Maastricht - her begynder Italien

Hollands sydligste by er fyldt med historie og egnet til weekendophold eller stop på turen.

Artiklens øverste billede
Maastrichts mange udendørs cafeer er præget af sydlandsk stemning. Fotos: Mogens Hansen

Italien begynder i Maastricht, proklamerer manden, der viser mig rundt i Hollands sydligste by, og han underbygger sin påstand ved at pege på fortovsrestauranternes kurvemøbler. Ingen plasticstole her! Lidt efter giver han et nyt eksempel på, at man i Maastricht holder niveauet højt: »Vi har flere Michelin-stjerner end McDonald's-restauranter.«

Rundviseren har ret. Der er sydlandsk stemning i Maastrichts centrum, og der er klasse over forretninger, restauranter, cafeer og den måde, hvorpå byens historiske bygninger er bevaret - ikke kun som museums- eller pyntegenstande, men holdt i live ved nutidigt brug: Hotel i et korsridderkloster, boghandel i en tidligere kirke, bageri i tilknytning til en historisk vandmølle, der stadig maler mel.
 

Union og euro

I mange danske ører har Maastrichts navn en sørgmodig klang, fordi vi kun efter at have fået indrømmet fire forbehold kunne acceptere Maastricht-traktaten, der fra sin underskrift i 1992 banede vejen for Den Europæiske Union og den fælles mønt, euro.

Det sørgmodige kan man lægge væk, når man besøger byen. Centrum er livlig med mange eksklusive butikker og et overdådigt café-udbud, formentlig trukket af de ca. 20.000 studerende, heraf mange udenlandske, som fylder pænt op i et samlet indbyggerantal på 120.000.

Centrum er ikke større, end at man kan spadsere til det hele. Der er hyggeligt i de snævre, brostensbelagte gader, hvoraf en del er forbeholdt gående og i sig selv en grund til at lade bilen blive uden for centrum. To andre grunde er lige så vigtige: Parkering er dyrt, og cyklister er konger i gaderne. Parkering er i øvrigt i vid udstrækning henvist til underjordiske anlæg, så det smukke bybillede skæmmes mindst muligt af farvet blik.

Skal man tage det negative med, må man nævne, at trods bestræbelserne på at servicere besøgende godt, er (for) mange skilte og anvisninger kun på hollandsk. Mange træer gør byen smukkere, men har også den kedelige sideeffekt, at fugle sidder i træerne og klatter på alt og alle.

Kræs for øjet

Topseværdigheder kan Maastricht ikke bryste sig af, men det er heller ikke nødvendigt, fordi de centrale bydele har gode historiske og arkitektoniske indtryk til den, der bruger sine øjne. Byen fremhæver sig selv som et levende udendørs museum og strides venskabeligt med Nijmegen om at være Hollands ældste by. Romerne drev for et par tusinde år siden kelterne ud af Maastricht, byggede en bro over floden Maas og gav byen navnet, som betyder ”stedet, hvor man krydser Maas”.

Fra den tid og op gennem historien er mange bygningsværker bevaret: Bymur, katedraler og kirker, mange renæssance-bygninger og et pompøst rådhus fra 1600-tallet. Rådhuset ligger på Markt, den ene af byens to store pladser med livligt café- og markedsliv. Den anden store plads, Vrijthof, er med jævne mellemrum hjemsted for festivaler og et stort karneval ved fastetid.

Ikke alt er umiddelbart synligt. Under hotel Derlon kan man se ruiner fra romertiden, og fra Tongerseplein er der adgang til et underjordisk netværk af beskyttelsesrum (kazematten) fra Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig.

Tager man en udflugtsbåd en halv times tid sydpå fra Maastricht centrum og står af ved St. Pietersberg (eller kører/cykler dertil), kan man komme på rundvisning i et omfattende system af tunneler i bjerget. De stammer fra minedrift, hvor der blev brudt kalksten, som mange af Maastrichts historiske bygninger er opført i, men var også i brug som beskyttelsesrum ved Anden Verdenskrigs slutning, da byen frygtede at blive bombarderet under amerikanernes fremrykning mod det nærliggende Tyskland, og da tyskerne ved årsskiftet 1944-45 forsøgte en sidste modoffensiv i de nærliggende Ardenner-bjerge i Belgien. Maastricht slap dog nådigt fra krigen i modsætning til andre hollandske byer.

I dag brydes der ikke længere kalksten, men kalken udvindes af cementfabrikken Enci, som utvivlsomt gør et stykke nyttigt arbejde, men som ikke er nogen pynt på det kønne, fredfyldte landskab på den smalle strimmel jord mellem Maas og St. Pietersberg.

LÆS OGSÅ: Husk lige cyklen

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.