På toppen af Wales

Selv om vi er meget langt fra det typiske sydlandske køkken, hersker der ingen tvivl. Min sidemand i den tæt sammenpressede, ventende flok har spist hvidløg aftenen forinden. I ganske anseelige mængder endda.

Den karakteristiske skarpe lugt emmer ud af mandens porer i en sådan grad, at jeg en overgang overvejer at trække kæresten med ud af køen for i stedet at vente på den næste afgang.

Men nej. Nu har vi glædet os i flere dage til den forestående oplevelse, får jeg bestemt at vide, og frøkenen har bestemt ikke tænkt sig at lade min sarte næse udskyde projektet. Jeg må derfor udholde min øjeblikkelige tilstand af kvalme, der truer med at sende min just nedsvælgede portion bacon and eggs retur ud i det fri.

Vi befinder os på en lille perron i byen Llanberis i den nordlige del af Wales. Dagens ret på turistmenuen er en forunderlig togtur til landets højeste punkt - bjerget Snowdon, der med sine 1085 meter nærmest kysser himlen. Siden 1896 har Snowdon Mountain Railway transporteret folk til tops, og dengang som i dag benyttes små damplokomotiver.

Heldigvis kommer toget hurtigt og befrier mig for yderligere pinsler. Jeg tager skyndsomst kæresten ved hånden og styrer os ned på siddepladser længst muligt væk fra min tidligere plageånd. Kæresten ryster på hovedet og kommenterer spydigt min hysteriske tilstand, mens jeg lettet fylder lungerne med hvidløgsfri luft.

En perlerække af syn

Mine netop overståede trængsler glemmes dog hurtigt, i takt med at toget møjsommeligt tøffer sig op ad bjerget med sin last af forventningsfulde turister. Udenfor åbenbares nemlig en perlerække af spektakulære syn, hvori den barske natur tager sig ud fra sin mest fascinerende side. Fra de rødmalede vogne har vi første parket til dybe slugter, krystalklare søer og dramatiske bjerglandskaber.

Undervejs passerer vi en stribe besøgende, der ikke er helt så mageligt anlagte som os selv. De har valgt at vandre til tops, hvilket varer mellem fem og otte timer tur-retur afhængig af tempo og fysisk formåen. selv om der er langt mellem de vandrende, føler de sig næppe alene, idet de har selskab af tusindvis af græssende får på de stejle skråninger.

Damptoget bruger en time hver vej med en ekstra halv time på toppen. Udsigten er en sand visuel lækkerbisken, og i klart vejr kan man se både Irland og England.

Bjerget har lagt navn til nationalparken Snowdonia, som vi befinder os lige i hjertet af.

Parkens walisiske navn er Eryri, hvilket ikke for ingenting betyder "ørnenes sted". Snowdonia er næsten på størrelse med Fyn og udgør dermed en betragtelig del af Wales, der er nogenlunde lige så stor som Jylland.

Tungebrækkeri

Ikke langt fra nationalparken finder man en attraktion af helt anderledes og usædvanlig karakter. Det handler om byen med verdens længste navn, og trods advarsler om, at den bette by absolut intet andet har at byde på af interesse, følger vi med strømmen.

Advarslerne viser sig hurtigt at være absolut på sin plads. Det eneste spændende er det flere meter lange navneskilt, som til gengæld også er imponerende. Ikke mindre end 48 bogstaver findes der i Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch, som for nemheds skyld forkortes til Llanfari P.G. i daglig tale.

Navnet er på cymraeg, det oprindelige walisiske sprog, og betyder på dansk angiveligt "St. Marys kirke i dalen med hvid hassel nær en rivende strømhvivel og St. Tysilios kirke nær den røde grotte". Det spøjse navn blev kreeret for at tiltrække turister, hvilket må siges at lykkes ganske godt. I gennemsnit lægger ikke mindre end 1500 mennesker dagligt vejen forbi i sommerhalvåret.

En lokal forretningsdrivende har et stående tilbud på en hel kasse maltwhisky af den bedste kvalitet til den turist, der udtaler bynavnet korrekt. Man får oven i købet lov til at høre den rigtige udtale på bånd først, men lige meget hjælper det i vores tilfælde.

Vi prøver ihærdigt og gentagne gange uden held, hvorved vi deler skæbne med de 21.748 turister før os, der også har forsøgt sig. Det eneste vi opnår, er en kraftig forstuvning af tungebåndet - måske man skulle have gået om bord i maltwhiskyen, inden man forsøgte sig.

Hygge på pubben

Snydt bliver vi dog ikke for de gyldne dråber. Senere samme dag begiver vi os af sted for at udforske en nok så vigtig del af den britiske kulturarv: Pubberne.

Et lille håndmalet skilt udenfor adviserer om, at her betjenes tørstige sjæle. Indenfor mødes vi af brune mahognivægge og et bedaget udvalg af fløjsbeklædte møbler samt gamle barstole af træ. Den antikverede fremtoning til trods er denne pub som så mange andre indbegrebet af hygge og varme, og vi føler os næsten allerede hjemme, da vi bestiller "two pints of lager".

De lokale gæster betragter os i starten afventende, men det varer ikke længe, før et par stykker nysgerrigt henvender sig til de nyankomne. Vi bliver venligt udfrittet om, hvor vi kommer fra, hvor vi er på vej hen, og hvad vi synes om Wales.

Stemningen er hjertelig, og man fornemmer en ægte og uforbeholden gæstfrihed. De griner ad os, når vi har svært ved at forstå deres særlige walisiske udgave af engelsk, og vi griner ad dem, når de forgæves forsøger at gætte navnene på de nordiske hovedstæder.

National stolthed

Ud over gæstfriheden mærker man også den nationale stolthed. Selv om grænsen mellem England og Wales fysisk set er usynlig, eksisterer den i høj grad mentalt. Begå i den forbindelse ikke den fejltagelse at kalde en waliser for en brite og da slet ikke for en englænder. Det kan let blive taget ilde op af det ellers venligtsindede folk.

Gæstfriheden opleves bedst på de talrige Bed & Breakfast, der flankerer vejene i selv den mest isolerede flække. Medmindre man ikke bryder sig om at overnatte i fremmede folks huse er denne indkvarteringsform genial. Man kan altid finde et ledigt værelse, og for en absolut rimelig pris opnå husly samt en solid britisk morgenmad.

Som regel får man sig en hyggelig sludder med værterne eller andre gæster, og ikke sjældent kan der hentes værdifulde tips, som guidebøgerne ikke kan levere. Og er man dansk, kan man være sikker på at starte dagen med lidt behagelig ros. Når mutter erfarer den rød-hvide nationalitet, modtager man uden undtagelse en solid påskønnelse af den fremragende bacon, som vores grise leverer.

Dårligt udsyn

Ferie i Wales gøres ubetinget bedst i bil. De større byer har ikke noget at komme efter, og kun i eget køretøj kan man for alvor komme helt ud og opleve den formidable og ofte øde natur med bølgende grønne dale og romantiske borgruiner. Man kører ofte i timevis uden at se et andet køretøj, og samtidig beder man til, at bilen ikke vælger at bryde sammen lige netop her.

Generelt kræver det stor agtpågivenhed at færdes på de walisiske veje. Ikke så meget på grund af venstrekørslen, som man forbløffende hurtigt vænner sig til, men mere på grund af de smalle veje og de mange rundkørsler.

En anden slange i naturparadiset er for bilister de såkaldte "levende hegn". Meget ofte spærrer den meterhøje plantevækst for udsynet i sving, og langsom kørsel er derfor påkrævet, hvilket hovedparten af de lokale desværre ikke mener.

Det kommer vi selv til at sande på kedelig og dramatisk vis. På vej fra de såkaldte Black Mountains i den sydlige del af landet til de sagnomspundne vandfald ved Devils Bridge går det galt i et af de mange uoverskuelige sving.

For sent opdager min bedre halvdel, der kører vores lille Opel Corsa, samt køreren af den modsatte bil hinanden. Selv om begge er oppe at stå på bremsen, er en kollision uundgåelig. Der går vel næppe mere end et sekund eller to, før vi ramler ind i hinanden, men det virker meget længere. Adskillige tanker når således at flyve gennem mit hoved, mens den sorte varevogn nærmest som i slow motion nærmer sig.

Efter braget sidder vi et øjeblik helt paralyseret. Situationen forekommer uvirkelig, og man sidder nærmest og venter på at vågne op i sin seng og finde ud af, at det hele bare var en drøm.

Så heldige er vi dog ikke, men til alt held slipper vi nådigt fra sammenstødet. Ingen personskade og bilen er med en bule over det højre forhjul samt smadret lygteglas heller ikke værre medtaget, end at vi kan køre videre for egen kraft.

Sneglefart

Resten af dagen foregår det dog i sneglefart - sporene fra formiddagens kollision skræmmer. Vi udvikler imidlertid et lille værn med at dytte i indgangen til alle farlige sving, og selv om vi undervejs indkasserer mange forundrede blikke, undgår vi yderligere ulykker.

Humøret er dog lidt trykket, da vi når frem til de tre broer og vandfaldene omkring Devils Bridge, der regnes for en af Storbritanniens smukkeste pletter. Men naturens skønhed har jo en forunderlig helbredende kraft på alle sorger, og gradvist vender ferieglæden tilbage.

Den aften frekventerer vi også den lokale pub, og over en pint eller tre bliver vi lidt galgenhumoristisk enige om, at bilferie i Wales i hvert fald ikke hører til den kedelige af slagsen.

Fakta

Wales befinder sig et par timers kørsel fra London i enten bil eller tog.

Billeje i Storbritannien koster fra 1500 kr. og opefter for en uge afhængig af bilens størrelse. Mange danske turister vælger at medbringe egen bil.

En typisk ovrnatning på Bed & Breakfast koster 150-300 kr. pr. person.

Frodighed kræver regn, så husk paraply og regnfrakke. Som udgangspunkt er klimaet dog mildere end herhjemme og somrene er ofte lune.