europæiske undergrundsbaner.

Den har bevaret en vis nostalgi med sin udsmykning, fra før Jerntæppet faldt. Den er desuden med sine tre linjer nem at overskue og supplerer sporvognssystemet godt. Til gengæld er billetsystemet ikke til at finde rundt i, og det kan derfor godt betale sig at købe et samlet rejsekort, der gælder til tog, busser og sporvogne i hele Budapest.

Hvis man trænger til at se andet end butikker og monumenter, så kan man springe på bussen til Zugliget på Buda-siden. Herfra kan man stige om bord på en stolelift, der fører én op ad János-bjerget. Det er med sine 528 meter det højeste af de omkringliggende Buda-bjerge. Udkigstårnet Elizabeth ligger øverst oppe, og en kort, men stejl, spadseretur giver i klart vejr en flot udsigt over hele Budapest.

Vi runder udflugten af med en tur med Børnenes Jernbane, der ligger 10 minutters gang fra udkigstårnet. Tag et kort med, for vejen til den lille stationsbygning er ikke særlig godt afmærket, og selv vores ungarske guide var i tvivl om, hvilken sti vi skulle tage gennem skoven.

Pionerernes Jernbane

Det er som at træde ind i en tidslomme at tage en tur med det lille, specialbyggede tog. Passagererne er i overvældende grad børnefamilier og togentusiaster. Og det er ikke for kun sjov, hvis man møder en gruppe ældre togfans i et damplokomotivtrukket minitog. De viger absolut ikke vinduespladsen for børnene. Til gengæld har de styr på teknikken og køreplanerne.

Børnenes Jernbane eller Pionererne, som den 11 km lange jernbane fra begyndelsen blev kaldt, blev bygget af ung-kommunister 1948-1950. I de første mange år var det kun de dygtigste og flittigste skoleelever, der fik muligheden for at komme og arbejde for Pionererne.

Det er ændret nu, så alle børn kan søge, og de, der vil, får mulighed for at bruge nogle måneder efter skoletid og i ferierne til at betjene signaler og sporskifte og tjekke billetter. Nu som tidligere er børnene klædt i blå uniformer, og det er tydeligvis ikke en leg: De er på arbejde, og det bliver taget alvorligt af de små voksne. Lokomotivføreren er den eneste voksne medarbejder, men det er til gengæld også meget betryggende at vide, når toget svinger gennem Buda-bjergene.

LÆS OGSÅ: En delt by med sammenhæng

LÆS OGSÅ: Alle spa-steders moder