Idyl og drama på Langeland

En af de "vilde" heste opfører sig unormalt. Den smider sig på jorden, ruller lidt om på ryggen for snart efter at rejse sig igen, gå et par skridt og atter lægge sig. Vi står på toppen af en af hatbakkerne i en kold morgenvind, men med en pragtfuld udsigt over Langelands sydspids med strandeng, lav skov, småsøer og videre ud over vandet til Tyskland.

Skovløber John Theilgaard fanger hesten i sin kikkert og konstaterer, at den er ved at fole. En del af fosterhinden hænger ud af den.

Så rejser den sig, går et par gange rundt om sig selv og sætter i skarpt trav mod skoven uden at ænse den lille flok vandrere, som skovløberen viser rundt.

Her på Langelands sydspids sørger 56 Exmoore-ponyer for naturplejen på 22 ha, hvor de færdes frit. Når de græsser, kommer der lys ned til bunden, hvilket betyder, at mange forskellige plantearter - også truede - får mulighed for at udfolde sig.

Efter kort tid vender hoppen tilbage og har nu fået følgeskab. Måske dens føl fra sidste år, mener John Theilgaard. Kort tid efter kommer endnu flere fra flokken, som ellers har græsset fredeligt, i galop. Om de fornemmer, at der foregår noget usædvanligt, får vi ikke svar på.

Naturen får lov at råde

Selv om der kommer adskillige føl hvert år, har skovløberen ikke tidligere overværet en foling. Hopperne klarer det selv, så han ved reelt ikke, hvor lang tid det tager, men tror, det går stærkt. Derfor er han foruroliget. Han afviser dog at bistå og vil se tiden an. "Hjælpen" vil i givet fald bestå i at tilkalde en skytte, så hesten kan blive aflivet.

»Det lyder barskt, men naturen skal gå sin gang. De stærkeste overlever, og kan en hoppe ikke selv klare at fole, skal dens gener ikke føres videre,« fastslår skovløberen.

Exmoor-ponyerne kaldes vilde, fordi de lever i flok og danner deres eget hierarki.

»De går ude hele året,« forklarer John Theilgaard, »og selv de to seneste vintre med megen sne har vi ikke fodret dem. Næsten alle har overlevet, selv om de blev ret tynde, så nu skal de æde sig et fedtlag til.«

Ponyerne minder meget om fortidens vildheste i den danske urskov. De er ca. 130 cm høje, mørkebrune, har store, kraftige hoveder med små afrundede øren og store, lidt udstående øjne, som næsten kan se horisonten rundt. Næseborene er smalle og kan lukkes, når dyrene skraber efter føde i sneen.

Langelandsfortet udvider

Vi giver afkald på videre guidning og fortsætter selv turen ind i skoven efter at have afkrævet John Theilgaard et løfte om at ringe besked om, hvorvidt bestanden øges med et levedygtigt føl eller bliver en hoppe fattigere.

Det gør han, mens vi er på Langelandsfortet. Både hoppe og føl har det godt.

Og nu kan vi bedre koncentrere os om museumsinspektør Peer Henrik Hansens rundvisning på det nedlagte militæranlæg, som stod klar i 1953 og rummede kanonstillinger, bunkersanlæg og nærforsvarsbatterier.

Via et stisystem når man til de enkelte stillinger og bygninger, til haller med henholdsvis et Draken- og et MIG 23-fly samt en minestryger, og man kan komme ind i ubåden "Springeren" og få en fornemmelse af, hvor trangt det har været for den 24 mand store besætning.

Desuden er en sovjetiskbygget missilkorvet "Hans Beimler" undervejs til museet som en gave fra et museum i Peenemünde i det tidligere Østtyskland.

Der vil i det hele taget ske store ændringer i de kommende år, oplyser Peer Henrik Hansen, som tiltrådte i 2009 og kan glæde sig over fremgang i besøgstallet i modsætning til de fleste andre museer.

Først og fremmest vil han udbrede kendskabet til Den Kolde krig bl.a. i kraft af videooptagelser med personer, som fortæller om deres oplevelser fra den tid. Koldkrigsudstillingen skal simpelthen gøres mere spiselig.

En egentlig mineudstilling er på vej, og formedelst 26 mio. kr. skal der opføres en ny rundbuehal til udstillinger og konferencer. For øjeblikket er faciliteterne for besøgende ret begrænsede.

Der er mange kunstnere og kunsthåndværkere på Langeland, og vi sætter kurs mod Danmarks længste kunstudstilling, de langelandske kunsttårne, som ligger fordelt over hele øen - en strækning på ca. 150 km gennem den smukke natur.

Det var den lokale kunstner Hans Kjær, som i 2003 tog initiativet til at omdanne nedlagte transformatortårne til kunsttårne i et samarbejde mellem kunstnere og Langelands Elforsyning. Der er 12 i alt. De er frit tilgængelige og åbne året rundt.

Det korte besøg på Langeland lakker mod enden. Vi nåede ikke at se samtlige 15 "bøller" (byendelser), 15 møller og 15 kirker, som der var engang, og som Anne Mette Wandsøe og Heidi Karlsen fra Turist- og Erhvervskontoret har fortalt om undervejs. Der er nu 18 kirker, som alle er åbne.

Men vi nåede at få indtryk af mange af de initiativer, der er sat i værk for at få endnu flere turister til Langeland: Gode råvarer, de mange aktiviteter, der venter forude, bl.a. Langelandsfestivalen, som samler 20.000 gæster, og de klassiske sommerkoncerter i Stoense Kirke, som giver telefonstorm på turistkontoret, når billetsalget starter - og meget mere. Vi nøjes med et kort stop ved Tranekær Slot, inden vi via Rudkøbing fortsætter til Tåsinge og Fyn.