Et venligt og nysgerrigt folk

Vi er i Luang Prabang, Laos' gamle kongeby ved Mekong-floden,
og her er dejligt.

Her er varmt. Det er sæson for denguefeber og malaria
her i slutningen af monsuntiden. Vi er omhyggelige med vores
moskitonet om natten, mens viften i loftet laver en sval brise.

Når solen går ned i et orangerødt flammehav,
kommer gekkoerne frem ved lamperne på jagt efter natsværmere,
som tiltrækkes af lyset. Cikaderne synger.

Midt på dagen er det for varmt at gå nogen steder,
så sidder vi i baren under bambushalvtag, kokospalmer
og bananpalmer og drikker friskpresset appelsinsaft og læser
eller laver lektier.

Haven er dejlig skyggefuld og helt fuld af alle de dejlige orkideer
og planter, vi ellers kun ser som blege, syge stueplanter i
Danmark.
Erika (6 år) har lige fundet en moden kokosnød, men hun kan ikke få basten af.

Laos er frodiggrønt med udstrakte jungleområder afløst af rismarker i terrasser med den mest fantastiske grønne farve. Ingen traktorer eller mejetærskere, derimod vandbøfler og håndsegl. Vandbøflerne
er et kapitel for sig. De er meget rolige, nærmest sendrægtige,
hyggelige køer, som vitterlig bruger meget tid med at svale af i floden eller vandhuller kun med øjne og næsebor oven vande. I Kina så vi dem sågar græsse helt neddykket på bunden af Li-floden. Her i landet findes der flere vildtlevende koarter, men de er desværre ved at være sjældne og vistnok truet af udryddelse.

Lige nede i Mekong-floden lever Irrawaddy-delfinen stadigvæk.
Laoterne passer på ikke at skade dem, da delfinerne er
reinkarnerede mennesker, men nede i Cambodia dræbes mange,
fordi man der bruger en del "bombefiskeri". Håndgranater
er billige der.

Vietnamkrigen er heller ikke forbi her i Laos. Hvert år dræbes eller lemlæstes folk af gamle landminer og "clusterbombs".

En ganske særlig by

Luang Prabang er en ganske særlig by, som absolut må besøges, hvis du kommer i nærheden.

Her oser af atmosfære, af det gamle Østen og forhenværende
fransk kolonitid. Byen sover stadig tornerosesøvn.

Hele den centrale del af byen består af franske kolonihuse
fra 1920'erne med en rigdom af buddhistiske templer og klostre
indimellem. I denne del af byen er her kun få bambushytter.
Luang Prabang har en gammel sølvsmedetradition, som holdes
i hævd i flere sølvsmedier i byen. Det er ganske
fremragende arbejder, som kan købes særdeles
billigt. Prisen fremkommer ved, at sølvet simpelthen
vejes og betales med verdensmarkedsprisen, dertil lægges
så en smule for arbejdet.

Den mest kendte sølvsmed er Thithpheng. Han er tredje
generation i sølvsmedien, har 15 sølvsmede ansat
og leverer bl.a. til det thailandske hof. Særligt delikate
arbejder udføres af mester selv.

Et par timers sejlads op ad Mekong-floden ved Pak Ou ligger
Thim Tham-hulerne, som rummer flere tusinde antikke buddhafigurer.

Jeg aftaler med bådkaptajnen, at han sejler os derned for 15.000 kip (75 kr.), så har vi båden hele dagen og kan stoppe op på vejen for at besøge små landsbyer.

Som afslutning på aftalen, drikker vi et glas "Lao whisky"
sammen og spiser agurk. "Lao whisky" er vandklar og hældes
over i glasset fra en plasticpose. Det første smagsindtryk
i munden er nærmest, som rives de to yderste lag af tungen,
hvorefter væsken brænder sig vej ned igennem spiserøret
for til sidst at brænde hul i maven. De omkringsiddende
ler tilfredse over virkningen og byder igen.

Skolegang og handel

Børnene går på vores "hjemmeskole" de fleste
dage, når vi ikke rejser. Det er med til at give vores
dage struktur. Det er vigtigt at have noget, der skal gøres,
men somme tider kan det være vanskeligt at koncentrere
sig om sin stil hjem til klassen i Danmark, når naboen
kommer ind i vores interimistiske bambushytteskole med sin abe
og vil lege.

Vores faste fag er dansk og matematik, og målet er, at
Nete (13 år) og Godfred (10 år) ikke er kommet bagefter,
når vi er tilbage i Danmark til foråret. Derudover
får børnene megen anskuelighedsundervisning på
en jordomrejse. De kan især godt lide det fag, vi kalder
"geobi". Geobi er det fag, som starter med jordarter, bjerge,
fladlande, floder etc., som afhængigt af klima giver vækst
og livsbetingelser for de aktuelle planter og dyr, og hvad menneskene
på den egn så kan leve af og handle med.

Børnene er blevet habile handelsfolk. Da jeg for et par
dage siden bare købte en småting uden at handle
om prisen, blev de forargede og mente, at det var bare for dårligt.
Det er ikke "sejt" bare at betale prisen.

Når de går alene i byen for at købe ind eller
souvenirs, får de altid varerne til en god pris.

Hvis nogen havde sagt til Cathrine og mig hjemme i Danmark,
at vi ville lade børnene gå alene ud i Kina og Laos,
ville vi helt sikkert have belært vedkommende om, at det
var aldeles uansvarligt og farligt og derfor helt udelukket!

Børnene har efterhånden haft mange venner, og de
har ikke kunnet tale hverken russisk, mongolsk, kinesisk eller
laotisk, men det går fint alligevel.

Nysgerrighed og hjemve

De fleste steder, vi kommer, er vi meget store turistattraktioner.
I Kina tog det sådan overhånd, at Godfred begyndte
at kræve en yuan (1 kr.), hver gang kineserne ville fotografere
ham.

Her i Laos er folk gennemgående mere diskrete, men stammefolkene
stiller sig dog helt ugenert op og kigger på os - længe.
Erika er alles kæledægge, og hun har tillært
sig elegant at undgå alt for megen fingereren ved sit
lyse
hår. Nete er ved at være kvinde, og jeg synes, der
er lige rigeligt med unge mænd, som kigger efter hende.

Erika havde et akut anfald af hjemve for en uge siden, men det
varede kun en time.

Somme tider går vi alle amok, og digter om at komme hjem
til et veldækket bord med flæskesteg og rødkål
og hvide og brune kartofler og sovs, men så kapper vi
toppen
af en friskplukket grøn kokosnød og stikker et
sugerør ned i den kølige kokossaft.

Buddhist-munkene

Laoterne er buddhister, og hele samfundet er præget af
det på trods af Pathet Lao og kommunisme.

Vi spurgte i Wat Xieng Thong-klostret, om de der ville lære
os noget om buddhisme. Wat Xieng Thong-klostret blev grundlagt
i 1500-tallet, og er det betydeligste i Laos. I Luang Prabang
bor der 15-16.000 mennesker, og der er ikke mindre end 16 klostre,
så de safrangult klædte munke ses meget i gadebilledet.

Vores "guide" udi det buddhistiske blev Khamfan på 18
år. Han er den eneste i klostret, som taler engelsk. Khamfan
blev novice som 12-årig og vil blive munk, når han
bliver 20. En stor del af laotiske drengebørn er novicer
i et kloster en kort tid. Som en del af deres almene dannelse,
men kun få bliver munke. Det er forbundet med stor ære
for familien at have en søn, som iklæder sig den
safrangule kjortel.

Klostret vågner kl. fire i bælgravende mørke
til bøn i Sim'en (tempel). Før solopgang forlader
alle klostret og går i gåsegang (abbed forrest,
derefter
munke, novicer og de yngste novicer bagest) byen rundt for at
samle mad ind fra byens borgere. Rundt om i byen har kvinderne
forberedt sig og venter knælende med "sticky rice", som
de lægger i munkenes madskål. En lille novice på
10-12 år er tydeligvis kommet for sent og sniger sig bagom
ind i rækken. Formiddagen går med studier, og dagens
andet og sidste måltid ris indtages som frokost. Om eftermiddagen
studerer man m.m., og novicerne gør sig nyttige med bl.
a. brændekløvning. Kl. 16 kalder tempeltrommen
til
bøn i Sim'en.

En munk må leve i cølibat, ikke drikke alkohol
og i det hele taget leve asketisk. Adspurgt om, hvad Khamfan
vil gøre, hvis han bliver forelsket, svarer han prompte,
at det gør han ikke, men skulle det alligevel ske, må
han aflægge sig det privilegium, det er at bære
den
gule kjortel.

Kræmmermarked

Det har lige været fuldmåne, og aftenen før
fuldmåne bliver alle munke og novicer på ny kronraget.
Selve dagen er der "kræmmermarked" oppe ad Khan-floden.
Her samles munke og folk fra de fjerneste dale til fest og handel.
Her er mange stammefolk bl. a. hmonger i deres karakteristiske
hjemmevævede maleriske nationaldragter. Det er især
Hmong-og Mien-folket, som dyrker opium her i "Den gyldne Trekant".
Det har de gjort i mange hundrede år. Jeg har spurgt mange
om lov til at fotografere, men hver gang bliver de bange for
kameraets "onde øje" og siger nej.

I morgen starter vi på to dagssejladser op ad Mekong-floden
til Huay Xai, hvorfra vi vil forlade Laos.