Fortsæt til indhold
Rejser

Ud vil vi, ud...

Af Jens Erik Rasmussen

Danskerne har ophobet et behov for at rejse langt, og alle de større rejsebureauer har udvidet det oversøiske program for at ride med på den eksotiske bølge.

Thailand bliver den store vinder blandt vinterens oversøiske rejsemål. Det fjernøstlige kongedømme har for alvor bidt sig fast i danskernes bevidsthed som et ferieparadis, og antallet af chartergæster til destinationerne Phuket, Bangkok og Pattaya ventes næsten fordoblet i vintersæsonen, der begynder efter efterårsferien.

»Thailand er på vej til at blive det nye Gran Canaria, og med 12.000 gæster bliver det vores største rejsemål i det kommende år,« spår Jens Veino, der er direktør for Larsen Rejser.

I modsætning til de fleste andre fjerne rejsemål, så vender gæsterne tilbage til Thailand år efter år, og derfor har der de seneste år været et støt stigende salg til det buddhistiske land. Og i de kommende måneder er der sat endnu flere fly ind, så antallet af danske gæster vil sætte ny rekord.

»Thailand sælger forrygende, selvom vi har fået hård konkurrence fra ruteselskaberne, der i store dele af vinterhalvåret tilbyder billige priser til Sydøstasien,« siger H.P. Andersen, direktør for Tjæreborg.

Mens Thailand er kommet for at blive, så vurderer han, at de øvrige fjerne destinationer sandsynligvis aldrig bliver typiske chartermål.

»Mexico, Indien, Caraibien og Cuba har en kortere levetid, og de holder måske fire-fem sæsoner, før de glider ud. Publikum er nemlig især de gæster, der vil prøve noget andet fra gang til gang, så målgruppen tørrer hurtigere ud,« mener H. P. Andersen.

Til gengæld har danskerne et ophobet behov for at rejse langt, og alle de større rejsebureauer har udvidet det oversøiske program for at imødekomme ønskerne.

Larsen satser

Den største satsning kommer fra Larsen Rejser, der efter flere sæsoner med store tab kaster mere end 100 mio. kr. ind i konkurrencen om kunderne. Selskabet har på langtidskontrakt chartret plads på store fly, der skal transportere 11.000 gæster til Thailand, Mexico, Indien og Florida.

Flyene med plads til 309 passagerer kommer fra det svenske flyselskab Nordic European, som også Star Tour benytter her til vinter. Der bliver flyvninger hver anden uge til hvert af de fire rejsemål, og de første gæster kommer afsted 19. december. Flyet starter i København og mellemlander i Billund, så jyske gæster kan flyve direkte til de oversøiske destinationer. Desuden forventer Larsen Rejser at sende 17.000-18.000 turister med charterfly til en række lande uden for Europa.

»Vi har i mange år satset på de oversøiske lande, og salget med rutefly har de seneste år været kraftigt stigende. Nu chartrer vi egne langdistancefly, og det bringer priserne ned på et fornuftigt niveau. Derfor er jeg overbevist om, at vi nok skal få fyldt flyene,« siger Jens Veino.

Han tilføjer, at selskabet samtidig har besluttet at skære ned på antallet af rejser til Middelhavslandene, hvor det er svært at tjene penge, fordi markedet er overophedet.

Jens Veino er dog utilfreds med salget af rejser til Florida, og derfor arbejdes der på at skaffe tilslutningsfly til de caraibiske øer for at skærpe interessen.

Star Tour dobler

Også Star Tour har taget konsekvensen af danskernes appetit på at rejse langt. Selskabet har fordoblet antallet af oversøiske rejsemål til 15.000, og ifølge direktør Poul Erik Madsen er mere end halvdelen af rejserne allerede solgt. Til Thailand er 85 pct. af pladserne væk, og den første ledige afgang er i februar.

»Danskerne har penge mellem hænderne som aldrig før. Samtidig har de opdaget, at de oversøiske pakketure kun koster et par tusinde kroner mere end ferien til kanarieøerne,« siger Poul Erik Madsen.

15.000 rejser

Spies, Tjæreborg og Ving, der er søsterselskaber under det engelskejede Scandinavian Leisure Group, har også foretaget en kraftig udvidelse af trafikken til de eksotiske lande, men satsningen er ikke så stor som hos konkurrenterne. De tre bureauer deles om fly til Thailand, Mexico, Cuba og Florida, samt til de caraibiske øer, og tilsammen har de omkring 15.000 oversøiske rejser til salg.

»Det bliver den største oversøiske vinter nogen sinde, men udviklingen har været på vej længe. Både tyske, engelske og hollandske charterturister vælger i stigende grad de fjerne rejsemål,« siger direktør Henrik Neelmeyer, Spies.

Margarita

Tendensen kommer heller ikke bag på Herning Rejser, der allerede i begyndelsen af 90'erne satsede på at sende danskerne over Atlanten til tropisk klima. Op mod 100.000 gæster har siden rejst med charterbureauet til den venzuelanske ø Margarita, og selskabet har efterhånden oparbejdet et stort stampublikum.

»Vi regner med at sende 20.000 gæster til Margarita i vintersæsonen, og heraf kommer omkring 4.000 fra Tyskland, Sverige og Norge,« siger direktør Per Falk-Lauritzen, Herning Rejser.

Efter sidste sæsons problemer med at skaffe fly og efterfølgende store forsinkelser har selskabet nu tegnet kontrakt med det hollandske Martinair, der fra 1. november flyver tre gange om ugen direkte til Margarita.