På himmelkig i Himmerland

Tordenkalven, den stoute enegænger i Johannes V. Jensens ”Himmerlandshistorier”, vidste, hvor han hørte til:

»Hans Sprog var rigt, sikkert og udtryksfuldt, og det dannede Grænsen for hans Verden; hans Vandringer strakte sig aldrig uden for Dialektomraadet; Folk der sagde æ Hæjst i Stedet for Hæjsten, kunde Tordenkalven ikke lide, de var ikke af hans egne.«

Vi peger omhyggeligt på fiskefrikadellen hos fiskebilen på havnen i Løgstør. Man skulle jo nødigt gøre væsen af sig. Vestjyde af oprindelse og opvokset med æ hæjst og æ fisk, tilhørende dem på den anden side af den store jyske dialektgrænse. Fremmed i Himmerland.

Vinden er iskold. I fjorden knager isen. Foråret er på vej, men vinteren giver ikke så let op. Endnu for tidligt for turister. Himmerland har man for sig selv på denne årstid.

Uforståeligt udenlandsk

Udstyret med Gyldendals genudgivelse fra 2009 af Johannes V. Jensens ”Himmerlandshistorier” går vi på opdagelse i et landskab, som minder moderen om barndommens uendelige udkig til himlen, mens datteren oplever det fremmedartede i forhold til de midtsjællandske bakker, som var rammen om hendes opvækst.

»Næsten som at være i udlandet,« konstaterer hun, efter at vi er steget ud på den forblæste parkeringsplads i Løgstør og helt og aldeles må opgive at forstå, hvad kunden før os bestiller. Kun ordet fisk synes velkendt, resten fortaber sig i uforståeligt sallingmål. Også en fremmed.

Receptionisten på hotellet var lidt rådvild. Hvad foreslår man to videbegærlige og oplevelsesorienterede turister på en kold fredag eftermiddag i Løgstør? Valget faldt på Aggersund-broen og det genopførte vikingeanlæg Aggersborg på den anden siden af fjorden. Udsigt mod fuglenes Vejlerne, og minsandten om ikke døren til det lille museum ved Aggersborg Kirke giver sig. Her er gratis adgang, varme og høflig selvbetjening til historien om vikingernes togter og fæstningsværker i Jylland.

Mens tusmørket falder på, diskuterer vi, hvor vi skal spise. Valget viser sig at være overskueligt enkelt. På hotellet. Løgstør Parkhotel gør sit til at holde stemningen oppe på egnen i de øde vintermåneder. Herreaften, venindeaften, disconight og hypnoseshow. I aften er bare en almindelig aften. Restaurantens eneste gæster er en lokal familie, som er gået om bord i stedets størrelse XL-burgere.

Vi beder om en lokal øl.

»Desværre,« tjeneren vrider sig.

»De er for gamle. Overskredet sidste salgsdato, og vi har ikke fået nye hjem endnu.«

Tysk og portugisisk

Tjeneren er fra Berlin og kan godt lide udkantssteder. Før han kom til Løgstør, arbejdede han på Helgoland. I Limfjordsbyen har han mødt den danske alkoholkultur, og længes han efter noget, ja, så er det en knejpe, hvor man bare kan sætte sig hen med en bog og hygge sig, uden at nogen tager notits af det. Forsøget har været gjort i Løgstør. Det kunne de ligegodt ikke forstå. Sådan opfører kun særlinge sig. Men tjeneren er omvendt også opvokset med at sige »das Pferd«, så helt assimileret er han næppe.

I det hele taget lever stedet fint op til den gamle vittighed om forretningsmanden, som kommer til kort over for to vendelboer, selv om han på hele tre verdenssprog forsøger at spørge om vej. Da den ene vendelbo efterfølgende bemærker til den anden, at man måske skulle se at lære sig noget sprog, svarer den anden, at ham der turisten talte jo tre, og hvad nytte havde han af det?

For da hotellets anden gæst, en portugisisk vindmølletekniker, dukker op og får anvist et bord under trappen, må han kæmpe med at forstå det menukort, han fik stukket i hånden. Med et typisk sydlandsk »eh« kigger han opgivende ud i luften og signalerer hjælp. Menukortet er kun skrevet på dansk. Den høflige portugiser slår til efter oversættelsen af ret nummer tre: svinesteak med pommes frites, bukker og takker for l'ajuda, the help.

Hvorvarp og skarpsallingkarret

Aftenens tv droppes til fordel for mere læsning i ”Himmerlandshistorier”. Fortællingen ”Elses Bryllup” er grum, giver gåsehud og kan med lethed udkonkurrere gyset i fredagsfilmen.

Så er der mere fred, men bestemt også drama i ”Pigen fra Hvorvarp”, hvor Johannes V. Jensen beskriver datidens udkants-Danmark:

»Steder i Jylland, hvor Tiden havde staaet stille ... Urfolk er Jægere og Fiskere og har en Horisont, de flytter sig, rejser, ser noget, er udsat for noget, men den fastboende Bonde inde i Landet, Agerdyrkeren, slaar Rod på et Sted, det samme snævre bundne Erhverv, paa samme Mark, gennem den ene Generation efter den anden; det frembringer en Menneskeart som man maa undre sig over, naar man har kendt den, og som man bagefter synes Tilværelsen har staaet i stor Skyld til.«

Vi falder i søvn med visheden om, at vi vil til Hvorvarp. Men ikke inden at have besøgt heden. Omdrejningspunktet i ”Himmerlandshistorier” og højskolesangbogen. Forsøgt nedbrudt i opbygningen af fædrelandet efter nederlaget i 1864 og nu genstand for storstilede bevaringsprojekter, som gør, at man sine steder igen kan få fornemmelsen af lynghedens vidstrakte flade, som Johan Skjoldborg beskriver det i ”Når vinteren rinder i grøft og i grav”.

Sådan et sted er heden uden for Vindblæs. Her på de himmerlandske heder fandtes skarpsallingkarret, som dekorerer 50-krone-sedlerne. Det godt 4.500 år gamle kar beskrives uden underdrivelse som »det skønneste af alle Stenalderens lerkar nord for Alperne.« Vejen til fundstedet fra parkeringspladsen er en god kilometer, passende længde for en travetur på en skarp forårsdag med så klar en luft, at udsigten fra turens midtvejspunkt, udsigtshøjen, er overvældende. Kan vi skimte Hvorvarp i det fjerne?

Landsbyen med de få huse, hvor de ikke fører løver, men grise som skulpturer på søjlerne til de dekorative indkørsler, ligger på vej til Hvalpsund, som er plottet ind til frokost.

På Hvalpsund Færgekro er der fest i det ene lokale, mens vi spiser stjerneskud og stegt rødspætte for os selv i det andet. Børnene, som hellere vil ud og lege i forårssolen end sidde til 85-års-fødselsdag, styrter gennem restauranten og ud på legepladsen.

Mens vi lytter til festsangen, som naturligvis er forfattet på en af De Gyldne Løvers favoritviser, ”Hjemmebrænderiet”, glider blikket ud mod Sallingsund. Hver halve time pløjer færgen gennem de sidste isflager mod Sundsøre på den anden siden af vandet. Der, hvor hesten naturligvis hedder æ Hæjst. Man skal vide, hvor man hører til.

LÆS OGSÅ: Vestjyske kulturperler