Moskusokser i kikkerten

Først var der én lille sort plet langt ude i horisonten. Så én til. Så otte-ni stykker på den anden side af elven.

Men så opdagede vores guide en gruppe med mindst otte moskusokser på fjeldsiden lidt oven for den smalle fjeldsti, som vi gik på.

Herefter gik den vilde - men kontrollerede - jagt med kameraer og kikkerter gennem krat, sump og anden fjeldvegetation op mod gruppen med de prægtige dyr, der viste sig at indeholde i alt ni medlemmer af vidt forskellig størrelse og alder. Det lykkedes os at komme så tæt på som ca. 50 m uden at forstyrre legen, spisningen og afslapningen for de store, men temmelig kejtede dyr.

Vores moskussafari på Dovrefjell i Norge begyndte et par timer tidligere nede ved Kongsvold Fjellstue i 900 meters højde, hvor vi mødte vores norske guide, Knut Berg-Domås. Den første halve time gik det ganske stejlt opad med en stigningsgrad, der ville sætte de fleste på hårdt arbejde. Langsomt, men sikkert klatrede vi op ad fjeldsiden, mens guiden øste ud af sin viden om de store dyr, der kan blive helt op til 450 kg tunge, selv om de ikke bliver meget mere end halvanden meter høje.

Moskus-uld i buskene

Vejret viste sig fra sin absolut bedste side: Høj sol, 25 graders varme og kun en smule vind. Så med faktor 30 i ansigtet og små totter af det blødeste uld blafrende i mange træer og buske som bevis på moskusoksernes tilstedeværelse, var der lagt op til en fantastisk flot tur.

Ulden er ualmindeligt blød og lækker og bruges af fugle til at bygge rede, ligesom der er mennesker, som går og samler ulden ind for at bruge den til varme luffer og huer.

Allerede ved den første lille elv blev drikkedunkene fyldt op med det fineste drikkevand. Et par hollandske vandrere på tur så dybt forundrede til, da vi drak løs af kildevandet. Efter stigningen var vi oppe på højfjeldet, godt 1.100 m over havet, med udsigt over vidderne. Mange steder lå store sneklatter stadig og vidnede om, at vi var ude i den barske natur, hvor man selv i juli sagtens kan blive ramt af både snevejr og bidende kulde.

Kan blive aggressive

Undervejs kunne Knut Berg-Domås berette, at moskusokser normalt er fredelige dyr, men at de indimellem kan blive aggressive, hvis de vil forsvare deres unger, ellers hvis man møder en gammel han, der er blevet udstødt fra sin flok. Faktisk blev en nordmand i Oppdal, ikke langt fra Dovrefjell, i slutningen af 1970'erne dræbt af en vred moskusokse, da han forsøgte at jage den væk.

Et dyr, der på to sek. kan nå en fart af 50 km/t, er ikke sådan at spøge med, hvis man kommer til at skræmme eller ophidse det. Samtidig ser moskusoksen ikke så godt. Den har dybdesyn, så hvis man ved et uheld kommer lidt for tæt på, skal man hurtigst muligt trække sig tilbage. Helst sidelæns, så dyret ikke ved en fejl tror, at man vil angribe.

Ifølge Knut Berg-Domås er der fire ting ved moskusoksernes opførsel, man skal være særlig opmærksom på, nemlig hvis den sparker i græsset, puster voldsomt, ryster med hovedet eller stanger i buskene.

»Så er det med at komme væk hurtigst muligt,« lød den klare besked fra vores guide.

En stor familie

Ved en lille forladt fjeldhytte 5-6 km fra Kongsvold Fjellstue fik vi øje på vores flok med ni dyr. En stor fører-han, to-tre hunner med små unger og to-tre unger omkring et par år gamle. En fin, stor moskusfamilie.

De voksne dyr var i fuld gang med at spise, mens nogle af ungerne rendte rundt og stangede hinanden for sjov. En enkelt moskusokse lå ude i sneen for at køle sin store, uldbeklædte krop af. Vi sneg os langsomt tættere på, forsigtigt for ikke at forskrække dyrene. En moskusokse kan lugte mennesker på en kilometers afstand, hvis vinden er rigtig, mens vi i bedste fald kan lugte dem, når de er 100 m væk.

Midt i seancen fik vi mellem kameraer, telelinser og kikkerter fundet vores medbragte madpakker frem: En leverpostejmad med pariseragurk og en ostemad smager ganske enkelt himmelsk midt ude i naturen - ikke mindst når de indtages med en flok fredfyldte moskusokser på den ene side og et af Norges højeste fjelde, Snøhætta, på den anden.

Ramt af lyn og sygdom

Der findes i øjeblikket omkring 200 moskusokser på Dovrefjell. I 1990'erne var der lidt færre, ca. 135 dyr, hvorefter bestanden i mange år voksede og i 2005 nåede op på 230. Men så blev mange af dyrene ramt af en slem lungebetændelse, der kostede ca. 70 af dem livet. Måske fordi den foregående vinter havde budt på masser af sne, og moskusokserne derfor ikke havde nået at få spist sig ”fede” nok til at modstå sygdomme og anden modgang. I løbet af vinteren mister en moskusokse op til 40 pct. af sin kropsvægt, fordi der er meget lidt at spise i de kolde og barske vintermåneder.

En anden årsag kan have været, at det netop den sommer var ualmindeligt varmt på fjeldet, hvilket kan blive et alvorligt problem, hvis man slæber rundt på en adskillige centimeter tyk pelsfrakke.

Om vinteren søger moskusokserne op på de højeste fjeldtoppe, hvor der ikke er så meget sne, for at søge efter føde, der primært består af buske og græs. Her er de til gengæld udsat for at blive ramt af lynet. Et enkelt år blev ikke mindre end 12 moskusokser således dræbt af lynet, fortalte Knut Berg-Domås.

Da vi på vores vej op over fjeldet passerede et død dyr, var stanken gennemtrængende. Ingen fjerner de døde dyr, så det er op til naturen - og en hel masse mider og maddiker - at klare arbejdet. Det er i øvrigt kun tilladt at drive jagt på moskusokserne, hvis de forlader fjeldområdet ved Dovrefjell.

Når sneen smelter, trækker moskusokserne ned i lavlandet for at æde og kælve. Her går de og gnubber sig op ad træer og buske for at slippe af med noget af den varme og fantastisk bløde uld. Hvis det bliver for varmt, rykker de atter op i højfjeldet, hvor temperaturen som regel er noget lavere.

Import fra Grønland

Moskusokserne på Dovrefjell er ikke indfødte. De blev i 1940'erne og 1950'erne importeret fra Grønland, fordi mange mennesker i Europa i årevis havde drømt om at få de spektakulære dyr, der i virkeligheden er nært beslægtede med geden, til Europa.

Man kan på en moskussafari ikke ”klappe” en moskusokse. Men man kan komme rigtig tæt på. Og så kan man jo bagefter klappe lidt ad de fantastiske billeder, sådan en frisk fjeldtur byder på. Ud over moskusokser kan man på Dovrefjell være heldig at træffe kongeørn, fjeldryper og måske en flok vildrener.

Turen med guide fra Kongsvold Fjellstue varer ca. fem timer og er absolut de 300 norske kroner værd. Men den kan også gennemføres uden guide. Så er man bare ikke sikker på at få set moskusokserne.

Læs også: På kanten af verden