Fra flyve- båd til arbejdsfryd

"Havens Dag" var det hjemme i Danmark forrige søndag, da vi i Mandraki-havnen på Rhodos indskibede os "bound for Symi". Den stavemåde (og udtalt på dansk) bruger mange turistguider stadig hernede til stor forvirring for den indfødte befolkning på Simi.

Men langt værre: det var ikke et skib, men en flyvebåd, vi blev beordret om bord i!

At sejle til en ø, så man får sjælen med, er - eller burde være - en menneskeret. Men sådan er det altså ikke mere, hverken på Peder Paarses Kattegat eller i Odysseus` fædreland.

Men ellers var alt om bord ved det gamle. Eller rettere de gamle. Podemesteren fra Gentofte og hans med et frit homerisk epitet rapt hensnakkende viv var med - om end med nød og næppe, grundet ein Stiefel Bier på en fjerntbeliggende taverna, men heldigvis dog på taxahold af Mandraki.

That`s why I know about "Havens Dag" i Danmark - staudernes svar på Mors (buket) dag. Men når det trækker i gamle sommersimioter, kan selv en podemester fravælge haven for havet. Så han var med på flyvebåden.

Gæstevenskab

Og så sidder man igen hos Pachos i mørkningen med så meget af denne verdens skønhed for øje, at det kan kræve en flaske retsina at se sig mæt. Havnen, skibene, lysene, husene, bjergene.

Og der ude på kajen ved indkørslen til Jalos sidder gamle Manolis stadig og forsøger - med skiftende held - at forhindre den motoriserede trafik i at drøne ind og spolere vores turistidyl.

I år har han fået bistand af en gult blinkende lygte. Måske skulle den have været rød. To kókkino fanári (var der vist en græsk film, der ca. hed).

Og så er der menneskene. Alle de venlige mennesker, der bor her hele året, men som med uskrømtet glæde bemærker, at nu er man her igen - for nogle få uger. De signalerer ikkke udbyttende turisme, men ægte græsk gæstevenskab. Fra borgmesteren til den lille grønthandler i Smøgen.

Selvfølgelig er der også nogle dumme svin på Simi, men det er til at leve med; de siger nemlig ikke noget, grynter højst. Og i øvrigt skal man ikke skue hunden på hårene eller svinet på børsterne. Flere af dem, jeg havde henregnet til denne (fåtallige) kategori, er jeg i dag på en slags tale-og i al fald hjertelig hilsefod med.

Og i øvrigt er det da en ærlig sag ikke at kommunikere med turister, hvis man synes, at den business er roden til alt fordærv for den oprindelige gamle Simi-kultur. For det er den jo sådan set: på den ene side, mens den på den anden er et sine qua non for det lille ø-samfunds overlevelse uden svampefiskeri og skibsindustri.

Kattetal

Hjemme i Marias gård langt om længe - bagagen kommer altid før mig; den kører direkte, uden om cafeen - foretog jeg den rituelle optælling af kattene. Resultatet: fjorten. Og konstaterede, at det nybyggeri, som jeg i maj troede ville spærre for øjets nydelse af de høje cypresser ved kirken og den ørenfryd af fuglelyde, ikke var nået videre end til betonskelettet.

Så i skrivende stund, mens andendagen går på hæld, er fugletræet en kvidrende jubel. Og mine hollandske naboer i gården har korrigeret mit kattetal til femten. Man skal aldrig sige aldrig og lade sig fange af forudsigelighed og prognoser; det er en af de mange ting, man kan lære på Simi.

Og tænk, at have tre uger til at lære det - endnu en gang! I næste uge vil jeg lære noget af det fra mig; hele familien og mange derhjemmefra, som ikke kender "min ø", gæster den.

Men måske vil en del af kræfterne skulle kastes af i de nærmeste pædagogiske krav. Som f. eks. at overbevise mit barnebarn på 2 år om, at ikke alle katte er lige tamme som hendes kastrerede Orla hjemme på Randersvej. Gal med katte giver revet skind.

Arbejdsfri

Der er ikke noget som Simi, når man vil arbejde i sin ferie. Ja, arbejdet bliver faktisk en ferie, når man sidder med bøgerne og blokken hos Pachos.

Vel er cafeens bord ikke - og ej heller stolen - fremstillet efter de højere ergonomiske principper. Men man er fri! Og hvornår er man ellers det på arbejde? Fri for de telefoner, som derhjemme kan få en til at fare stundesløst fra det ene papir og det ene projekt til det andet.

Kun kan man synes at mangle en hånd eller to, når det hele skal passes - både cigaren, retsinaen, bogen og pennen. Men det er igen etteoretisk talproblem. Når det gælder den engagerede praksis, har man præcis så mange arme, som der skal til.

Selvfølgelig har man det. Her på blæksprutternes og miraklernes ø.